Biskop Karsten Nissen |
27. december 2003
Hvem korsfæstede Jesus? Karsten Nissen svarer
Spørgsmål:Kære Karsten Nissen
Ud over kristne kilder er der så nogen neutrale historiske kilder der indikerer, at det var jødernes skyld at Jesus blev korsfæstet?
Alle ved, at han blev dømt ved romersk lov (hvis han var blevet dømt ved jødisk lov, så var han blevet stenet).
I Romerriget var der religionsfrihed, hvis man kunne holde sig indenfor rammerne - Det kunne de kristne ikke i og med, at de forkyndte at kun de havde den rigtige tro - dvs. at romernes religion var "usand".
Kunne det ikke være, at det faktisk var romerne som ønskede ham korsfæstet, og at jøderne intet havde med dette at gøre?
Og kunne man ikke mene, at senere kristne kilder gav jøderne skylden fordi de ikke ville være uvenner med det Romerrige de var underlagt - man skulle jo nødig begå samme fejl to gange ... og så blev jøderne pludselig sorteper.
Lena
email :
nosandals@hotmail.comSvar:Kære Lena
Dit spørgsmål drejer sig om, hvem der har "skylden" for Jesu korsfæstelse. Det er et relevant spørgsmål, netop i disse år, hvor der igen kan spores ansatser til antisemitisme.
En af hovedårsagerne til de jødeforfølgelser - pogromer - der fandt sted i 1880'erne i Østeuropa var netop, at jøderne blev kaldt "Kristus-dræbere".
Som du selv siger i dit spørgsmål, blev korsfæstelsen - som var en romersk henrettelsesmetode - eksekveret af den romerske besættelsesmagt efter en domfældelse af den romerske statholder, Pontius Pilatus.
Forinden var Jesus blevet stillet for det jødiske råd, som kendte ham skyldig i gudsbespottelse, fordi han opfattede sig som Guds Søn. Og han var blevet fremstillet for Jerusalems befolkning sammen med Barabbas.
Folket valgte at Barabbas skulle frigives, medens Jesus skulle korsfæstes.
I romerriget var der ikke religionsfrihed - kun hvis man anerkendte kejserens guddommelighed kunne man udøve forskellige religiøse skikke.
De kristne kunne ikke anerkende kejseren som Gud, hvorfor der også i de første århundreder efter Kristus fødsel blev gennemført adskillige kristenforfølgelser i det store romerrige.
Den omstændighed, at kristendommen fra 380 var den eneste tilladte religion i romerriget viser også, at der ikke fandtes religionsfrihed.
Ny Testamente betragter ikke jøderne som særligt skyldige i Jesu korsfæstelse. Paulus, der selv var jøde, anfører i Romerbrevet 9-11, at Gud lod forhærdelsen komme over Israels folk.
Det betyder ikke, at de i særlig grad er skyldige i Jesu korsfæstelse, men derimod at de blev et redskab for Gud: for at frelsen derigennem kunne komme til alle folk på jorden.
Desuden siger Paulus: "Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig" (Rom 11, 1-2) Og lidt senere, i v. 29: "For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke".
Der findes således hverken historisk eller teologisk belæg for, at give jøderne "skylden" for Jesu korsfæstelse. Det er også en kristens pligt at tage afstand fra ethvert tilløb til antisemitisme.
Med venlig hilsen
Karsten Nissen
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk