Det kulturelle mærke på kroppen. Af Mehmit Ümit Necef

Isaacs påpeger, at mobilitet mellem grupperne, uanset om det er gennem blandede ægteskaber eller andre måder, afhænger stærkt af graden af de fysiske forskelle mellem dem. Selv om alle andre forhold kan gøres lige, ville det fysiske udseende i sig selv blive tilbage som en barriere til højere status og et nyt tilhørsforhold.

Det er netop her, mener Isaacs, omskæringen gør sin entre: Grupper uden fysiske træk, der gør dem anderledes fra de omgivende grupper, har bevidst skabt sådanne. Som eksempler nævner han praksis som omskæring, tatovering, ridsning på huden (skarifikation), piercing eller andre former for forandringer på næsen, ørerne, tungen, læberne m.m. Sådanne forandringer på kroppen kan bruges som markører, der skelner mellem dem, der er med eller uden for gruppen.

Ligeledes mener moderne bibelforskere, at det først var i eksilet i Babylon, at omskærelsen, i lighed med sabbatten, fik en fremtrædende plads i den jødiske religion. Ved at overholde omskærelsen og sabbatten bevarede jøderne deres etniske særpræg og udskilte sig fra babylonierne og assyrerne.

Det står godt nok i Det Gamle Testamente, at traditionen stammer fra Abraham, noget, muslimerne også påstår, men man mener, at tekster som Første Mosebog 17, hvor omskærelsen nævnes, sandsynligvis er påvirket af eksilets syn på omskærelsen som det »officielle pagtstegn«.

Hvad står der egentlig i Første Mosebog? Jeg vil citere et stykke: »Derpå sagde Gud til Abraham: »Men du på din side skal holde min pagt, du og dit afkom efter dig fra slægt til slægt; og dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og eder, at alt af mandkøn hos eder skal omskæres. I skal omskæres på eders forhud, det skal være et pagtstegn mellem mig og eder; otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos eder i alle kommende slægter, både de hjemmefødte trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit afkom; omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min pagt på eders legeme skal være en evig pagt! Men de uomskårne mænd, der ikke ottendedagen omskæres på forhuden, de skal udryddes af deres folk; de har brudt min pagt!«« Med andre ord har omskærelsen været en meget seriøs sag for jøderne. En uomskåret jødisk dreng har været utænkelig, og en af de mest kendte af dem er kristendommens grundlægger, Jesus: »Da otte dage var omme, og drengen skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som Englen havde kaldt ham, før han var blevet til i moders liv«. (Lukas-evangeliet).

Hvor vigtig omskærelsen var for jøder, fremgår også af det faktum, at striden om, hvorvidt en kristen bør være omskåret, var lige ved at skabe splid i kristendommen i dens begyndelse. De første kristne, der var jøder, fandt det naturligt at overholde omskærelsen, men da kristendommen blev udbredt blandt ikke-jøder, opstod der en strid om, hvorvidt de hedninger, der antog kristendommen, var forpligtede til også at lade sig omskære.

Det såkaldte apostelmøde i Jerusalem traf den afgørelse, at omskærelsen ikke var obligatorisk for de såkaldte hedningekristne: »Ved ankomsten til Jerusalem blev de [Peter og Jakob] modtaget af menigheden og apostlene og de ældste og aflagde deres beretning om, hvad Gud havde udrettet gennem dem. Derpå var der nogle troende fra farisæerpartiet, der bad om ordet og sagde, at man måtte lade disse folk omskære og pålægge dem at leve efter Moseloven. Apostlene og de ældste holdt derefter møde for at se på denne sag, og meningerne stod skarpt over for hinanden. Da rejste Peter sig og sagde: »Gud gjorde ikke på nogen måde forskel mellem os og dem, for han rensede deres hjerter ved troen. Hvorfor udfordrer I da nu Gud ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, et åg, som hverken vi eller forfædrene har haft kræfter til at bære?«

Derefter blev Paulus og Barnabas sendt til Antiokia med et brev, hvor der stod: »Helligånden og vi har vedtaget ikke at pålægge jer anden byrde end den strengt nødvendige«. (Apostlenes gerninger). Og omskærelsen tilhørte den sidste kategori, og så slap blandt andre danske drenge for at blive omskåret.

I dette tilfælde har vi et eksempel på, hvordan man nogle gange ikke ønsker at distancere sig fra andre folkeslag, men tværtimod ønsker at forenes med dem eller inkorporere dem i sit fællesskab. I lighed med andre grupper har de kristne senere hen også skabt deres egne måder, hvorpå de kunne distancere sig fra de andre.

På det punkt er muslimerne gået meget radikalt til værks og har opført sig urokkeligt: Alle muslimer fra Marokko til Indonesien, uanset baggrund, får deres drenge omskåret.

Koranen, muslimernes hellige bog, omtaler ikke omskærelsen. Det er også derfor, omskærelse hedder »sünnet« på tyrkisk, d.v.s. er en tradition fra profeten Mohammed. Mohammed skulle have sagt, at omskærelse var en god ting, og denne praksis er efterhånden blevet et påbud.

På arabisk understreger man den hygiejniske side af traditionen og kalder omskærelsen tuhur, som kan oversættes til katarsis (renselse) i den kristne tradition.

At være omskåret er traditionelt blevet betragtet som en uadskillelig del af at være muslim, ikke kun af muslimerne selv, men også af andre. Det er derfor, Shakespeare kunne skrive Othellos afsluttende replik således: »Da en ond turbannet tyrk slog en venetianer i Aleppo, og talte ilde om Venezias råd, da greb jeg den omskårne hund i struben og slog ham sådan [han stikker sig selv ned]« (V. akt, 2. scene).

Et multikulturelt samfund kan fungere uden store problemer, hvis der er en række overordnede principper, som alle respekterer eller tvinges til at respektere ved statsmagtens indgriben. I denne sammenhæng bør princippet være at respektere kroppens integritet. Med andre ord må ingen indgreb i et menneskes krop under et religiøst eller kulturelt rituel skabe langvarige lidelser og dysfunktion af kroppens normale funktioner. Da omskæring af drenge, ikke skaber sådanne negative konsekvenser, må vi nok lade Jesu og andre jødiske - og for ikke at glemme de muslimske - drenges tissemænd være i fred.

Mehmet Ümit Necef,

kultursociolog,

Center for Mellemøststudier,

Syddansk Universitet