SURFGUIDE: Bønslivet står i fuldt flor på internettet, og der udvikles i øjeblikket mange nye bønsformer, som ikke har været mulige før
At foreslå allerede formulerede bønner på denne måde er ganske udbredt i kristne kredse på nettet, og det vel nok mest populære site til formålet må være den irske katolske Sacred Space hvor der dagligt tilrettelægges en "virtuel bøn", som man opfordres til at bruge ti minutter på foran skærmen.
Mange kristne hjemmesider vælger desuden at drage mere nytte af internettets muligheder for interaktiv kommunikation. Ekklesia vil f.eks. gerne høre, hvad folk ville skrive, hvis de kunne sende en email til Gud.
Forbøn off-line
Flere menigheder tilbyder på deres hjemmesider, at besøgende kan sende ønsker om forbøn til dem pr. email, hvorefter menigheden vil bede for dem, når de mødes. Sådan foregår det eksempelvis i frikirken Evangeliesalen i Randers.
På siden om forbøn kan man med et enkelt klik på musen sende en email med forbønsønsker af sted, ligesom man kan få tilsendt en såkaldt salvedug efter forbillede fra tidlige kristne, der benyttede Paulus' klæder på tilsvarende vis. Det understreges, at der intet magisk eller helligt er ved selve klædestykket, man får tilsendt, men menighedens ældste har bedt for personen og salvet klædet, således at den, der ikke har mulighed for selv at komme til menigheden for bøn og salvelse, alligevel er "indenfor rækkevidde" så at sige.
I et telefonisk interview fortæller Evangeliesalens hyrde, Simon Griis, at man gennemsnitligt modtager 3 forbønsønsker på email om ugen, og at der typisk sendes 2 salveduge af sted om måneden. Det er de personlige forhold, der er fokus på i forbønsønskerne: sygdom, ægteskab, familie, arbejde, religiøs tvivl mm. Forbønnen foregår i praksis ved menighedens to ugentlige møder, hvor bønnen indledes med de bedeemner, der er kommet via nettet. Alle modtager desuden et svar på deres email.
Menigheden har altid tilbudt forbøn for mennesker i hele landet, men indtil for to år siden blev tilbudet givet via trykte blade og skrifter. Simon Griis har kunnet konstatere, at internettet har givet en langt større kontaktflade.
Førbøn on-line
Der findes adskillige sites på nettet, hvor brugerne kan få lov at poste deres personlige forbønsønsker på en liste, der publiceres, så andre besøgende kan hjælpe med at bede for dem. Der findes engelsksprogede sider såsom Prayer Tower, hvor sidens administrator formulerer forbønnen i en såkaldt "prayer list" ud fra ønsker og vidnesbyrd modtaget i email og på chat. Samme system gør sig gældende på PrayerSurfers.org.
På OnlinePrayers.net kan man tilsvarende indsende forbønsønsker, men her postes de i uredigeret form på en særlig bedeliste.
Også i Danmark kan man finde et lignende initiativ på Bedeemner.dk. Her kan man på ganske enkel vis indsende sit bedeemne, der så kommer med på bedelisten, og ugentligt udsendes de indkomne bedeemner på en mailingliste, som man kan tilmelde sig på sitet. Bedeemnerne spænder vidt: fra helt personlige forhold såsom familieproblemer til bøn for fred i verden.
Bag siderne står den kun 17-årige efterskoleelev Mattias Sonne, der selv kommer i Luthersk Missionsforening. Mattias fik idéen til Bedeemner.dk, da han en dag sad og surfede på nettet. Han fortæller: "Så kom jeg til at tænke på, hvorfor der egentligt ikke var nogen, der udnyttede det hurtige Internet til at dele bedeemner, og så var den idé hjemme". Han var 16 år, da han i april 2003 lancerede siderne, der p.t. har knap 20 unikke besøgende dagligt, og der er cirka 80 tilmeldte på mailinglisten.
Et interessant supplement til forbønssider som de nævnte er en særlig banner-service, der tilbydes af Live Prayer Banners. Her kan man tilmelde sit forbønsønske som en slags bannerreklame, der så vises på et stort antal hjemmesider verden over. Har man lyst til at have banneret på sin egen side, er det nemt at tilmelde sig og indsætte html-koden.
Forbønskæder
I stil med mailinglisten på Bedeemner.dk finder man en del internetsteder, der reklamerer med "forbønskæder" eller "prayer chains". Her er der tale om frivillige, der via internettet melder sig til at gå i forbøn for andre. I nogle kæder (f.eks. Online Prayer Chain) fungerer det således, at alle indkomne forbønsønsker udsendes pr. email til de tilmeldte.
Andre kæder såsom Cyber Prayer Nest er mere organiserede og har deciderede skiftehold til formålet. Her tilmelder man sig ikke blot med sin emailadresse, men også med de konkrete tidspunkter, hvor man vil være i stand til at bede intensivt for de besøgende, der henvender sig. Man kan også oprette sin helt egen "prayer circle" på Beliefnet .
Der findes utallige sider om og med bøn på nettet, og her er kun bragt et ganske lille udsnit. Men det bør slutteligt bemærkes, at det er overraskende svært at finde bønssider, der er rettet mod et yngre publikum: børnene. Den katolske teolog Benedikte Brisson har af samme årsag samlet en række gode links om børn og bøn på sin hjemmeside.