Jeg er ikke 110 procent relativist

Det er glædeligt. Derfor er det også en skam, at RR til allersidst forfalder til, hvad jeg læser som et retorisk polemiserende kneb, når han først ønsker sig en "fortsat diskussion" og dernæst afslutter med et "Men det tør man vel ikke håbe på."

På trods af denne lidet indbydende afskedssalut og på trods af at jeg ganske enkelt har svært ved at finde tid til at svare også på dette indlæg fra RR, skal jeg i det følgende forholde mig til dele af det.

Men min tid forbyder mig ganske enkelt at gå detaljeret til værks, og det bliver samtidig kun enkelte dele af indlægget, jeg har tid at forholde mig til.

Når jeg siger, at islamisme er en fortolkning af islam, så mener jeg, at islamisme er én blandt flere måder at forstå, tænke og ville leve islam.

Islamisme er et samlebegreb, der skal omfatte et stort antal enkeltpersoner og en lang række af grupper, der alle forskelle til trods har det til fælles, at de ikke blot mener, at islam ideelt set udgør og bør udgøre et totalt betydnings- og handlingssystem, men også at dette totale system kan og bør konkretiseres i den enkeltes hele liv og i positive love i en (islamisk) stat.

Jeg kan kun gentage, at islamisme sådan set er én fortolkning af islam og ikke identisk med islam, og at dette fortsat forekommer mig noget nær et uomtvisteligt faktum. Islamistiske grupper og islamister kan udskilles fra andre grupper og andre muslimer, og enhver, der har øjne at se med og ører at lytte med, kan kaste et blik på verden i dag og konstatere, at ikke alle muslimer er islamister, og at der i øvrigt også er mange måder at være islamist på, både hvad angår fortolkning og praksis.

Sandt nok, de hårde fakta viser også, at islamisternes antal er vokset, men også, jf. bl.a. de forskellige arbejder af Olivier Roy, at diverse islamistiske projekter for længst er kuldsejlet, at islamismen er et dynamisk og mangfoldigt fænomen, og at islamisme i dag, historisk set, ikke kan være identisk med, hvad der måske har været af mere eller mindre lignende fortolkningsfælleskaber tidligere i historien.

Islam, set i dette ikke-normative perspektiv - kald det religionsvidenskabeligt, historisk, antropologisk, sociologisk - er den samlede sum af hvad mere eller mindre troende og praktiserende muslimer verden over, fra ca. 615 e.v.t. og til dags dato har gjort og gør islam til.

Radikalt sagt er der derfor lige så mange udgaver af islam, som der er muslimer. Heri adskiller islam sig ikke fra andre religioner og vice versa.

For en længere redegørelse for denne ikke-normative og ikke-tekstfikserede tilgang, som ikke altid falder i god jord hos de mange muslimer (der i lighed med en del mennesker i andre religioner har et normativt udgangspunkt og mener, at deres religion så at sige er guddommelig given, noget, der har en transhistorisk og indikutabel kerne og sandhed), må jeg henvise til tidligere nævnte lille artikel, "Mange muslimer, mange islamer" i bogen "Islam i bevægelse" fra 2003.

Jeg kan også kun gentage, at det må være en vigtig del af forskningens opgave at lægge resultater frem og gøre dem tilgængelige for offentligheden og politikere, der skal træffe beslutninger om det ene og det andet. Det må være en helt igennem respektabel praksis på denne måde at bidrage til en nuancering af, hvad der ellers ville fremstå som en indiskutabel og enkel sandhed. Hvad enten det gælder miljø, religion eller økonomi.

Islam så lidt som nogen anden religion kan reduceres til dens i øvrigt alt andet end entydige tekster eller til, hvad én gruppe af tilhængere vil gøre den til. Islam er ikke en monolit, og i dag som i går som i morgen kæmper muslimer om retten til at definere, hvad der er sand islam.

Jeg er ikke sikker på, at oplysning og atter mere oplysning kan frelse verden fra alverdens ulykker, men jeg ser ikke noget alternativ, og jeg kan ikke forstå, hvorfor samfundet og staten putter penge i uddannelse og forskning, hvis ikke fagligt og sagligt baseret viden tillægges betydning, og hvis ikke de vil lytte til, hvad forskere siger.

Endvidere er jeg ikke 110 % relativist. Jeg anser det for muligt at tale om noget, der ligner et faktum, og jeg mener, at det kan være problematisk at se bort fra fakta.

Som jeg læser den kristne teolog RR, og det han siger om såvel islam som kristendom og Luther, er det bl.a. her vandene skiller. RR går i modsætning til undertegnede normativt til værks og for ham, som for de allerfleste muslimer, er teksten desuden afgørende, og han mener samtidig, at der er én sand læsning af teksten. Være det sig den kristne eller muslimske. Der er en kerne eller essens i religionen, in casu islam og kristendom.

Således har Luther ikke fundet frem (eller tilbage) til den for RR bedste form for kristendom, men til den evige og eneste sandhed i den kristne religion, hvorimod fx katolske former for kristendom, pinsekristendomme, for ikke at tale om såkaldt fundamentalistiske kristendomsformer eller fortolkninger, herunder sådanne der bl.a. i USA har været populære blandt mennesker, der har begået vold, drab og terror "in the name of God," er at forstå som misforståelser, fejltolkninger, forkerte former for kristendom. Eller?

Forstår jeg RR ret, så mener han, at mens kernen i den kristne religion er den, som især Luther finder ind til (bl.a. ved at insistere på, at sandheden kan findes i den kristne grundtekst), en kerne, der ifølge RR rummer alle kim i sig til demokratiet, karakteristisk ved så at sige eksplicit afstandtagen til hvad RR kalder (jødisk eller islamisk) lovreligion, så er kernen i islam, hvad islamister siger den er.

Islamistiske terrorister eller selvmordsbombere er de muslimer, der er bedst i tråd med, hvad RR læser som den røde linje i islam, islam primært forstået som Koranen, og Koranen primært forstået som en tekst, der læses, en lovsamling med x antal guddommelige love eller forskrifter, der ikke står til diskussion.

Islamisterne, forstået som de enkeltpersoner og grupper, der forskellige steder i verden mener, at islam er en gudgiven størrelse, der rummer anvisninger på alt mellem himmel og jord, inkl. samfundet og staten, dvs. inkl. indretningen og styringen af "polis," det, der også kaldes politik, og som kæmper med alle (i RR's optik primært med militante) midler for at implementere islam som både religion og politisk ideologi i alverdens nationer, er altså dem, der har forstået islam bedst.

Islam er og bliver ifølge RR og islamister en lovreligion, og muslimer, der ikke deler islamisternes islamforståelse er undtagelserne, der bekræfter reglen. Og, eftersom disse muslimers fortolkninger, fx dem, der går i retning af, at demokrati og islam kan fungere sammen, og at menneskerettigheder kan gå hånd i hånd med islam på flere punkter, ligger langt fra den postulerede kerne i islam, så er sandsynligheden for, at de skal vinde gehør ringe.

Igen kan jeg kun sige, at så enkelt er det ikke: Uanset det faktum, at mange troende og praktiserende muslimer nu som før mener, at islam kan og bør forstås som et sæt af guddommelige anvisninger, vejledninger, forskrifter og love for, hvordan mennesket bedst indretter sig og lever et gudvelbehageligt liv, og at islam i denne forstand er noget evigt og gudgivent, som kan udledes af Koranen og ahadith ved hjælp af diverse fortolkningsmetoder og -- regler, være det sig af den enkelte læsende muslimske lægmand eller af en klasse af specialister, så er og bliver det et faktum, at muslimer ikke har været enige om, hvad guden, Allah, siger og mener helt præcist, og slet ikke når det kommer til den helt konkrete udmøntning af dette i fx den enkeltes liv og i den enkelte stat.

Koranen rummer en masse meget uklar tale fra guden, en masse udsagn, der modsiger hinanden, og selv hvis man fylder huller ud med hadith, kræves der fortolkning og regler for fortolkning, og diskussioner om alt dette og om, hvem der kan og må fortolke, fortsætter og fortsætter.

Konkret kan man eksempelvis også pege på, at man nok i Ægyptens grundlov siger, at den islamiske sharias principper skal udgøre hovedkilden for lovgivning, men at der altså er meget langt fra enighed om disse principper, og endnu mindre om deres udmøntning.

Der er altså meget langt fra denne erklæring til en virkelighed, hvor sharia konkret er udmøntet i lovene, og hvor den dømmende, udøvende og lovgivende magt er totalt prisgivet hard core islamister. Ligesom islamister ikke endnu udgør et flertal af muslimske grupperinger i verden, så udgør islamistiske stater fortsat et mindretal iblandt muslimske stater.

Det kunne tilføjes, også med tanke på RR's indlæg, at der er en lang og solid tradition for det synspunkt, at Allah har skabt mennesket med en forstand og evner, der bl.a. skal bruges til at fortolke gudens tale til mennesket.

At lægge nogle af disse (komplicerede) sager frem i offentligheden, at bidrage til at problematisere det ellers uproblematiske, ind i mellem tilmed at kunne pege på nogle fakta (fx at islam ikke er verdens største religion og heller ikke den hurtigst voksende, og at der ikke er mere end 200.000 = 3.8 % statistiske muslimer i Danmark) er ikke, hvad jeg forstår som at "tilfile (...) forskningsresultater af hensyn til dem [muslimerne]."

Sidstsagte leder mig over til næste punkt. RR skriver:

"Og jeg synes altså egentlig stadigvæk, at man godt kan spørge, om det vil være klogt at bevilge en masse penge til en forsker, for at han skal finde ud af, hvad sammenhængen mellem islam og islamisme er (specielt, hvis dette er identisk med spørgsmål A), hvis han på forhånd har resultatet rede: islam og islamisme er ikke det samme, dette er næsten en sandheden uden modifikationer."

Det var vist ikke lige sådan, det var. Det gjaldt forskning i forholdet mellem "ånden i islam og terrorisme," ikke de mange måder, hvorpå muslimer af islamistisk observans kommer fra islam til islamisme. Det kan naturligvis være et første skridt på vej mod terrorisme, men som antydet ovenfor er ikke alle islamister militante eller terrorister, to ‘ting', der i øvrigt heller ikke er identiske.

Men RR er desværre her igen ude i et lettere manipulerende ærinde: Han ved udmærket godt, at det solide forskningsbaserede udgangspunkt, dét, der siger, at islam ikke er identisk med islamisme og terrorisme, ikke forhindrer nogen forsker, end ikke undertegnede, i at forske i de faktiske og mulige forbindelser mellem islam og terror og mellem islamisme og terrorisme.

Jeg, så lidt som nogen anden forsker, der protesterede mod udmeldingen fra Dansk Folkeparti, er i tvivl om, at der er islamistiske terrorister, og at der er eksempler på hvordan, for nu at bruge RR's eksempel, nogle muslimer bliver mere og mere troende og praktiserende, måske hvad vi kan kalde mere og mere islamistiske, og på et tidspunkt også tilmed militante og terrorister.

Det er en lige så evident og banal sandhed, som at islam og islamisme og terrorisme ikke er identiske størrelser. Visse former for islam og islamisme udgør en trussel mod den måde, jeg ønsker at indrette mit samfund på og den måde, jeg ønsker at leve mit liv på. Og jeg mener tilmed, at der er grund til derudover at bekæmpe sådanne former for islam. Men det gør det ikke rigtigere eller klogere at gøre islam og islamisme til identiske størrelser.

Det forskningsmæssigt og politisk interessante er imidlertid også præcis at forsøge at kortlægge, hvad der i religion i almindelighed, men også i de forskellige religioner, herunder islam, i de forskellige individuelle menneskeliv og i de forskellige samfund og historiske situationer gør, at én troende og ikke en anden, på netop det og ikke et andet tidspunkt, i netop den og ikke en anden situation, bliver endnu mere troende, måske stærkt troende, måske fanatisk troende, måske radikal og til sidst måske tilmed militant og terrorist.

Hvilke faktorer, pyskiske, politiske, sociale og religiøse skal være til stede og i hvilket blandingsforhold?

Og, apropos hvad jeg har sagt om ikke-muslimers mulige roller i den forbindelse: Hvad betyder forældre, venner, medier, majoritetssamfund m.v. for en sådan udvikling? Hvad betyder det, hvis man hele tiden læser noget, der kan forstås som en generel mistænkeliggørelse af alle praktiserende muslimer og af islam i almindelighed?

Hvad betyder det for ens selvværd og identitetshævdelse, hvis man føler, at man bliver misforstået eller udgrænset, og hvad betyder det for ens forståelse af islam, hvis man fra både venner og fjender får at vide, at islam primært er den form for islam, som islamisterne prædiker?

Jeg må fastholde: Ja, historien og også nutiden har eksempler på, at unge muslimer bliver islamistiske terrorister, men RR kan ikke i fuldt alvor mene, at vi finder svaret på, hvorfor det sker i de enkelte tilfælde eller generelt ved at læse i Koranen?

