Nu vidste jeg, at jeg skulle dø

– Jeg nåede ikke at opfatte noget som helst, men for nogle år siden var en af mine forgængere, en polsk præst, blevet truet med en kniv på struben af en narkoman, som ville have penge. Så det røg igennem mit hoved, at det nok var en narkoman, der var kommet ind i kirken.

Først til allersidst, da han lå med alterbordet over sig og med sine blodige hænder forsøgte at tage sit ur af for at give det til overfaldsmanden, fandt han ud af, at det denne gang ikke var en af byens narkomaner. For overfaldsmanden truede ham nu til hverken at sige noget til hans forældre eller til politiet, inden han forsvandt. Og Dominique Tran kendte stemmen. Den tilhørte en af menighedens unge, en 17-årig, som i mange år var kommet og gået i præstegården. En af hans gamle konfirmander, der som barn i en periode også havde været kordreng – ministrant – ved kirken.

Den 17-årige blev anholdt kort efter og er siden idømt seks måneders fængsel for vold, hvoraf de fem blev gjort betinget. Dominique Tran har ikke talt med ham efter overfaldet, men håber på et tidspunkt at komme til det.

– Jeg beder for, at han må begynde et nyt og bedre liv, siger Dominique Tran.

I ugerne op til overfaldet havde han flere gange forsøgt at bringe den 17-årige tilbage på sporet, ud af den kriminalitet, han var på vej ind i. Det hele begyndte, da præsten fik stjålet sit dankort.

– For mig var der ingen tvivl om, at det måtte være ham, der havde stjålet det, fordi han havde adgang til huset. Da jeg ringede til ham, indrømmede han da også med det samme.

Den 17-årige havde forinden nået at hæve 5000 kroner på kortet.

– Jeg aftalte med ham, at han skulle komme hen i kirken. Jeg ville snakke med ham. Jeg ville ikke have, at han kom endnu længere ud i kriminalitet.

Men den 17-årige kom ikke. I stedet blev der siden trukket yderligere 4000 kroner på det stjålne kort, men efter en ny kontakt fik præsten nu dankortet tilbage og en aftale med den 17-årige om tilbagebetaling af det stjålne beløb i mindre månedlige afdrag. Da denne aftale imidlertid også blev brudt, følte Dominique Tran sig nødsaget til at inddrage forældrene, men aftenen før de alle skulle mødes, dukkede den 17-årige op og gik til skrifte hos præsten.

– Det var jeg selvfølgelig glad for, for meningen med et skriftemål er jo at bede Gud om tilgivelse. Først bagefter er det gået op for mig, at han nok troede, at han så kunne undgå, at forældrene blev involveret. Men det mente jeg stadig var nødvendigt for at hjælpe ham. Fordi han havde svigtet så mange gange.

Dagen efter skete overfaldet.

Det, der har chokeret Dominique Tran allermest, var dets voldsomme brutalitet.

– Han ramte mig på låret med et af slagene, men ellers slog han direkte efter hovedet, hvor jeg fik mindst fire eller fem slag. Derfor troede jeg også, at han ville dræbe mig.

De første nætter efter overfaldet var præget af frygt og søvnløshed.

– Jeg var bange for, at han ville vende tilbage, og var på et tidspunkt fristet til at give efter for et forslag fra nogle i min familie, som ville tage ud og give den 17-årige "en lærestreg", så snart de kunne komme til det. Så han ikke skulle finde på at gøre noget igen.

Dominique Tran nåede dog hurtigt til den erkendelse, at det blot ville gøre ondt værre.

– Det nyttede jo ikke noget at hævne sig, og det ville ikke give mig nogen beskyttelse. Men hvordan fik jeg ro i min sjæl? For frygten og angsten sad der endnu.

Svaret var at overgive sig til Gud.

– Jeg ved jo, at vore liv er i Guds hænder. Hvad så, tænkte jeg, hvis det værste sker, at han kommer igen og dræber mig? Jamen, det betyder jo ikke andet, end at jeg så går tilbage til Gud, som har givet mig livet. Da jeg først nåede til den erkendelse, begyndte solen at skinne igen, og jeg kunne sove roligt om natten. Frygten og angsten var forsvundet.

At vi skal tilgive, som Dominique Tran har tilgivet sin overfaldsmand, er der vægtige psykologiske og kristne bevæggrunde til.

– Hvis du ikke tilgiver, bliver det en byrde, som du selv skal slæbe med dig, men for mig er det allervigtigste, at hvis vi ikke selv tilgiver, kan vi ikke vente at få Guds tilgivelse. Det står jo klart i Bibelen.

At Gud allerede har tilgivet den 17-årige, er Dominique Tran ikke et øjeblik i tvivl om.

– Gud er den, der elsker, han er barmhjertig og den, der tilgiver. Det er hans væsen. Ligesom solen altid skinner, så har vi altid Guds tilgivelse, hvis vi vil tage imod den, men vi kan også vælge at lukke øjnene og trække gardinet for.

Dominique Tran er samtidig overbevist om, at Gud vender det onde til det gode.

– Jeg har siden oplevet Gud meget nær, og jeg har set, hvordan det har samlet menigheden. Også min familie har jeg nu fået en meget bedre kontakt til. Der har ellers været kold luft, og det har jeg bedt for måtte blive bedre, fordi vi alle har lidt under det. På den måde har Gud brugt overfaldet til at åbne menneskers hjerter.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

BÅDFLYGTNING FRA VIETNAM

Dominique - Duc Thanh - Tran kom til Danmark i 1980 som vietnamesisk bådflygtning. Han var da i gang med sin uddannelse til katolsk præst, som han herefter færdiggjorde i Belgien. Præsteviet 1986. Har arbejdet som præst i Vejle, Fredericia, Silkeborg, Haderslev, Tønder - og de sidste syv år i Viborg, Randers, Lemvig.

Dominique Tran voksede op i Saigon i det daværende Sydvietnam. Han ville være præst, så han kunne missionere blandt de mange isolerede mindretal i Vietnam, men det satte kommunisternes overtagelse en stopper for. Efter Vietnamkrigens afslutning flygtede mange vietnamesere. I 1979 toppede antallet af bådflygtninge med 200.000.

Fakta

BRUTAL VOLD

Den 17-årige overfaldsmand fik seks måneders fængsel, hvoraf fem blev gjort betinget. Han blev dømt for såkaldt "kvalificeret vold" efter Straffelovens paragraf 245, hvorefter "den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år".