Spørgsmål:Til Aminah Tønnsen
Jeg vil gerne høre din mening om omskærelse af drenge som religiøst ritual. Muslimske og nogle jødiske forældre foranstalter operationer på deres drengebørns kønsdele.
Operationen udføres i Danmark formentlig under bedøvelse og går tit godt, men giver efterfølgende fysisk smerte. Den er medicinsk set helt unødvendig. Drengene er mutileret for livet p.gr.a deres forældres livssyn.
Bør det ikke være det voksne individs frie valg om dets krop skal forandres ved hjælp af kirurgi, når der ikke er sygdom tilstede ?
Med venlig hilsen
Kirsten Damgaard, psykolog
Svar:Omskærelse af drenge/mænd nævnes ikke i Koranen, men nævnes som hygiejneforskrift i hadith samlingerne sammen med brugen af tandstikker, rensning af næsen med vand, klipning af negle, fjernelse af hår under armhulerne, afvaskning af kønsdele efter toiletbesøg m.m.
Omskærelse betragtes ofte ganske fejlagtigt som en form for tegn på en persons religiøse tilhørsforhold el. religiøse identitet, men hører som sagt under Profetens sædvane og er derfor ikke obligatorisk for at være fuldgyldig muslim.
I de seneste 15-20 år har en del ikke-muslimer (heriblandt også nogle jøder) sat spørgsmålstegn ved forældres ret til at foretage et sådant indgreb på et sagesløst spædbarn/barn.
Eftersom omskæring ikke er obligatorisk, må det være op til det enkelte forældrepar at ransage deres samvittighed, opveje fordele og ulemper - og træffe en afgørelse.
Det er ikke en problemstilling, jeg har beskæftiget mig nærmere med - der er spørgsmål, som efter min opfattelse er langt vigtigere at studere og tage stilling til.
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen