Religionshistorikerens rolle er i følge Mikael Rothstein at forholde sig til et samfundsfænomen, religion, på samme kritiske måde som enhver anden kulturforsker.
DEBAT: Ricardt Riis hævder, at kristendom analytisk betragtet er noget væsensforskelligt andet end islam. Det er det rene nonsens for en fagmand, skriver Mikael Rothstein i en kommentar
Ricardt Riis' angreb på religionshistorikeren Tim Jensen forholder sig ikke til faglige substanser, men er et apologetisk forsvar for Riis' egen religion.
Han bryder sig ikke om Tim Jensens religionsfagligt anlagte analyser, men i stedet for at tilbyde noget bedre - dvs. en bedre analyse - leverer han en promovering af kristendom i hans egen aftapning.
Riis begriber ikke, at religionshistorikerens rolle er at forholde sig til et samfundsfænomen, religion, på samme kritiske måde som enhver anden kulturforsker, der studerer mennesker og deres frembringelser:
Religion er et menneskeskabt fænomen, der hele tiden er i bevægelse. Det er disse bevægelser, disse løbende forhandlinger, der former de religiøse forestillinger og den religiøse praksis, Tim Jensen diskuterer.
For Riis derimod er religion noget absolut, noget der findes i fast og veldefineret forstand. Sagligt set er det det rene vrøvl, men i et religiøst perspektiv er det ofte dér snittet lægges.
Riis fremhæver således, at kristendom analytisk betragtet er noget væsensforskelligt andet end islam. Det er det rene nonsens for en fagmand, men en salig sandhed for Riis som religionsproducent.
Riis' utilfredshed med Tim Jensen begrundes således reelt i, at forskeren ikke er kristen! Det er også på dette grundlag han med hele den politiske højrefløj mener, at Tim Jensen ikke bør tildeles offentlige forskningsmidler.
Det er en tankegang som hører fascismen eller den østeuropæiske kommunisme til, og det er ganske overordentlig forfærdende at høre på. Den frie forskning er under pres, med Riis' bemærkninger nu også med kristelig begrundelse.
Tak for kaffe!
Mikael Rothstein
Lektor i religionshistorie, Københavns Universitet
Læs i morgen religionshistoriker Tim Jensens reaktion på Ricardt Riis' kritik.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende