Muhammeds forhold til vold

Svaret giver udtryk for panelistens holdning

Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

flexblock

Tema

Spørg om islam

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Aminah Tønnsen | 28. marts 2003

DEBAT: Mente Muhammed - i modsætning til andre religionsstiftere - at man kunne retfærdiggøre vold?

Spørgsmål:

Hej Aminah

Hvad var egentlig Muhammeds forhold til vold? Så vidt jeg kan forstå, så fungerede han jo selv som en slags hærfører i krigen mellem Medina og Mekka?

Det er min opfattelse, at de andre store relionsstiftere (Jesus, Buddha) var helt pacifistiske i deres indstilling. Kan det virkelig være rigtigt, at Muhammed adskiller sig her? Mente han, at man i visse tifælde kan refærdigøre vold?

Flemming

Svar:

Annonce

Kære Flemming

Islam betyder bl.a. fred og gudhengivelse, og for mig som muslim er der ingen tvivl om, at Profeten Muhammad har efterlevet de åbenbaringer, han modtog via ærkeenglen Gabriel - også når det gælder i forhold til de ikke-muslimske stammer i datidens Arabien.

Her er et kort uddrag fra min bog "Djihad - hellig krig eller vejen til fred?" fra 1996 (side 23-24):

Den mindre djihâd er en forsvarskrig - den eneste form for krig, Koranen tillader troende at føre. En forsvarskrig, der kan føres med mange forskellige våben, lige fra ord og pen til mere håndgribelige og dødbringende våben - alt efter, hvilke våben angriberen benytter sig af.

Den allertidligste tilladelse til at gribe til våben i selvforsvar blev givet i en åbenbaring, som Profeten Muhammad modtog kort efter udvandringen til Medina år 622 - dvs. efter at muslimerne i 12 år var blevet hånet, boycottet, forfulgt og tortureret af de hedenske mekkanere. Det pointeres i åbenbaringen (Koranen 22:39-41), at forsvaret skal ledes af en retfærdig, ydmyg og gudfrygtig leder, der uselvisk drager omsorg for samfundets svage og fattige og opretholder retfærdighed, lov og orden i landet. Retten til frit at kunne vælge at leve et liv i gudhengivelse må og skal forsvares.

Den angribende fjende omtales oftest som kafir/vantro (i betydningen gudsfornægter eller den, der - skønt troende af navn - i praksis ikke efterlever Guds Lov og f.eks. undlader at udvise omsorg for medmennesket eller er blasfemisk) eller som mushrik/afgudsdyrker. Enkelte gange er der tale om munâfikûn/hyklere, der kun er troende af navn, men ikke mener det af hjertet. Det tages altså for givet, at oprigtigt troende jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden indbyrdes.

Dette må nødvendigvis forstås som en opfordring til at leve op til vort ansvar som menneske, som Guds forvalter og stedfortræder på jorden, til at stræbe efter at respektere hinandens forskelligheder og skabe enhed i mangfoldigheden i stedet for at kives og strides om vore indbyrdes forskelligheder. Og eftersom Koranens opfordring til djihâd gælder alle troende - både jøder, kristne og muslimer - gælder pligten til at forhindre ødelæggelse af gudshuse naturligvis både moskéer, klostre, kirker og synagoger. Gud er interesseret i hele menneskehedens velfærd:

Koranen 2:251: Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville der herske kaos og ufred på jorden; men Guds nåde omfatter hele menneskeheden.

Koranen 22:39-41: Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet uret imod dem. Gud har visselig magt til at hjælpe alle dem, der uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: "Gud er vor Herre!" Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Gud hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og mægtig. (Tilladelsen gives til) dem, der - hvis Vi giver dem magt og myndighed på jorden - forretter bøn, giver almisse, påbyder det gode og forhindrer det onde. Den endelige dom er hos Gud.

Koranen 42:39-42: Gud belønner de undertrykte, der hjælper sig selv og forsvarer sig. Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de uretfærdige. Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og forsvarer sig, nogen skyld. Kun de er skyldige, der undertrykker og forfølger andre og lader hånt om lov og ret. En smertelig straf venter dem." (citat slut)

Når konflikter og krige vejes og bedømmes, vil der helt naturligt være forskel på, hvem af konfliktens parter, man spørger - ligegyldigt, om det er samtiden eller eftertiden, der stiller de kritiske spørgsmål. De, der af nogle opfattes som frihedskæmpere eller modstandsfolk, opfattes af andre som terrorister eller kyniske krigsmagere - og anderledes kan det ifølge sagens natur ikke være, fordi der netop et tale om to stridende parter med modsatrettede interesser.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock