Spørgsmål:Da jeg med meget stor glæde har læst den parsiske
forfatter Rohinton Mistrys bøger, synes jeg, at det kunne være spændende at få mere at vide om parsismen.
Findes der en dansk "menighed"? Hvordan klarer menighederne i foreksempel Canada deres begravelsesritualer? Hvor vidt udbredt er religionen? Kan I evt. anbefale danske bøger eller artikler om emnet?
Jeg er ikke helt klar over, hvem i panelet jeg skal rette mine spørgsmål til, men jeg håber, at I kan hjælpe mig.
På forhånd tak.
Anne Mette Hansen
Svar:Jeg har ikke kendskab til eventuelle parsiske menigheder/grupper i Danmark og ejheller til evt. forskning i dem. Det samme gælder spørgsmålet om Canada.
Her kan jeg kun anbefale søgning på nettet. Se under parsere, parsisme, zoroastre og zoroastrisme og zarathustriere og zarathustrisme.
Jeg har på fornemmelsen, at der er svenske forskere, der har skrevet om parsere i Sverige. Hvad angår litteratur på dansk og andre sprog, så er det letteste at anskaffe Avesta - Den gamle iranske religions hellige skrifter, v. Kaj Barr og Jes Asmussen, udgivet i serien Verdensreligionernes hovedværker, Spektrum, 1997, hvor der både i indledningen og i en litteraturliste angives en pæn mængde litteratur.
Een af de fremmeste forskere på området, også nutidszarathustrisme, er Mary Boyce.
Med venlig hilsen
Tim Jensen