Ricardt Riis |
11. marts 2003
Hvad adskiller katolikker og protestanter?
Spørgsmål:Hvad er forskellen på det, katolikker tror på, og det protestanter tror på?
hgv
Svar:Kære hgv!
Det spørgsmål, du stiller, er der skrevet tykke bøger om. Man har igen og igen gransket det, der skete ved det store kirkeskisma i 1500-tallet uden at kunne blive enige om ret meget, katolikker og lutheranere imellem.
Dog er det i sig selv glædeligt, at man nu igennem mange år dog har kunnet tale om forskellene. Så meget har man talt om dem, at man i fællesskab har udgivet Fællleserklæringen om retfærdiggørelse. Nogle siger, at denne erklæring mere udpensler forskellene, end den fastslår enigheden. Men igen: man forsøger dog at pejle sig ind på hinanden.
Fornylig skete der en anden glædelig ting, der måske ad åre kan føre til resultater. På en Luther-konference, der blev afholdt i Århus i januar, var en amerikansk professor Robert W. Jenson til stede. Han spurgte i et interview i Kristeligt Dagblad, hvorfor vi lutheranere egentlig ikke kunne gå med til at have paven som en slags kransekagefigur for hele kirken, altså også for dens lutherske del. Og selve det, at spørgsmålet kan stilles, er da sådan set glædeligt.
Men stadig er forskellene så store, at ingen kan svare upartisk. Det gjorde Kirsten Kjærulf ikke, og det gør jeg ikke.
Lad mig pege på nogle mere praktiske ting. De katolske præster må ikke gifte sig, og i de katolske lande findes der stadig mange munke og nonner, hvilket ikke er tilfældet i vores kirkeafdeling. Men disse praktiske forhold bunder i en forskel i teologi, eller måske snarere i teologisk grundholdning.
Luther mødte dagligdagens problemer med en besynderlig, for ham særegen resoluthed. For ham at se skulle et menneske møde hverdagen ud fra budskabet om syndernes forladelse. Godt nok var han middelalderlig på den måde, at han ligesom store dele af den daværende kirke anså kønsdriften for ond i sig selv; den var en direkte manifestation af synden.
Men hvor det i den øvrige middelalderkirke førte til en stadig kamp for at undertrykke kønsdriften hos præster og munke, så førte det hos Luther til det stik modsatte: det førte til, at han anbefalede præster og munke at gifte sig.
Hvorfor? Jo, for ifølge ham var ægteskabet det af Gud anbefalede remedium, der kunne holde kønsdriften i skak. Og derfor kan du ikke som munk eller præst bede Gud om hjælp imod kønsdriftens fristelser. Han vil selvfølgelig sige til dig: ‘Mærker du, at kønsdriften tager ved dig? Jamen, derigennem kan du se, at det er min mening med dig, at du skal gifte dig'. Altså, i stedet for en livslang, ofte forgæves kamp imod kønslivets fristelser, anbefaler Luther, at man så at sige giver efter for dem ved at gifte sig. Er kønsdriften da ikke stadig synd for ham? Jo, men han tænker sig, at man resolut lever glad og lykkelig på sine synders forladelse.
Vel har vi ikke længere den opfattelse af kønsdriften, at den er udslag af det onde selv, men Luthers resoluthed er dog stadig til stede i vor kirke. Vi kan ikke leve syndfrit, ja, vi kan måske endda ikke bevæge os hen imod at leve syndfrit, men vi kan leve et glad og gavnligt liv på vore synders forladelse.
Venlig hilsen
Ricardt Riis
Spørgsmålet er tidligere besvaret fra katolsk side af Kirsten Kjærulff. Se henvisningen nedenfor.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk