Af Flemming Chr. Nielsen |
14. november 2002
OMSKÆRING: De mange ophidsede politikere,der nu tordner mod somalisk omskæring af pigebørn, vil fortsat lade rabbinere svinge kniven med henvisning til ældgamle traditioner
Kan man gradbøje lemlæstelse, og findes der grader af forbrydelse, når det drejer sig om mishandling af småbørn? Antages det ikke, at vi alle er skabt i Guds billede, og hvordan går det da til, at jødedommen mener det formålstjenligt at forbedre på gudsbilledet?
Måske er det vanen og den dårlige samvittighed over holocaust, som er skyld i, at vi lukker øjnene, når kniven maltrakterer jødiske smådrenge. Vi protesterer i alt fald ikke, men det ville vi omgående gøre, hvis der fandtes en sekt, som mente det formålstjenligt for eksempel at afhugge blommen på de troendes tommelfingre, inden de selv kunne tage stilling. Den slags kalder man børnemishandling.
I stedet syder det politiske liv - og med rette - af forargelse over omskærelse af småpiger fra en anden kulturkreds. Det kaldes - stadig med rette - en forbrydelse at omskære de værgeløse, men begribeligvis må man undre sig over, at forargelsen først opstår og griber til handling nu. Kan det hænge sammen med et almindeligt og accelererende misnøje over, at der her i landet pludselig bor folk, vi i særlig grad opfatter som barbarer og vandaler?
Sagt relativt direkte, for vi befinder os stadig på det følsomme område, der hedder tradition og religion, hvordan går det da til, at ophidsede politikere fra hele spektret nu kappes om at udtrykke humane idealer i forhold til indvandrere fra eksempelvis Sudan, men ikke tør lade en kommende lov omfatte et forbud mod jødisk omskærelse af drengebørn?
Modargumentet er formentlig, at det ene ikke gør så ondt som det andet og ikke fører til varige mén, og at der endda er mandlige europæere, som af sundhedsmæssige grunde har udsat sig for omskærelse. Men ikke-reversibel mishandling af sagesløse børn er det immervæk. Hvis man ikke agerer med absolut hygiejne, risikerer man endda at overføre smitsomme sygdomme som tuberkulose. I andre tilfælde er lovene indrettet, så de graduerer forbrydelsens grovhed: tre måneder for dit, syv år for dat, men i ingen anden sammenhæng anerkender vi i Danmark en lov, der gør det komplet straffrit at mishandle et barn med henvisning til sin religion eller sin personlige egenart. Det er forbudt for en pædagog at stikke en knægt en lussing og for en far at låse pigen inde på pulterkammeret. Hvis det opdages, mister pædagogen omgående sit job, og han kan ikke samle sympati hos nogen. Faderen mister sit barn og kan ikke undskylde sig med, at han ikke havde andre muligheder. Men rabbineren må gerne svinge kniven med henvisning til ældgamle traditioner, der dog ikke er så gamle, at de gjaldt, da jødefolket levede i Egypten.
Omskærelsen blev først kendt efter indvandringen i Kana´ans land, og oprindeligt stod den slet ikke i forbindelse med fødslen, men med kønsmodningen og indgåelse af ægteskab. Og i den sidste situation var det principielt brudgommens ret at sige nej. Det havde uhyre sociale og menneskelige konsekvenser for ham, og han fik ikke den pige, han måske elskede, men det var dog teoretisk et spørgsmål om personlig stillingtagen.
Folketinget har altså påført sig selv en vældig varm politisk kartoffel. Hvis loven om forbud mod omskærelse af piger vedtages, har man for første gang i nyere dansk retshistorie indrettet paragrafferne, så de ligner en fej accept af visse former for mishandling, men hovsa-forbud mod andre. Stiltiende har man også accepteret, at et kirurgisk indgreb på den jødiske religions vegne fortsat kan udføres af en lægmand. Vi har regler for tato-vering af mindreårige, for umyndiges ringe i ører, næse, mund og navle, men hvad angår den jødiske indvielse af menighedens nyfødte drenge stoler vi på, at det ikke gør ondt, at det ikke gør skade, og at det alt i alt er harmløst.
Præcis, hvad pædagogen og den straffende far ville fremføre til deres forsvar. Og hvis det ikke er skræmmende nok, kan man forestille sig selv i offerets situation. Politikere og andre godtfolk ville uden tøven svare nej tak. I et samfund, der roser sig af humanitet og frihed, har hverken den ene eller anden form for børnemishandling nogen ret til at fremture. Gud har efter sigende skabt os i sit eget billede. Må vi da ikke acceptere skabningen, som den er?
Flemming Chr. Nielsen er journalist og forfatter
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk