Kirken kan lære af teatret

Såfremt folkekirken ønsker et samarbejde med teaterkunsten om gudstjenesteudvikling, mener jeg, at der er behov for en flerstrenget strategi: 1) udvikling af dramaturgiske og lignende analytiske kompentencer inden for iscenesættelse og forståelse af ritualer; 2) afsætning af økonomiske midler til forskning og udviklingsprogrammer; 3) flere eksperimenter på sogneniveau. Rækkefølgen her er ikke afgørende; snarere end at nå fra punkt 1 til 3 gælder det omvendte: forekomsten af mere eller mindre gennemtænkte gudstjenesteforsøg fremprovokerer behovet for 1 og 2, som mangler i dag. I et fremtidsperspektiv tænkes de tre strenge at flette sig ind i hinanden i en gensidig, fremadløbende forstærkning.

1) Det er klart, at både ritualer og teateropførelser er forestillinger i mere end en forstand. De er både manifeste og imaginære, virkelighed og fantasi. Som ydre former, noget der er stillet foran os, der kan få en indre forestilling til at træde frem i vor bevidsthed, enten gennem skueakten (typisk på teatret) eller gennem deltagelsen (typisk i kirken). Vi modtager en forestilling, og/eller vi gør os en, hvad enten det er tro eller fiktion. Med "forestilling" som fællestræk giver det mening at tale om iscenesættelse inden for begge områder.

Som mulighed for udvikling af ny liturgisk viden står de teatervidenskabelige optikker til rådighed for ritualteorien. De tilbyder liturgen et andet syn på kendt gudstjenestepraksis: hidtil oversete performative og kropslige dimensioner i ritualet ses i et nyt kommunikativt perspektiv.

Når gudstjeneste i dansk forskning er blevet forbundet med teatret, er det indtil for ganske nylig ofte sket ud fra en læsning af liturgien som drama (Erik A. Nielsen: Den skjulte gudstjeneste). Det vil sige ritualet forstået på det litterære dramas præmisser, hvorved der opstår en meget abstrakt og fortænkt dramaturgi alene baseret på de liturgiske tekster.

Nyere ritualforskning, performanceteorier, bringer imidlertid selve de liturgiske akter – det man gør under gudstjenesten – i fokus for teologien (Bent Flemming Nielsen: Genopførelser). Det synes i højere grad at være det "at gøre noget" i ritualet, der er meningsskabende, end det er forståelsen af teksternes budskaber. De rituelle akter ses som ritualiserede handlinger, der – genkendelige men uden hverdagens rationelle formålsrettethed – åbner sig mod individuelle fortolkninger fra ritualdeltagerens side. Deri består et problem for teologien: Folk skulle også gerne forstå budskabet, som kirken forkynder det.

Fra et ritual-dramaturgisk synspunkt må der ikke opstå et nyt skisma mellem tekst og akt. Derfor vil jeg pege på udviklingen af kompentencer, der overvinder en cartesiansk dualisme: Ånd er krop, kød er ord. Intellektet er intimt sammenvævet med fysikaliteten; forståelsen kan komme med den kropslige og sansemæssige erfaring. Nadveren står som det ypperste eksempel på en sådan sammensmeltning af symbolik og ageren. Taler vi om alternative gudstjenester, kan forståelsen fremmes ved at gå imod forventninger til, hvordan man plejer at gøre i ritualet, men således at det forstærker budskabet. I denne sammenhæng er det afgørende, at dramaturgien (her arbejdet med komposition af de rituelle akter og elementer) i praksis udvides fra sin fagtraditionelle tekstfokusering til også at omfatte fænomenologiske eller oplevelsesbetonende strategier.

Et teater, som arbejder med en sådan fænomenologisk tilgang i sine iscenesættelser, er performanceteatret Hotel Pro Forma. Teksten opfattes her som sidestillet med forestillingens øvrige elementer: rum, lys, lyd, musik, bevægelse, performere med mere, ja, selv publikums placeringer. Alting har betydningspotentiale og virker sammen sansemæssigt.

De sceniske akter (jævnfør de rituelle akter) forstås som "rensede handlinger", der åbner sig for tilskuerens fortolkning, og muligheder for sammentænkning af hørte ord og sete akter opstår, men på en måde, som anerkender tilskueren som kreativ modtager. Dette er for så vidt ikke anderledes end den ritualisering, som gudstjenesten bygger på, hvor indlevelse i ritualet må bero på en personlig tilegnelse af ritualets adfærd og koder. Hvis kirken vil udvikle æstetisk viden om ritualers iscenesættelse og performativitet, er der meget at hente i dette performanceteater.

2) Som forholdene er nu i folkekirken, findes der hverken et videnscenter eller økonomiske midler til udvikling og formidling af programmer for ritualforskning og -forsøg. Dette overlader initiativer til samarbejde mellem kirke og teater til tilfældigheder, frivillige tiltag og lokale sogneforsøg.

I stedet kunne man forestille sig, at der fra kirkeministeriel side blev oprettet et forskningscenter i samarbejde med de relevante teologiske, antropologiske og teatervidenskabelige afdelinger på universiteterne. Midler kunne samtidig afsættes på stiftsniveau til at oprette konsulentstillinger og støtteprogrammer for gudstjenesteudvikling. Her kunne man tage ved lære af Lunds Stift, der har en adjunkt for kultur- og gudstjenestespørgsmål, og et program, som stiftets forsamlinger kan tilslutte sig, og som cirkulerer erfaringer og viden.

3) Som direkte svar på Bent Holms professionelle skepsis mener jeg ikke, at folkekirken bør holde igen med eksperimenter ude i sognene, mens vi venter på ovennævnte tiltag. Det er der ikke råd til. Der vil givetvis blive slået en hel del skæve i forhold til, hvad der kan opfattes som "professionelt" set med både liturgiske og dramaturgiske briller, men det bliver der også på teatrene, og de sceniske eksperimenter ophører ikke af den grund.

Der er i kirken et stort behov for at udvide registret og forstå det nonverbales betydning for ritualet. Det kan i den sidste ende kun ske ved, at man lokalt gør sig sine egne erfaringer. Så kan der – men altså helst sideløbende – udvikles teoretiske kompetencer, som præsterne kan konsultere og med tiden selv tilegne sig. Kirken sender med alternative gudstjenester vigtige signaler til de søgende, der står fremmedgjorte over for kirkens traditionelle kommunikation, om åbenhed og villighed til dialog med tiden og kulturen.

Kim Skjoldager-Nielsen er dramaturg og bidragsyder til bogen "Tro på teatret", Multivers, Frederiksberg 2006.