Kærlighed på troens grund

Der er ingen grund til at komplicere dagligdagen mere end højst nødvendigt, og familien skulle gerne være den base, der giver os det nødvendige overskud til at tjene til dagen og vejen og opfylde vore forpligtelser over for den verden, vi lever i.

De fleste religioner og trossamfund har opstillet nogle kriterier for troens el. menighedens videreførelse og bevarelse.

Inden for de fleste religioner følger børnene faderen. Indtil for få år siden skulle en ikke-katolsk kvinde ved indgåelse af ægteskab med en katolsk mand skriftligt erklære sig indforstået med, at deres fælles børn skulle opdrages som katolikker. Take it or leave it...

Også inden for islam følger børnene faderen. Så hvis en kristen kvinde ikke ønsker, at hendes børn skal opdrages i den islamiske tro, må hun lade være med at gifte sig med en muslim - så enkelt er det.

Inden for jødedommen videregives religionen via moderen. Så hvis en jødisk mand ønsker, at hans børn skal være jøder, må han gifte sig med en jødinde.

For troende er der ikke noget mærkeligt i disse regler. Vi ønsker alle at videregive det til vore børn, som vi selv finder styrke, tryghed og sjælefred ved. Noget andet er, at vi naturligvis må acceptere, at vore voksne børn kan gå hen at vælge en anden tro end den, vi har opdraget dem i - hvor smerteligt det end må være. Tro lader sig nu engang ikke påtvinge, men må komme fra hjertet.

Naturligvis har vi frihed til at gifte os på kryds og tværs, som vi har lyst til - kærlighedens veje er som bekendt uransagelige; og Nathansens "inden for murene" vil altid være aktuel. Men at gifte sig med en forventning om, at den anden nok med årene konverterer til ens egen religion eller bliver lige så religiøs som man selv, er efter min opfattelse uholdbart - for hvem siger, at ens forventninger bliver indfriet?

Jeg har i årenes løb mødt en del muslimske kvinder fra Nordafrika, der har giftet sig med danske ikke-muslimske mænd. Fælles for dem er, at det startede meget godt; men selvom manden og hans familie ikke havde nævneværdig tilknytning til kristendommen, blev det nærmest en mærkesag for svigerfamilien at få gjort den muslimske kvindes børn til 'gode kristne'. Kvinderne sad fortabt tilbage og følte, at de havde mistet deres børn. Kun i et enkelt tilfælde er det sket, at den ikke-muslimske mand efter en årrække er konverteret til islam.

Blandede ægteskaber på tværs af traditionelle skel har i mange år været almindelige i f.eks. Afrika og Østeuropa og bliver også mere og mere almindelige i Vesten. Det kan måske synes ukompliceret for de involverede parter, der blot følger deres hjerte; men blandede forhold kan i visse situationer komme under voldsomt pres udefra. F.eks. har den ændrede politiske situation i det tidligere Jugoslavien sendt mange blandede par i ufrivilligt eksil.

Blandede familier er også ofte underlagt regler og restriktioner m.h.t. arveret, forældremyndighed og andre juridiske finurligheder, som det måske ikke altid er muligt at gardere sig imod. En ikke-jøde kan f.eks. ikke blive begravet sammen med sin jødiske ægtefælle på en jødisk begravelsesplads.

Reglerne er til for at sikre menighedernes fortsatte beståen - og det har jeg det i og for sig fint med. Vælger man at bryde reglerne, må man enten tage de vanskeligheder og knubs, der nu engang følger med, i stiv arm - eller søge at ændre reglerne.

I øvrigt kan der da være andre grunde end lige netop religiøse til at lade fornuften råde i valget af partner. Ønsker man f.eks., at ens kommende børn skal have glæde af deres bedsteforældre på både fædrene og mødrene side, må man da lade være med at gifte sig med en person, der er bosiddende på den anden side af kloden eller kommer fra et land i krig.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen