Lad Gud overvælde dig

Jeg møder ofte udtrykket, at man skal være "gudfrygtig".

Men jeg tumler meget med ordet, for i min kristendom har jeg ikke en Gud, jeg skal frygte, men en Gud, som giver kærlighed og mod.

Hvorfor skal man frygte Gud? Eller betyder det noget helt andet?

Venlig Hilsen
Kirsten

Svar:

Kære Kirsten

Gudsfrygt (det græske 'eusebeia') i Ny Testamente et ord med forskellige betydningsnuancer, men kernen handler om ærefrygt.

Sådan er ordet oversat, når det beskriver relationen til et menneske, f.eks. en konge eller regent. Eksempler på dette i forholdet til Gud er Åb. 14,7 og Åb. 15,4, hvor opfordringen til at frygte Gud står parallelt med opfordringen til at ære Gud. Og ligeledes i Hebr 12,28, hvor der opfordres til at "tjene Gud...i gudsfrygt og ærefrygt".

Ærefrygt i forhold til Gud er ikke passiv, men aktiv.

Det handler om indre attitude men også om en livsførelse, der ærer Gud ved at sætte ham først og leve i hans vilje.

Den gudfrygtiges lydighed er ikke motiveret af frygt for Guds straf, men af kærlighed til Gud. Jf. Sl. 112,1: "Lykkelig den der frygter Herren og elsker hans bud højt".

Det hebraiske sprog anvender ofte bindeordet "og" som et forklarende "og", dvs. der tales ikke om to forskellige ting, men det andet led udfolder en side af det første led.

I det lys kan også de følgende eksempler tolkes.

Gudsfrygt forbindes med at følge Guds ord i Sl 119,63: "Jeg er ven med alle som frygter dig og som holder dine forordninger". I Josua 24,14 sidestilles det at tjene Gud med at frygte Gud: "Frygt nu Herren, og tjen ham i oprigtighed og trofasthed". Jf. 2 Sam 23,2 hvor gudsfrygt og retfærdighed står parallelt:"Den der hersker retfærdigt..., den der hersker i gudsfrygt, er som daggryet".

Sagt på en anden måde: Den gudfrygtige er overvældet af Gud, hans storhed, almagt, kærlighed, barmhjertighed, sandhed - og præges af Gud i stort og i småt, i det synlige og i det skjulte.

Gudsfrygt er altså snarere at være overvældet af Guds virkelighed, frem for at være bange for Guds virkelighed. Derfor siges det også om Guds tjener (i den kristne tradition tolket om den kommende messias, Kristus): "Han lever og ånder i frygt for Herren" (Es. 11,3).

I Ny Testamente hedder det om Jesus: "Han blev bønhørt for sin gudsfrygt" (Hebr 5,7). Jesus havde som Guds Søn ingen grund til at frygte Gud i betydningen at være ræd eller bange for Gud. han kaldte Gud for 'abba', far.

Nu er der imidlertid også erfaringer i biblen af egentlig frygt og bæven i mødet med Gud, men det er menneskers spontane reaktion, når de møder Gud i en direkte åbenbaring af hans svimlende storhed og majestæt.

Selv apostlen Johannes, som havde ligget ved Jesu side skærtorsdag aften og som definerer Gud som kærlighed og siger at denne fuldkomne kærlighed fordriver al frygt (1 Joh 4,17-18)...denne Johannes falder om som død for Jesus ved åbenbaringen på øen Patmos.

I sådanne situationer møder Gud igen og igen det frygtende menneske med ordene: "Frygt ikke". Det var også de første ord Jesus sagde til Johannes (Åb 1,17).

Med venlig hilsen

Morten Munch
Cand. Theol. og Teologisk konsulent i Dansk Oase