Hvordan forholder ortodokse sig til pilgrimsvandring?

Spørgsmål:

Pilgrimstraditionerne er ved at blive genoplivet, i Norden såvel som hele Europa. Hvordan forholder man sig som ortodoks til dette?

Venlig hilsen

Elisabeth

Svar:

Kære Elisabeth

Pilgrimsvandringer er ikke et karakteristisk træk i Den Ortodokse Kirke. Der er naturligvis både Athos og Jerusalem, som trækker troende til sig. Men man kan ikke tale om særlige helligsteder i samme forstand, som man ser det i Vest: Peterskirken, Santiago de Compostela o.s.v. - Måske har det at gøre med fraværet af centralisme i ortodoksien. Det hellige sted er dér, hvor to eller tre er forsamlede i mit navn.

Det har i hvert fald at gøre med, at den ortodokst kristne rejse først og sidst er en "indre rejse". Dette er meget centralt og kan fx ses fremstillet i den kendte og populære bog "En russisk pilgrims beretninger".

Udgangspunktet i bogen er (titlen til trods) ikke, at den rejsende er på vej til ét eller andet særlig "helligt" sted. Der tages afsæt i et ønske om at kunne bede uden ophør, sådan som Hl Paulus tilråder. Og så udvikler resten af teksten pilgrimmens rejse ind i den særlige bøn, der kaldes Jesusbønnen, som igen er knyttet til den såkaldte hesychasme, en meget markant ortodoks, teologisk tradition, som er centreret om indre fred.

Man kunne også nærme sig spørgsmålet fra en anden vinkel, mere "udefra", og sige: Den afgørende, kristne bevægelse finder ikke sted i makro-geografien. Den finder sted, hver gang den troende bevæger sig ind i kirken og op mod Guds alter for at tage imod Kristus i den hellige nadver. Dér, i den lokale kirkes alter, er det hellige sted; og dér finder mødet med Gud først og fremmest sted.

Men så på den anden side: Der er i den ortodokse verden tradition for klostre som åndelige centre og for, at de troende besøger klostrene og for en tid, kortere eller længere, deltager i deres bøn. - Dét gør fx nærværende kommentator ganske ofte. Deltagelse i klostrenes regelmæssige bøn er et væsentligt element i mange ortodokse kristnes liv.

Pilgrimsvandringer indebærer ofte en vist mål af fysisk anstrengelse og ophold i naturen. Der er ingen tvivl om, at kroppen også har en vigtig plads i ortodoks kristendom, men igen: Dette udtrykkes i første række i selve gudstjenesten, hvor også kroppen har en liturgisk funktion. Og m.h.t. naturen peger ortodokse helgenberetninger snarest på, at det er de hellige, der influerer den omgivende natur (som de har trukket sig tilbage til) og ikke omvendt.

Med venlig hilsen
Poul Sebbelov,
ortodoks præst