Kirsten Kjærulff kommenterer |
29. april 2003
Forslag om nadverfællesskab - en dækningsløs check? Kirsten Kjærulff kommenterer protestanter og katolikkers syn på nadver
Spørgsmål:Kære redaktion
Det er med nogen forundring, at jeg læser indlægget i Kristeligt Dagblad d. 16/4 om nadverfællesskabet. Det der er det væsentlige i forskellen mellem opfattelsen ved nadveren, bliver slet ikke berørt.
Efter min opfattelse er det transsubstantiationen (lat.) forvandlingen, for katolikkerne, underet ved modtagelsen af brød og vin, der virkelig forvandles til legeme og blod, gennem guddommelig magt der er den egentlige anstødssten.
Det er et dogme vedtaget på Laterankonciliet 1215 og har siden været den officielle opfattelse i en Katolske kirke. Der er ingen katolik, der kan godtage den Lutherske nadveropfattelse, for en katolik vil en protestant/lutheraner altid være en frafalden.
Med venlig hilsen
Lone Gliese
stud.theol.
Svar:Kære Lone Gliese
Redaktionen har bedt mig om at supplere din kommentar om nadveren på baggrund af indlægget i KD d. 16/4 2003: "Lutheranerne presser på for fælles nadver".
Jeg kan kun give dig ret: Den væsentligste forskel mellem katolsk og protestantisk opfattelse af nadveren bliver slet ikke berørt i artiklen, som giver det indtryk, at det er en stivsindet og konservativ Pave, som ikke vil bøje sig for ønsket om fælles nadver.
Man glemmer to ting:
For det første er nadveropfattelsen i Den katolske Kirke - lige som dens teologi i det det hele taget - ikke noget, man kan ændre efter menneskeligt forgodtbefindende for at imødekomme pression eller nok så brændende ønsker "om den levende oplevelse af fællesskab i Jesus", som det hedder i indlægget KD.
Den katolske Kirkes lære er frugt af guddommelig åbenbaring og en guddommeligt inspireret tradition. Så Paven er ikke bare en gammel konservativ mand, men han er ganske enkelt loyal over for katolsk holdning til den apostoliske tradition.
Katolsk teologi er en teologi "fra oven" ("teokratisk"), mens den lutherske som princip er en teologi, som har mennesket som udgangspunkt: En teologi "fra neden" ("demokratisk") . Derfor har du ret i, at ingen katolik kan godtage den Lutherske nadveropfattelse, for så er han ikke længere katolik!
For det andet var det som bekendt Luther, der tog afstand fra den katolske nadveropfattelse - og ikke omvendt! Derfor synes jeg, det er for meget forlangt, at katolsk opfattelse nu skal bøje sig og gå på kompromis med det, som den opfatter som guddommeligt åbenbaret Sandhed, fordi lutheranerne har reduceret og beskåret det altomfattende mysterium, der ligger i den katolske nadveropfattelse.
Først og fremmest naturligvis Kristi levende nærvær i kød og blod (realpræsens) i kraft af Helligåndens virke ved præstens salvede hænder ( - og ikke som Luther mente i kraft af troens "kvalitet" hos modtageren!) Men ikke kun det:
Mon en lutheraner f. eks. er klar over, at den, der modtager den katolske nadver dermed også siger JA til HELE Kristi mystiske legeme, dvs. også til Den hellige katolske Kirke med pavedømme og helgener og alt det, som ifølge katolsk opfattelse hører med til De helliges Samfund? Hvis han er klar over, hvad han gør, er han i hvert fald utro mod sin egen Kirkes bekendelse!!
Er en lutheraner klar over, at det er en meget alvorlig synd, som kan være "dom og fortabelse", hvis man modtager Jesu legeme og blod i uværdig stand? (Det vil sige hvis man lever i synd og ikke forinden har modtaget absolutionen i boden sakramente?)
Protestanten vil måske protestere og sige: "Jamen for MIG betyder det noget andet. JEG tror på det og det". Her er vi ved problemets kerne:
Protestantens sandhedskriterium ligger i hans egen subjektive vurdering. Han vælger selv det ud, som han vil tro på, og forkaster resten.
Det er netop her den store forskel ligger: Katolikken tror, sandheden ligger uden for ham selv, i en guddommeligt åbenbaret objektiv Sandhed ("Gud er Gud, om alle land lå øde. Gud er Gud, om alle mand var døde").
Den katolske tro er ét sammenhængende hele. Man kan ikke plukke lidt her og der efter følelser og forgodtbefindende.
Derfor er forslag om nadverfællesskab mellem katolikker og protestanter at betegne som "dækningsløse checks", så længe der endnu består så vigtige forskelle i den teologiske opfattelse af nadveren.
Med venlig hilsen
Kirsten Kjærulff