Termen multi

Svaret giver udtryk for panelistens holdning

Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

flexblock

Tema

Spørg om etik

Etikkens historie

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Hans Hauge | 2. oktober 2002

Er der risiko for at misbruge udtrykkene "multi-etnisk", "multi-religiøsitet", "multi-kultur", m.v.?

Spørgsmål:

Kære Hans Hauge

Jeg har fornylig været vært på et sommerkursus på Ry Højskole, der omhandlede Kulturmøde. En af deltagerne fra kurset sendte mig et oplæg, som du har skrevet i forbindelse med et foredrag for de frivillige socialarbejdere inden for Søllerød Kommune. Jeg synes, det var et interessant oplæg, og langt hen ad vejen er jeg enig med dig i dine påstande, men jeg har et fundamentalt problem med termen "multi".

Du skriver: "Det er et faktum, at Danmark er multikulturelt, multietnisk og multireligiøst". Jeg er ikke enig. Det er en påstand, som kan appliceres på f.eks. Canada, men for mig er Danmark ikke endnu blevet "multi-", og slet ikke når det gælder religioner.

Ordet "multi-" bruges i Canada til at beskrive det faktum, at Canada er et samfund, hvor alle de mange kulturer, religioner og etniske minoriteter har samme vilkår, rettigheder og udfoldelsesmuligheder inden for samfundets overordnede love. Det vil sige, at muslimer f.eks. har lige så megen ret til at udfolde deres tro (hvilket indebærer muslimske gravpladser og moskeer) som kristne og buddhister har det.

Annonce

Sådan forholder det sig ikke i Danmark endnu, og derfor er Danmark ikke multireligiøst, for de anerkendte trosretninger har netop ikke samme rettigheder (muslimer må stadig begraves uden for Danmark, hvis de vil begraves i indviet jord, og der er ikke skyggen af en moske).

Et andet fundamentalt problem i forhold til 'det multireligiøse' er at finde i det forhold, at stat og kirke principielt ikke er adskilt i Danmark.

Den Danske Folkekirke har sin egen paragraf i grundloven, og selv om Danmark i praksis fungerer som et sekulariseret samfund, er det stadig yderst problematisk med termen multireliøst at hævde, at alle trossamfund er ligestillede i Danmark. Danmark er i sin 'forfatning' konstitueret som et kristent samfund.

Angående termen "multikulturelt" er jeg for så vidt enig med dig.

Jeg har aldrig forstået, hvad ordet kultur dækker, og hvis det overhovedet har nogen mening, så tror jeg mere på kultur som et individuelt end som et gruppe- eller etnisk fænomen.

Derfor mener jeg også, at Danmark principielt altid har været et multikulturelt samfund. Hvis man dog alligevel skal forsøge at definere kultur, så er det vel i høj grad knyttet til størrelser som tradition, sprog og historie.

Fænomener som det danske sprog, helligdage, det danske flag, kongerækken demokratiet som styreform er vel mere danske, end de er pakistanske, italienske eller brasilianske?

Jeg ved godt, at alle de nævnte ting er mere eller mere importerede eller tillempede fænomer og ikke noget som autonomt kan ses som udelukkende danske, men pointen er bare, at meget af det, som (måske) kan betegnes som kultur i Danmark ikke egentligt er multikulturelt i ordets mest brede forstand, men mere et udtryk for en monokultur, som især var fremherskende omrking Grundtvigs og nationalstatens tid.

Hvad angår multietnisk, så forstår jeg ikke påstanden: "Jeg kan vælge at være kineser, og så er jeg det"!

I stedet for at bruge "multi-" vil jeg foreslå dig termen "fler-".

For mig at se er det langt mere korrekt at betegne Danmark som lerkulturelt, flerreliøst og fleretnisk, idet ordet "fler-" netop ikke betyder, at elementerne er sidestillede og har samme muligheder og rettigheder på samfundsplan.

I stedet betegner "fler-" bare, at der findes mere end én, men det betegner ikke noget om statusforhold. Derfor er flerkulturelt en mere præcis betegnelse for Danmarks situation i øjeblikket.

Måske synes du, at ovenstående er ukorrekt og noget pjat. Hvis det er tilfældet kunne det være sjovt og interessant at høre noget mere om dit syn på sagen.

Fler-venlige hilsner

Maria Faarvang

Svar:

Kære Maria Faarvang

Når jeg siger, at Danmark er multikulturelt, multireligiøst og multietnisk, er det, fordi mange siger det. Det kan man altså ikke være uenig i, at nogen siger, men min pointe er, at om det er tilfældet eller ej, ikke kan afgøres ved at henvise til fakta.
I Politiken kunne man ved nytårstide i et tillæg om islam læse, at Danmark er multietnisk, fordi der er 180.000 muslimer. Hvorfor skulle en stor gruppe, som man mener har en bestemt religion, gøre Danmark multietnisk?

Er der ikke vantro muslimer i blandt dem? En religion er heller ikke en etnisk betegnelse. Tilstedeværelsen af disse muslimer ville vel snarere gøre Danmark til et land med to religioner og to kulturer. Dertil kommer, at mange danskere vil have sig frabedt, at de skulle være religiøse.

De sidste undersøgelser siger jo, at de fleste danskere ganske enkelt ikke bryder sig om religion. Hvad så med kirken og Grundloven, som du nævner? De betyder kun, at staten er kristen, men det kan den være uden, at samfundet er det.

Min pointe er da blot den, at når man bruger disse betegnelser med multi (altså fler-) sat foran, beskriver man ikke noget foreliggende.

Hvordan i al verden kan man tælle religiøse? Både socialisme, nationalisme og humanisme betragtes som religioner af religionsforskere. Skal de tælles med?

Kulturer hverken kan eller må tælles; derfor taler om man multikulturer.

Det er nemlig politisk farligt, hvis der kun er to kulturer. For at gentage: Multikultur beskriver ikke en tilstand.

Derfor kan man, som du gør, sige, at Danmark altid har været multikulturelt, multireligiøst og multietnisk. Ronald Takaki har skevet en meget populær historie om det multikulturelle Amerika, fordi tidligere historier om landet var monokulturelle. Det samme kan gøres med Danmark.

Du kan ikke forstå, hvordan man kan vælge at være 'kineser', som jeg sagde. Hvorfor skulle man ikke kunne det? Hvis jeg flyttede til Taiwan, ville jeg synge på kinesisk: Til et folk de alle høre som sig regne selv dertil.

Nationalitet, religion, etnicitet er noget man vælger. Det er ikke skæbne. Jeg kan vælge at være muslim, og næste år kan jeg, hvis jeg vil, vælge at blive buddhist eller jøde. Men jeg tror ikke jeg vil, selvom det kunne være sjovt at få nogle andre rettigheder en gang imellem.

Hvis jeg valgte at blive muslim, skulle det være for at prøve at være fremmed, og det prøver jeg ellers kun, når jeg er på rejse.

Med venlig hilsen

Hans Hauge

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock