Vi må forstå offentlighedens interesse for stening

Fra hvad jeg har forstået ud fra dine indlæg, er du af den mening, at stening er et spørgsmål "af teoretisk art, men når vi stilles over for det og afkræves et svar, kan vi ikke komme udenom, at det nævnes i hadîther, at de fagkyndige har bekræftet gyldigheden af de pågældende hadîther."

Med andre ord er du af den overbevisning, at stening som straf er en del af Islam, da den nævnes i ahadith og at den har de fagkyndiges påkrævede velsignelser. Andet sted i dit indlæg siger du dog, at "i de stærkt populistiske danske medier blev det hurtigt til, at vi går ind for stening af utro kvinder." Hvis I vedkender jer straffen i teorien, går I da (i princippet) også ind for stening af utro (mænd/)kvinder, eller hvad?



For muslimer bosat i Danmark, vil stening for alles vedkommende (til at starte med) være et spørgsmål af principiel og teoretisk karakter.

Det var også principielle spørgsmål som Mona Sheikh blev stillet - om hvorvidt hun gik ind for dødsstraf, homoseksuelles rettigheder (og abort). At hun fra starten var en artist i mediecirkusen, skyldtes jo netop hendes egen måde at håndtere situationen på; Hun fortsatte med at udtrykke sig i tvetydige termer om sit standpunkt. (At Mona Sheikh, efter min mening, gik på kompromis med Koranens principper ved sige, at hun som muslim var imod dødsstraf, og at homoseksualitet var en personlig sag og at hun gik ind for fri abort, er en anden sag.)

I må da som offentlige (medie)personer kende spillets regler. Det må og kan da ikke komme bag på jer, at jeres udtalelser i denne Islamofobiske (medie)verden, vil blive udstrakt, endda misbrugt.

Men det er en ting, at I føler jer stødt over hvorledes Kristeligt Dagblad har brugt Abdul Wahid Pedersens svar som forsidestof etc., men der er anden ting ved hele jeres reaktionsmønster.

Det er min opfattelse efter at have læst jeres indlæg, at I på samme undvigende måde prøver at underkende betydningen af et principelt spørgsmål (som stening). Vi alle ved, at den aldrig vil komme på tale i det danske samfund.

Men det er som om, at stening kun har teologisk og teoretisk interesse og værdi, som om den ingen hold har i virkeligheden og som en stillingtagen til stening ingen praktisk betydning har for muslimer i Danmark.



Om det så er almindelige danskere eller sensationshungrende medier, der udspørger én i kraft af ens muslimske overbevisning om ens holdning til dødsstraf, homoseksualitet, abort eller stening, så bør det stå klart for én, at man får stillet spørgsmålet af principielle årsager.

Går I som muslimer ind for...? Hvad synes I om...?

Hvilke motiver spørgeren har, er naturligvis ikke til at sige, men spørgsmålene stilles bl.a., fordi muslimsk praksis på de nævnte områder udfordrer og støder sammen med den vestlige moralopfattelse og sekulære lovgivning.

Svar på spørgsmål af denne art, kan også kun gives på principielle vilkår, medmindre man ligefrem arbejder på at genindføre dødsstraf (ved stening) i Danmark og forbyde homoseksualitet og retten til abort.

Men at spørgsmålene er teoretiske og hypotetiske gør dem ikke mindre relevante. Som muslimer lever og leder vi vores liv i lyset af Guddommelige principper. Det er jo en principsag for mig, når jeg med reference til Koranen er for dødsstraf (fx for overlagt mord) og imod homoseksuelles rettigheder og fri abort.

Jeg holder ikke disse principielle standpunkter til mig selv, men formidler dem til andre i diskussioner. De kan umiddelbart virke som om de ingen værdi har, men når man tænker over, at jeg til enhver tid vil stå inde for dem og ved enhver given lejlighed vil advokere for dem, så vil de få betydning. "Vores principper er kilden til vores handlinger", Philip Skelton.



Stening er ikke et spørgsmål af kun teoretisk art. Til trods for, at man bor i Danmark, har stening en praktisk dimension. Du siger: "Når vi stilles over for det (stening) og afkræves et svar, kan vi ikke komme udenom, at det nævnes i hadîther". På en ung muslims opfordring, som ikke selv har foretaget sine egne studier om dette emne og som afkræver et svar, vil du bidrage til, at han får en vis stilling til spørgsmålet. Dermed er du mere direkte end andre med til at støbe muslimers overbevisning. Han/hun ved nu hvordan man skal forholde sig til straffen og til spørgsmålet om utroskab ifølge "Islam". Endvidere har stening den praktiske betydning, at hvis jeg var lydhør over for bl.a. din "teori" om stening, så ville jeg ikke aktivt have protesteret til den pakistanske regering om afskaffe lovgivningen på området, jeg vil ikke have have læst og gjort andre opmærksom på den uretfærdige domfældelse mod to kvinder i henholdsvis Nigeria og i Pakistan. En af mine venner vil formentlig ikke have indledt en protestskrivelse for den nu frikendte Zafran Bibi, der blev dømt til stening. Og sådan kan vi fortsætte om tingenes principielle og teoretiske betydning. Der er ingen tvivl om, at der er tale om meget små bestræbelser, men de viser, at selv for enkelte/mange muslimer, har et fortolkningsspørgsmål som stening en praktisk betydning. Ens holdning til en teori, et princip går hen og bliver til virkelighed.

