Kristendom kan også være en kæp i hjulet på demokratiet

Ricardt Riis giver i en kommentar her på religion.dk udtryk for stor utilfredshed med den danske islamforsker Tim Jensen, ja, han mener sågar, at denne ikke skal have lov til at modtage støtte fra offentlige midler til sin forskning.

Grunden til dette noget hårdhændede angreb på en akademikers levebrød er, at Ricardt Riis mener, at Tim Jensen ikke kan skelne ordentligt mellem islam og kristendom.

Således citerer han Tim Jensen for at skrive: "Nogle af de store såkaldte skriftreligioner som islam, kristendom og jødedom, har eksempelvis forestillingen om, at guden også har givet nogle evigtgyldige bud, der skal være både moralske og juridiske love så at sige, og som skal gælde for enkelte og samfundet, og naturligvis er det derfor svært at sige, at noget sådant er fremmende for demokrati, hvor mennesket er lovgiver, og hvor alt er til diskussion i princippet. Og alligevel så skal alle disse skrifter tolkes af mennesker, og det bliver de, og dermed bliver det muligt at tolke sig frem også til en form for demokrati, men ikke altid lige nemt".

Ricardt Riis kommenterer dette citat på følgende måde: "Her skærer han de tre religioner, islam, jødedom og kristendom, over én kam og mener, de har samme fortolkningsmæssige vanskeligheder ved at acceptere demokratiet. At han som religionsforsker ikke kender forskel på kristendom og islam, er egentlig besynderligt. Vi teologer har ellers været meget flittige til at påpege, at indenfor kristendommen er loven ikke en frelsesvej, som den er det indenfor islam. Når Jesus i Matt. 7,12 citerer den gyldne regel "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" og tilføjer, "Sådan er loven og profeterne", så afslører han en lovforståelse, der er himmelvidt forskellig fra den jødiske og den muslimske, en lovforståelse, hvorefter mennesket tænkes at forstå og acceptere det, der skal gøres. Så den kristne har langt lettere ved at fortolke sine helligtekster i demokratisk retning end muslimen".

Problemet med Ricardt Riis' angreb på Tim Jensen er for mig at se, at han forventer, at Tim Jensen skal formidle et syn på kristendommen, der er identisk med hans eget. Øjensynligt gik han nemlig på universitetet i en tid, hvor man ikke lærte, at der er mange forskellige tolkninger af, hvad kristendom er.

Faktum er jo, at ganske mange kristne mener, at man i Bibelen kan finde regler som er evig gyldige, og som demokratiet skal rette sig efter. Tænk blot på, at vi for nyligt kunne iagttage en række kristnes kamp for at Færøerne ikke skulle indføre en lov, der forbyder chikane af homoseksuelle. Her var begrundelsen jo, at man som et kristent samfund skal underordne sig Guds regler og man hævdede her frejdigt, at Bibelen skal læses som en lovbog, hvorefter seks løsrevne citater om mænd, der har sex med mænd, bliver til evigt gyldige moralske leveregler som de kristne nationer skal efterfølge.

Og den katolske kirke, verdens største kristne trossamfund, hævder jo ihærdigt, at Gud har givet evige love på det moralske område og deraf slutter man så igen, at demokratiet går ud over sine af Gud tilladte grænser, når det indfører fri abort eller homoseksuelle ægteskaber.

Tim Jensen kunne godt have nuanceret lidt mere, men grundlæggende set gengiver han faktisk flertallet af verdens kristnes tolkning af forholdet mellem religion og politik.

Jeg kan i øvrigt kun anbefale Ricardt Riis at læse Samuel Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød. Her forklarer denne verdenskendte forsker, at verdens nationer kan opdeles i 8 civilisationer, herunder den muslimske, den vestlige, den sydamerikanske og den ortodokse. Samuel Huntington slår med andre ord ikke kristendommen sammen til en civilisation ligesom han ikke sætter lighedstegn mellem alle former for kristendom og så den vestlige demokratiske kultur, sådan som man ofte ser det gjort i den danske debat, men skelner skarpt mellem forskellige kristne civilisationer. Og det er faktisk meget vigtigt, for ser man kritisk på den moderne verden, så vil man se, at det jo ikke blot er den muslimske verden, der har problemer med demokratiet, men også den sydamerikanske og den ortodokse verden.

Deraf kan man slutte, at ikke blot islam, men også den katolske kristendom og den ortodokse kristendom kan give problemer, når det gælder om at udvikle stabile demokratier, et forhold, som også den kritiske historie kan underbygge. For eksempel bekæmpede den katolske kirke med næb og klør indførelsen af demokrati i de katolske lande helt frem til 1960'erne, og det er faktisk en af de væsentligste årsager til vanskelighederne med at indføre stabile demokratier i eksempelvis Spanien og Italien.

Jeg er enig med Ricardt Riis i, at den danske islam-forskning desværre ofte har en tendens til at degenerere til islamapologetik, men jeg mener ikke, at man af religionsforskere kan forlange, at de skal lukke øjnene for den mangfoldighed af tolkninger, som præger kristendommen. Dermed være ikke sagt, at jeg ikke har stor sympati for Ricardt Riis' kristendomstolkning, for den ligner faktisk min egen, men desværre er den ikke den eneste. Det kan man måske lukke øjnene for som pensioneret præst, men det kan man ikke som religionsforsker eller som religionslærer, for den sags skyld.

Karen M. Larsen,
Cand.mag. og religionslærer