| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
Tanken om ondskab som fravær kommer simpelthen til kort over for Holocaust, mener cand.theol. Nana Hauge
Hvad er ondskab for en størrelse - jeg tænker især på Holocaust? Hvordan forklarer kristendommen og jødedommen ondskab?
Britta
Svar:
I både kristen og jødisk tradition har man typisk forklaret ondskabens oprindelse med beretningen om syndefaldet.
Ifølge syndefaldsberetningen kommer synd og det dertil hørende onde ind i verden, fordi mennesket er ulydigt mod Gud.
Ondskabens oprindelse er ifølge syndefaldsberetningen et resultat af menneskets egenrådighed i forhold til Gud og ondskab grunder således i menneskets trang til at følge sin egen indskydelse frem for det, der er Guds vilje med mennesket.
Når ondskab finder sted, er det i kristen tankegang, fordi mennesket vender sig bort fra det gode, nemlig Gud.
Verdens ondskab er således et resultat af gudløshed.
Det er værd at bemærke, at dette syn på ondskaben som fravær ikke forsvinder med sekulariseringen. I moderne tankegang betragter man således typisk ondskab som fravær af indsigt eller som følge af andre forhold, som den enkelte ikke kan holdes ansvarlig for, for eksempel en dårlig barndom eller et ondt samfund.
Overfor tanken om ondskab som fravær eller mangel står imidlertid tanken om den radikale ondskab, en ondskab som mange tænkere har ment kom til udtryk med Holocaust.
Overfor de rædsler, der fandt sted her, kom tanken om ondskab som fravær simpelthen til kort. Det var ikke mangel på indsigt eller en dårlig barndom, der fik nazisterne til næsten at udrydde jøderne.
I forhold til talen om ondskaben som fravær, var her tale om en lang mere total form for ondskab.
Nana Hauge
Cand. theol.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende