Tim Jensen bør ikke få forskningsmidler

Det har fra forskellig side været kritiseret, at folketinget har bevilget penge til en udforskning af sammenhængen mellem islam og terrorisme, og at nogle folketingsmedlemmer samtidig har erklæret, at mange af de danske islamforskere er uegnede til at foretage denne forskning.

Den 12. december 2006 så jeg i Deadline på DR2 et interview med blandt andre religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet. Han er én af dem, der med navns nævnelse er blevet erklæret uegnet. Og indenfor to minutter havde han også givet mig hele to gode grunde til, at han bør være udelukket fra at modtage disse forskningsmidler.

Den ene begrundelse, jeg fik, forekom i interviewet i en ret beskåret udgave, men den kan let suppleres med en række svar givet her på religion.dk. Han hævdede, at når nogle mennesker, heraf vistnok nogle folketingsmedlemmer, påstod, at islam og islamisme i virkeligheden er det samme, så er han og andre forskere forpligtet på at nuancere det synspunkt.

Islamisme er en fortolkning af islam, og ikke alle muslimer er islamister. Læser man hans indlæg på religion.dk igennem, finder man ud af, at han vistnok mener, at enhver religion kan fortolkes nogenlunde vilkårligt i den retning, man måtte ønske det. Han skrev for eksempel engang i april 2005:

"Nogle af de store såkaldte skriftreligioner som islam, kristendom og jødedom, har eksempelvis forestillingen om, at guden også har givet nogle evigtgyldige bud, der skal være både moralske og juridiske love så at sige, og som skal gælde for enkelte og samfundet, og naturligvis er det derfor svært at sige, at noget sådant er fremmende for demokrati, hvor mennesket er lovgiver, og hvor alt er til diskussion i princippet. Og alligevel så skal alle disse skrifter tolkes af mennesker, og det bliver de, og dermed bliver det muligt at tolke sig frem også til en form for demokrati, men ikke altid lige nemt."

Her skærer han de tre religioner, islam, jødedom og kristendom, over én kam og mener, de har samme fortolkningsmæssige vanskeligheder ved at acceptere demokratiet. At han som religionsforsker ikke kender forskel på kristendom og islam, er egentlig besynderligt.

Vi teologer har ellers været meget flittige til at påpege, at indenfor kristendommen er loven ikke en frelsesvej, som den er det indenfor islam. Når Jesus i Matt. 7,12 citerer den gyldne regel "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" og tilføjer, "Sådan er loven og profeterne", så afslører han en lovforståelse, der er himmelvidt forskellig fra den jødiske og den muslimske, en lovforståelse, hvorefter mennesket tænkes at forstå og acceptere det, der skal gøres.

Så den kristne har langt lettere ved at fortolke sine helligtekster i demokratisk retning end muslimen.

Og derfor: Når jeg efterhånden ved en række lejligheder har kunnet konstatere, at Tim Jensen som religionsforsker ikke er i stand til at skelne mellem islam og kristendom, så har jeg ærlig talt ikke den store fidus til hans forskning.

Han synes grebet af den dille, som har grebet mange islamforskere: der må ikke siges noget ondt om islam, uden at der i samme åndedrag siges noget tilsvarende ondt om kristendommen. Men sådan er virkeligheden ikke. Virkeligheden er, som Geoffrey Cain påpegede det i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 12. december 2006, den, at det er muslimerne, der har problemer med terrorisme, ikke kristendom og jødedom.

Men Tim Jensen gav mig også en anden begrundelse for, at han var uegnet til forskning i forholdet mellem islam og terror. Han fortsatte nemlig med at sige nogenlunde følgende: "Og omvendt kan han [islamforskeren] jo også gå et skridt videre og sige: Jeg anser det forøvrigt for strategisk uheldigt [at regne islam og islamisme for ét og det samme], fordi vi i virkeligheden bakker om den fortolkning, som er islamisternes, og derved er vi med til at marginalisere de muslimer, som ikke er islamister. Det er politisk uklogt. Du kan sige, at det er at politisere, at man på den måde lægger nogle kvalificerede synspunkter frem i den offentlige debat og på den måde er med til at nuancere og kvalificere debatten."

Dette er næsten værre end det første. Allerede før man begynder sin forskning, sætter man grænser op for, hvad denne forskning må føre til. Men det er da imod al forsknings iboende fornuft. Selv mener han, at han er med til at nuancere og kvalificere debatten. Men det er så sandelig noget, man kan sætte et endog meget stort spørgsmålstegn ved.

Vi kristne er af en ret hårdhændet historieforskning blevet tvunget til at tage afstand fra store dele af vor kirkes historie. Skulle mon ikke muslimerne ved at møde en tilsvarende hårdhændet historieforskning kunne reagere på samme måde, så også de tog afstand fra store dele af islams historie?

Vi kristne er af en særdeles kritisk læsning af vor helligskrift blevet tvunget til at gå historisk-kritisk til værks, når vi læser Bibelen. Skulle mon ikke muslimer på samme måde evne at tage kritisk stilling til deres helligskrift? Utvivlsomt.

Men det vil naturligvis ikke ske, hvis alt, hvad de møder fra moderne, vesteuropæisk side, er en bovlam forskning som Tim Jensens, der på forhånd har afgjort, at man i hvert fald ikke vil nå frem til det resultat, at islam og islamisme er ét og det samme.

Tim Jensen tror, at en hårdhændet kritik af islam vil drive de moderate muslimer i armene på de rabiate. Men dels er dette ikke et videnskabeligt, men et højst politisk synspunkt, dels er det da lige så sandsynligt, at de vil blive drevet til at kritisere deres religion, som vi kristne har lært at kritisere vores.

Mona Eltahawy nævner i et indlæg fornylig på religion.dk ("Vi må kræve sharia tilbage") en sudaneser ved navn Abdullahi An-Naim, som et eksempel på én, der sådan virkelig for alvor forsøger at samtænke islam og demokrati. Hun citerer ham for i København fornylig at have sagt: "I need a secular state to be the kind of Muslim I need to be," (Jeg kan kun være den muslim, jeg gerne vil være, i en sekulær stat).

Men han er langt mere radikal end som så. Hans hovedtanke går ud på, at de åbenbaringer, Muhammed fik i Mekka (altså før han fik politisk magt), var det egentlige budskab, var de store og ædle principper for alt menneskeliv, mens de åbenbaringer, han fik i Medina (om diverse former for magtanvendelse) kun var så at sige midlertidige åbenbaringer, der skulle tjene til at få Mekka-budskabet udbredt.

Jeg er ikke sikker på, at disse tanker holder vand, men jeg kan i hvert fald se, at de ligger meget langt fra de tanker, som en række andre muslimer gør sig om deres situation. Men hvorfor skulle det ikke være ham, der fik vind i sejlene ved en velargumenteret religionskritik af islam, og ikke de rabiate muslimer?

Under alle omstændigheder: Vi har virkelig behov for at få foretaget en undersøgelse af, hvordan det kan være, at tilsyneladende ganske almindelige muslimer bliver grebet af terrorbevægelser. Hvorfor er dette, at en ung muslim begynder at tage sin religion alvorligt, ensbetydende med, at han bliver en potentiel terrorist, som vi skal holde øje med?

Men efter at have set Tim Jensen i Deadline har jeg set to gode begrundelse for at holde i hvert fald ham borte fra dette forskningsprojekt.

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst

Læs reaktioner fra religionshistorikerne Mikael Rothstein og Tim Jensen de kommende dage her på religion.dk