Kirkekrise i Europa

Kirken i Europa har det svært. Den undergår historiske forandringer. Europas dybe splittelse på det religiøse område viser sig bl.a. i diskussionen om, hvorvidt kristendommen skal nævnes i udkastet til den ny EU-forfatning. Man står tøvende eller direkte afvisende overfor sin religiøse arv. Se religion.dk-artiklen Forslag om religion i EU-forfatning.

Årtierne efter Anden Verdenskrig har gennemgående været en tilbagetogshistorie for både de protestantiske kirker og den katolske i Europa. Det tætte forhold staten er blevet løsnet og denne proces fortsætter i hele Europa.

I Danmark, Norge, Sverige og Finland er en stor majoritet stadig medlemmer af kirken, men ofte fremmede for en kristen praksis. Tager man den svenske kirke som eksempel på udviklingen i Norden, ser man at medlemstallet er faldet fra 95 % i 1972 til 80,9% i 2002. På Svenska Kyrkans officielle hjemmeside gives et godt billede af den generelle udvikling i Norden (se under Fakta-afsnittet).

England og den anglikanske kirke er i krise. Ser man på Church of Englands hjemmeside, er tendensen klar: økonomiske problemer, svindende engagement og politisk involvering er nøgleordene.

Tysklands store kirker er den evangeliske og den katolske kirke. Begge kirker mister et stort antal medlemmer hvert år, og for den katolske kirke er det et akut problem at skaffe nye præster. Billedet på den evangeliske kirkes hjemmeside er klart. Der bebudes en offensiv, som skal imødegå den manglende interesse for kirken.

Især i det tidligere DDR er medlemstallet forsvindende lille. Der er mange sociale og politiske initiativer i gang for at kirken kan genvinde tabt terræn. Disse trænger det dogmatiske spørgsmål tilbage.

For den katolske kirkes vedkommende pågår også en intern strid imellem progressive og mere reaktionære kræfter, f.eks. i spørgsmål om præsteægteskab og kvindelige præster. Den katolske kirke er langt mere dogmatisk i sin præsentation og er stærkere organiseret end de evangeliske.

De katolske kirker i Spanien, Italien og Portugal er traditionelt meget pavetro og stærkt støttede af staten. De døjer dog også med, at man betragter kirken som reaktionær og højreorienteret, og også i disse samfund har der med stigende velstand og sekularisering i tiden efter Anden Verdenskrig bredt sig en afmatning i tilslutningen til kirken. På www.vatican.va, som er pavemagtens officielle side, er der en orientering på mange sprog om de seneste initiativer og sociale og politiske tiltag.

Frankrig er agnostikernes højborg. Her har den katolske og protestantiske kirke længe levet deres liv uden for statens beskyttende vinger.
Generelt er indtrykket, at kirkerne mister indflydelse, at de forbindes med det højreorienterede og gammeldags Europa, med overtro og intolerance. Kirkerne kæmper på deres side i høj grad med sociale og politiske argumenter for at genvinde tabt terræn. De er alle på vej ud af den symbiose, de har haft med staterne.

For alle kirkerne gælder det, at de har svært ved at nå mennesker dér, hvor de befinder sig i deres daglige liv. De eksisterer hovedsageligt i deres bevidsthed som forvalter af højtider. Fremtiden vil vise, om det er nok for kirkerne. Og for de kirkeløse.