Supplerende svar i debatten om nærdødsoplevelser og betydningen af åndelig erfaring:

Kære Ulla Bruun

I sommer deltog jeg i en retræte med jesuittermunken William Johnston, der er professor i Japan og åndelig vejleder for mange. Måske kender du hans bog "Oplyst af kærlighed", der er udgivet på Niels Steensens forlag.

På et tidspunkt fik vi mulighed for at lægge spørgsmål til ham, som han besvarede på retrætens sidste dag. Jeg beskrev en af mine uforklarlige oplevelser og spurgte ham, hvordan han ville fortolke den. Hans svar var kort og lød således:

- Nogle mennesker har dens slags oplevelser. Tak Vorherre for din oplevelse, men hæft dig ikke for meget ved den.

Jeg læser for tiden en bog af Thomas Keating, som hedder "Open Heart, Open Mind. The Contemplative Dimension of the Gospel". Han skriver blandt andet således om åndelige oplevelser:

- Den kristne tradition har vedvarende givet det råd, at man skal undgå usædvanlige gaver så meget som muligt, fordi det er vanskeligt at forblive ydmyg, når man har dem. Erfaringen viser, at jo mere usædvanlige gaverne er, desto vanskeligere er det at gøre sig fri af dem. Det er let at få skjult tilfredsstillelse I det faktum, at Gud giver dig særlige gaver. Især når de er tydelige for andre.

Du har haft en usædvanlig og uforklarlig oplevelse. Den har rustet dig mod en krise og forandret dit liv på en meget god måde. Tak Gud for oplevelsen, men gør dig ikke afhængig af at få andre menneskers syn på den. Oplevelsen er din helt personligt.

Venlig hilsen

Else Marie Kjerkegaard