Din vilje ske!

Det skete for 5 år siden.

Kort før min sædvanlige efterårsferierejse til en lille græsk ø fik min voksne datter konstateret, at en svulst "ikke kunne betegnes som godartet".

Som enlig mor med to mindreårige børn -- og med dén diagnose -- så det alt andet end lyst ud -- både for datter og børnebørn, men med patientforeningens daværende råd fik vi arrangeret, som det bedste der kunne gøres, at operationen skulle foregå på Rigshospitalet.

Tanken om måske at skulle miste min datter var næsten ubærlig. Den fyldte min bevidsthed under rejsen til Symi (det hedder øen), først med fly til Rhodos og derefter med båd til den lille Ø, der tidligere -- ved diplomatisk snilde -- havde fungeret som kristen refugieø -- under tyrkisk herredømme og Islams fremmarch.

Det første, jeg gjorde, var at tage til det store kloster, Panormitis, for dér i kirken at opsøge den godt og vel legemsstore sølvklædte Ikón af Mikael -- Ærkeenglen -- Øens Skytsengel -- englenes hærfører -- herskeren over liv og død -- klædt i en rustning af sølv -- med sværdet i højre hånd -- med begge fødder -- vægtløst -- stående på en døende, liggende olding -- og med den døendes sjæl i venstre hånd -- så metallisk, så hård, så barsk -- men med et ansigt så blidt, at man næsten ikke kan fatte, det er samme person.

Jeg nåede lige at se kirkedøren blive låst før middagspausen, men en yngre græsk familie insisterede på at komme ind -- og jeg smuttede med.

Den græske familie sang og bad og læste, tændte vokslys, knælede, kyssede, foldede hænder, hængte offergaver. Det var intens bøn -- med alle midler.

Jeg var hjælpeløs og fortvivlet, vidste ikke hvad jeg skulle gøre, satte mig i en af "oldingestolene" over for den magtfulde Mikaels Ikón, og var fuldstændig klar over, at det var hans vilje -- Guds vilje -- der herskede.

"Hvordan kan jeg bøje mig for Guds vilje -- miste min datter -- og stadig elske Gud?"

Det fyldte mig fuldstændigt -- og jeg kunne ikke komme videre. Alligevel sagde det inden i mig: "Din vilje ske" -- hvordan jeg så end skulle kunne holde det ud.

Det var tid at forlade kirken.

Ikke et ord havde jeg sagt -- i hvert fald ikke højt -- men jeg var pjaskvåd i ansigtet -- og det gik op for mig, at det selvfølgelig var tårer.

På den nærliggende Taverna tog værten sig pænt af en nok temmelig miserabel turist.

Da jeg kom hjem blev min datter indlagt på Rigshospitalet. Biopsien, prøveudtagningen, blev studeret igen, og der kunne ikke påvises noget mistænkeligt, men for en sikkerheds skyld blev hun alligevel opereret -- uden komplikationer -- og der har ikke siden været problemer.

Kan tro og bøn helbrede?

Det ved jeg ikke, men blev jeg tvunget til et svar -- og mistede hovedet, hvis det var forkert -- ville jeg uden tøven sige: Ja.

Og, uden at være teolog, tror jeg, det er afgørende, at hengive sig helt til Guds vilje -- hvor meget ens egen end kæmper imod.

Så er bønnens ord måske ikke det vigtigste.

Fader vor, du som er i Himlene. Ske din vilje.

Med venlig hilsen

Arne Thomsen

Læs vores samling af svar fra Religionspanelet i LEKSIKALT: Tro og helbredelse