Forhåbentlig bruger PET derfor også tiden på andet end at læse Koranen og holde øje med "ånden i islam."

Man skal selvfølgelig forske både i islam og terrorisme og i religion og terrorisme (og det sker jo allerede over alt i verden og også i Danmark), men det fører ikke til noget som helst fornuftigt og brugbart, hvis man ikke sætter religion generelt, islam, kristendom, jødedom, de specifikke kristne, muslimer, jøder etc. ind i ganske bestemte kontekster og i en større teoretisk og metodologisk ramme.

Med fare for igen at blive skældt ud for at lyde professoral eller lektoral vil jeg henvise til et par af de mange, mange fortrinlige værker, der er skrevet om nogle af de mange aspekter af det meget komplekse forhold mellem religion og terror og islam og terror, men jeg må tilføje, at der er mindst 20 andre, der burde nævnes, fx alle dem der omhandler fundamentalisme i al almindelighed.

Men interesserede kan finde frem til alle dissse via henvisninger i disse få:

Jonathan Peste: "Religion och terrorism," Studentlitteratur, Lund, 2003;

Mark Juergensmeyer: "Terror in the Mind of God," University of California Press, 2003 (2000);

Douglas Pratt: "Terrorism and Religious Fundamentalism. Prospects for a Predictive Paradigm," Marburg Journal of Religion, Vol. 11, no 1, June 2006.

Også bøger og artikler af Jan Hjärpe og Bruce Lincoln kan anbefales. Den af Pratt kan downloades og er et udmærket eksempel på, hvor kompliceret det er, men også på, hvordan en kompetent forsker, der ganske klart ikke udgår fra, at islam og islamisme er ét fedt, sagtens kan beskæftige sig kvalificeret med både religion og terrorisme og med islam og terrorisme.

Til slut blot en passant to ting: Når RR både i indledningen og afslutningen taler om, hvorvidt hans (teologiske) og min (religionshistoriske) syns- eller indfaldsvinkel skulle være det afgørende for forskelle i fortolkninger og synspunkter, ville det have været rart med en definition af disse to indfaldsvinkler, forskelle og ligheder. Men en sådan giver RR ikke, og jeg forbliver lidt konfunderet.

Jeg skal gerne ved en anden lejlighed skrive mere om, hvad der kan ligge i hhv. "teologi" og "religionshistorie" og "religionsvidenskab," men det vil føre for vidt her. Ovenfor har jeg antydet, at forskellen (i dette tilfælde, men ikke nødvendigvis generelt) synes at være den, at RR i modsætning til undertegnede forekommer at gå normativt til religion (kristendom og islam) og også lægger større vægt på de normative tekster, end jeg gør.

Hen mod slutningen skriver RR:

"Dog skal jo Tim Jensen være opmærksom på, at jeg nærmer mig sagen fra en teologisk synsvinkel, omend jeg måske hellere skulle sige: en historisk synsvinkel, hvorimod han har en religionsforskers briller på."

Her bliver jeg forvirret, for jeg synes ikke RR i sin tilgang er synderlig og slet ikke tilstrækkelig historisk.

At jeg i den tekst fra religion.dk, som RR henviser til, sammenligner ét eller flere forhold i religioner, herunder i skriftreligionerne islam, jødedom og kristendom, betyder ikke, at jeg gør dem til én og samme religion.

Sandt nok: Jeg ser dem alle som varianter over temaet eller fænomenet "religion," og jeg mener at kunne finde en del fælles træk eller ensartede fænomener på tværs af religioner. To ritualer, der ligner hinanden, er ikke nødvendigvis ens, men de kan begge klassificeres som ritualer.

Sammenlignende religionshistorie, dvs. det som jeg er uddannet i, er én af måderne, hvorpå det kan sikres, at guder ikke bliver til flertal af Gud. Så RR behøver ikke være nervøs. I øvrigt vil en læsning af de kapitler i diverse bøger jeg har skrevet om hhv. islam og kristendom kunne overbevise RR.

Det er ikke det samme, der står om de to religioner. Jeg skærer dem ikke over én kam og slår dem ikke i hartkorn; men det betyder ikke, at de ikke har noget til fælles, og at der ikke er noget i den ene, der ligner noget i den anden.

Dette bliver mit sidste ord i denne diskussion.