Gadejul i Etiopien

- Det er vanskeligt at fortælle, hvad jeg egentlig vil, for alt er bare mørkt. Jeg har ikke noget fremtidshåb. Alt er på en måde blokkeret. Men den dag, jeg ser, at der er et håb, vil måske blive den store dag i mit liv.

Sådan siger en ung fyr i bogen "Gateliv", skrevet af norske Odd Borgestrand. Fyren er ikke ene om at have opgivet håbet. I Addis Abeba, Etiopiens hovedstad, deler han skæbne med tusindvis af børn, unge og ældre, der lever på gaden. Det er umuligt at holde tal på, hvor mange mennesker, det drejer sig om, men angiveligt er det mindst 70.000, og mange mener, at tallet overstiger 100.000.

Fælles for alle disse mennesker er, at deres chancer for at ændre tilværelsen er minimale. Størstedelen af dem har ikke andre muligheder end gaden -- hvad enten det drejer sig om børn, der er blevet smidt ud hjemmefra, eller unge, som selv har valgt gaden i desperation.

Der er håb
Nogen af dem, der faktisk ønsker at give gadebørn håb, er unge mennesker fra den evangeliske kirke Mekane Yesus. De stiftede i 2000 organisationen
Hope For Children (HFC), der siden har vokset sig stor. I dag er der et omfattende arbejde for gadebørn, for eksempel skolegang som præventiv indsats, hjælp til uddannelse og arbejde, bespisning, lægehjælp og undervisning i hygiejne.

I anledning af julen, som etioperne ifølge ortodoks skik fejrer den 7. januar, har HFC de seneste år valgt også at holde en fest, hvor børn og unge fra gaden bliver inviteret.

For gadebørnene, der er vant til at blive betragtet med foragt og ligegyldighed, er det en stor begivenhed. Flere hundrede børn og unge dukker op til arrangementet, der har sin helt egen stemning. Glade sange og råb, blandet med lugten af mad og børn, der ikke har været i bad meget længe, og som dagligt roder i containere, fylder lokalet.

Servering på samlebånd
Mattias Kiel Nielsen, der er med i HFCs danske støttegruppe og til daglig studerer i Århus, var med til julefejringen i 2002. Om den fortæller han:

- Så vidt jeg husker, var der ialt cirka 1100, som deltog - både børn og voksne. Der var tale om en sand pilgrimsvandring med alt, hvad der kunne krybe og gå. Folk kom i en lind strøm fra alle hjørner af byen i løbet af hele eftermiddagen.

En så stor gruppe mennesker kræver en vis organisering, og det havde de frivillige og ansatte i HFC koordineret:

- Det foregik sådan lidt på samlebånd. Der blev lukket 3-400 ind ad gangen, som var det, der var plads til i den midlertidige kirkebygning, man havde lånt til formålet. Ugerne op til var der blevet delt invitationer ud på gader og stræder, og det var så adgangsbillet til festen, siger Mattias Kiel Nielsen.

Festlighederne indeholder altid både juleprædiken, julesange og et måltid "injerra wått" som er etiopernes nationalret, bestående af nogle syrlige pandekager med krydrede sovse til. Det er et sandt festmåltid for gadebørnene, der som regel må nøjes med at spise, hvad de finder eller kan tigge sig til.

Uden gadefolk ingen jul
Gennem denne form for julefejring ønsker HFC at pege på, at der er mulighed for et andet liv end det, børnene kender fra gaden.

Men for folkene i HFC har den årlige begivenhed også stor værdi i sig selv. Den etiopiske leder af HFC, Gizachew Ayka siger i et interview med Odd Borgestrand:

- Uden gadefolkene kan vi slet ikke fejre jul. Vi glæder os med dem, og de nyder det. Det er blevet en del af vores livsstil. Der er ikke mange andre, som husker dem i juletiden. Alle har travlt med at feste, men de her folk er jo altid på gaden. Også til jul. Vi vil vise, at de også kan tage del i juleglæden.