Helbredelse ved bøn

3) Gud helbreder også ikke-troende.
Ligesom Gud lader sin sol stå op over både onde og gode og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige, sådan lader han også sine helbredelsesundere sprede ud over alle mennesker, troende som vantro. De vantro opdager det bare ikke og takker derfor ikke Gud for det. Måske fordi de tager det som en selvfølge, måske fordi de hører til de mennesker, der ikke kan få Gud anbragt i deres verdensbillede.

4) Gud lader også troende mennesker blive ramt af sygdom.
Det ligger jo i, at Gud er den suveræne hersker over alle ting. Og det kommer også tydeligt frem i Kristus-begivenheden. Ja, sådan set bekender vi det hver søndag i trosbekendelsen.

Jeg husker endnu en nøddåb, jeg foretog på Horsens Sygehus for mange år siden. Det var en fortvivlet mor, jeg talte med inden dåben. Og dog syntes jeg, jeg kunne se, at hun fattede håb under første trosartikel. For den taler jo om Gud som den kærlige fader, der har al magt i himlen og på jorden. En sådan far kan da ikke nænne at tage det barn fra mig, som han har ladet mig bære frem til fødslen.

Men jeg fornemmede også, at den unge mor under anden trosartikel fik det helt ind under huden, at denne ceremoni altså ikke var nogen livsforsikring for hendes barn. Den Jesus, vi bekender vor tro på, er jo et menneske, der led og døde, altså et menneske, hvem det ikke gik, som han ønskede sig det. Det vil sige, Gud er en kærlig far og vil tilbedes som en sådan far, også om han tager barnet fra én. Og det kan være, han gør det. Det er livets vilkår, at vi ikke har styr på Gud.

Hvordan kan man svare ja til en sådan trosbekendelse? Man må vel svare med en trodsig tro, som den unge mor gjorde det. Og så må man bede endnu mere intenst, om dog ikke Gud vil forbarme sig.

5) I bønnen engagerer man sig i livet helt og fuldt.
Mange spørger, om det kan nytte at bede. Andre beder fordi det da ikke kan skade. Og jeg tvivler da ikke på, at Gud vil høre også på sådanne forsigtige sypigebønner. Men jeg kan nu ikke lade være med at sige, at hvis man spørger, om det kan nytte at bede, så véd man endnu ikke, hvad bøn er. Og hvis man skal have en lang teologisk forklaring, før man tør bede, så er man endnu ikke så langt ude, at man kan bede, altså rigtig bede, anråbe, ønske af sit inderste hjerte, og dog vide, at ønsket måske ikke opfyldes.

For Gud er suveræn, og om jeg trænger nok så hårdt ind på ham, om jeg frembringer nok så mange tårer, om jeg havde så stor en tro, så jeg kunne flytte bjerge, Gud kan jeg ikke råde over med en sådan tro, Gud er stadig større end mig, Gud kan stadig finde på at sende mig lidelse i stedet for forløsning. Og han vil alligevel være min Gud, være den, jeg skal påkalde som min kærlige far, være den, der vil mig det bedste.

Men hvorfor, spørger vi, hvorfor sender Gud mig lidelse? Hvorfor skal jeg ikke beholde min ægtefælle, mit barn, min ven?

Jeg tænker mig, at jeg vil blive bedre i stand til at svare på dette spørgsmål, når jeg i himlen hos Gud kan overse det hele, om det da bliver dèr, jeg ender. Og den tid er ikke kommet endnu. Her og nu må jeg nøjes med foreløbige svar, må nøjes med at se ‘som i et spejl, i en gåde', (1 Kor 13,12). Og det vil sige, her og nu må jeg nøjes med at elske livet med alle dets vanskeligheder og usikkerheder, takke ham hver søndag med sang og hver dag med bøn, fordi jeg stadig lever, fordi solen stadig er skøn, og bede til ham om frelse fra sygdom og nød, hvis den slags ting rammer mig eller mine.

Ricardt Riis, Horsens.