Religionsfrihed under islam

Islamisk lov forbyder normalt omvendelse fra islam til en anden religion, og ordet ridda – eller frafald – anvendes om dette. En hadith (en beretning om Profeten eller hans efterfølgere) gengiver, hvordan han engang sagde: "Hvis en mand ændrer sin religion, så slå ham ihjel." Senere traditioner har tilføjet nogle betingelser, og det er en udbredt og anerkendt forståelse, at en frafalden mand tre gange skal forsøges overtalt til at vende om til islam, og kun hvis det mislykkes, skal han dræbes. En frafalden kvinde skal også forsøges overtalt tre gange, og hvis det ikke lykkes, skal hun låses inde for resten af sit liv. Det mere modernistiske syn, som deles af mange muslimske forskere i Egypten, er, at en frafalden får givet resten af sit liv til at angre og vende om til islam. Imens det står på, synes regeringen imidlertid opsat på at gøre livet så vanskeligt som muligt for konvertitten.

Emnet om religionsfrihed er blevet diskuteret i mange dele af den islamiske verden, og nogle forskere har – i det mindste i teorien – støttet en forståelse, der er hentet mere direkte fra Koranen selv, hvor der står: "Der er ingen tvang i religion" (2:256). Dette forstås således, at et individ ikke kan tvinges til at acceptere islam som sin religion. Nogle mener endda, at det kan betyde, at en, som beslutter sig for at forlade islam, ikke kan tvinges til at vende om. Denne betydning står i kontrast til den mere hårde islamistiske opfattelse, der er hentet fra andre koraniske vers (9:12; 29: 36; 123). "Bekæmp de vantro" er budskabet i alle disse vers. Ordet "vantro" forstås populært - og blandt islamisterne - i betydningen alle ikke-muslimer. Moderate og modernistiske forskere vil på den anden side sige, at disse vers kun kan anvendes i særlige tilfælde, hvor de vantro har taget initiativ til fjendtlighed mod muslimer. I dette perspektiv kan ingen af disse vers forstås som en generel ordre til at bekæmpe ikke-muslimer. På samme måde mener de samme moderate og modernisterne, at ordet ridda – eller frafald – ikke omhandler den indre religiøs overbevisning, men snarere omtaler politisk eller militært forræderi.

Overalt hvor Sharia bruges som basis for national eller regional lovgivning – eller hvor Sharia er normen i en subkultur – er hele ideen om religionsfrihed, som den beskrives i Menneskerettigheds-erklæringens artikel 18, problematisk. Den traditionelle forståelse af Sharia er i direkte modstrid med ideerne udtrykt i artikel 18. Der er dog lande, som traditionelt hører til i den muslimske verden, som med en lang historie af religiøs tolerance, har haft lettere ved at acceptere ideerne i artikel 18. Det bedste eksempel er Indonesien, men selv i Indonesien er domstolene for nuværende stærkt influeret af en konservativ islamisk dagsorden.

Dr. Nasr Hamid Abu Zaid, en egyptisk historieprofessor, blev dømt som en frafalden af en egyptisk domstol i 1995, fordi han havde foreslået ændringer i de islamisk arveregler, der klart er defineret i Koranen. Når en bekendende muslim kan blive dømt som frafalden, må man spekulere på, hvordan holdningen er til en muslim, der falder fra til fordel for kristendommen – for ikke at tale om andre religioner. Det er stadig utænkeligt at se et Hare Krishna-optog i Cairos gader. Jehovas Vidner er forbudt i alle arabiske lande og i det meste af den muslimske verden. Kun de tre traditionelle monoteistiske religioner har lov til at eksistere offentligt. Kirker, der ikke tidligere har eksisteret i Egypten, kan kun etablere sig der, hvis de accepteres af en af landets eksisterende kirkeretninger.

Eftersom de fleste lande i den muslimske verden i teorien hævder at forsvare menneskerettighederne, inklusiv religionsfrihed, og endda hævder at islam var den første religion til at kodificere menneskerettigheder, er det åbenlyst, at deres forståelse af religionsfrihed varierer meget fra den generelle vestlige forståelse. "Det religiøse supermarked" med et frit valg mellem forskellige produkter og mærker er ikke blevet introduceret i den del af verden endnu, og regeringer er ikke interesseret i at introducere det, sandsynligvis af frygt for alt, som truer stabilitet og forudsigelighed.

Regeringerne føler også et stort behov for at beskytte deres borgere – særligt analfabeterne og dem med et lavt uddannelsesniveau – fra nye ideer, der ikke hører hjemme i den religion, de har "arvet" fra deres forældre. Hovedårsagen er dog, at islam ses som den ultimative sandhed, og Profeten Muhammed er "profeternes sejl," hvilket betyder, at han var den, der bragte den endelige og perfekte åbenbaring til hele menneskeheden. Regeringer i den islamiske verden ser sig selv som beskyttere af den sande tro, og islamisterne, som beskylder dem for ikke at gøre nok for at fuldføre denne rolle, står parat til selv at påtage sig rollen.

Desværre er der endnu meget at gøre i forhold til religionsfrihed i den muslimske verden. Hvis regeringerne kunne overtales til at efterfølge internationale konventioner i handling, kunne meget vindes, særligt hvis deres uddannelsessystemer ville arbejde på at give deres studerende respekt for menneskerettighederne. Især er der behov for at styrke respekten for individets personlige overbevisning sammen med respekten for de religiøse traditioner, som hører til i de muslimske landes kulturelle og nationale arv.

Samtidig må det understreges, at der er tegn på håb, særligt eftersom at intellektuelle og religiøse talsmænd i den muslimske verden nu åbent diskuterer disse emner og foreslår reformer, som kan lede til en større religiøs frihed.

Indlægget er en oversat og forkortet version af en kommentar oprindeligt bragt den 13. januar 2004 af nyhedstjenesten Forum 18. Indlægget kan læses i sin fulde længde på Forum 18's hjemmeside.