I kraft af, at du er og kalder dig imam har du en vis autoritet blandt muslimer såvel som omverden. En ung muslim vil derfor være mere tilbøjelig til at acceptere din mening om Islam end hvis den blevet givet af en menig muslim, siden folk har et indtryk af, at du i særlig grad bærer på viden om Islam. Der er en indbygget autoritet i din rolle som imam. Dette forhold lægger et større ansvar på dine skuldre, idet du er med til at vejlede muslimer og oplyse andre om Islam. Derfor er du forpligtet til ikke blot at henvise til de lærde, men indlede din egen grundige research på området og give et svar efter bedste dømmekraft. Og hvis du ikke har kunne sætte dig ind i fiqh (muslimske juristers/lærdes fortolkninger og meninger om Sharia, Islamisk ret) om denne straf, hvad så med selv at konsultere Koranen og de relevante ahadith, holde dem oppe mod de kritiske synspunkter som er blevet dig fremlagt, og dermed foretage en komparitiv undersøgelse af emnet? Hvad præster (i fællesskab) er nået frem til, kan og vil jeg aldrig tage for endeligt, men konsultere dem, det vil jeg – ligesom enhver anden, der har noget at sige på området.



Jeg kan forstå, at du går ind for stening, ikke kun i princippet og i teorien, men også ind for dens eksekvering under forudsætning af, at ægteskabsbryderens lovovertrædelse kan bevises. Til din bemærkning om, at beviserne for utroskab er svære at tilvejebringe, anser jeg for en dårlig retfærddigørelse for straffen og dens sjældne brug. Under Taleban-styret overværede flere personer fra "sædelighedspolitiet" et illegal seksuelt samvær ved at spionere fra husets tag. De tog forbryderne bogstaveligt på sengen. De blev tippet om ugerningen. Og der er formentlig flere af den type sager og opklaringer. Der har du dine "umulige tilvejebragte beviser", og man kan vist ikke sige, at Taliban har håndhævet straffen i et politisk øjemed. De gjorde, hvad de nu engang gjorde, fordi de mente, at steningsstraffen var Islamisk.

Jeg er af den mening, at en enkel henrettelse ved stening er en for meget. I hver evige eneste sag, har der været er tale om anvendelse af en uretmæssig straf og justitsmord. I Koranen har Gud lagt for dagen, at hvis nogen dræbte et uskyldigt menneske ville det være som om han dræbte hele menneskeheden, jf. 5:32. I Guds "øjne" er et enkelt menneskeliv uvurderligt. Hvor mange gange stenforsynende præster og stenkastende muslimer har taget livet af menneskeheden, det skal Gud, i sidste ende, nok fortælle dem.





SAGENS KERNE



Stening, en straf for ægteskabsbrud håndhævet i muslimsk teori og praksis, stammer og finder sin berettigelse alene fra ahadith, beretninger tilskrevet Budbringer Muhammad (fvmh). At Koranen, Guds Ord, ingen steder nævner en sådan straf, synes vi at være enige om. Du har i dit samlet svar og nu i dit sidste indlæg, som i det store og hele gentager det samme budskab, gjort rede for hvorfor ahadith udgør en primærkilde i Islam. Denne redegørelse er bare ikke ikke relevant at inddrage i denne meningsudveksling.



Du skriver, at "Profetens praksis er ikke i strid med Guds vilje." Jeg er fuldstændig enig. Budbringer Muhammads (fvmh) ord og handlinger kan aldrig være i strid med budet, i.e. Guds åbenbarede love, værdier og principper, jf. 6:50, 10:109 og



Koranen 10:15

Jeg følger kun hvad jeg har fået åbenbaret. Jeg vil sandelig frygte straffen på Dommedagen, hvis jeg valgte ikke at adlyde min Herre.

Koranen 6:114

Tell them: “Shall I seek for judge other than Allah, when He it is who has sent unto you the Book, explained in detail." They know full well, to whom We have given the Book, that is

Has been sent down from your Lord in truth. Never be then of those who doubt.



I diskussionen om stening, har spørgsmålet eller sagen aldrig været, at man ved afvise stening ikke accepterer den sidste Budbringers sædvaner (Sunnah). Enten har du ikke forstået min kritik eller også har jeg ikke har været i stand til at forklare min sag. Jeg siger IKKE, at budbringer Muhammad (fvmh) førte stening ud i livet og at jeg ikke vil vedkende mig hans afgørelse, og på den anden side siger jeg hellere IKKE, at budbringer Muhammad (fvmh) valgte at gå imod Koranens klare direktiv. Dét jeg derimod siger, er, at Budbringeren (fvmh) aldrig gav en sådan ordre for stening og at straffen derfor er uislamisk. Jeg har fulgt min påstand op med argumenter. Sagens kerne har af fra starten af denne diskussion været: Kan stening som straf for ægteskabsbrud tilskrives den sidste Budbringer (fvmh)?



Som nævnt i den første artikel, så bevidner Gud, at Budbringeren (fvmh) udførte den tildelte opgave på bedste vis. Budbringerens (fvmh) faktiske handlinger er derfor ikke til diskussion. Han gjorde alt hvad han (fvmh) fik besked på. Vi skal derimod have undersøgt, om steningsberetningerne kan henføres til den lydige Budbringer (fvmh) og hvorvidt stening nu engang er en praksis som han (fvmh) skulle have etablerede? Det må ikke misforstås hvad der reelt står til diskussion: Det er ikke Budbringeren (fvmh), men de menneskelige transmitterede beretninger, der tillægges ham. Koranoversættere og muslimske tænkere har implicit og eksplicit sået tvivl om deres rigtighed, netop i kraft af, at de strider imod Koranen. Hvis det ikke var fordi, de stred imod Koranen og for alle de oplagte modsigelser ved steningsberetningerne, hvem er jeg så til at sætte spørgsmålstegn ved Budbringerens (fvmh) afgørelse? Men ifølge mine studier, kan stening ikke være en praksis, der kan tilskrives Budbringer Muhammmad (fvmh). Der er alt for meget der peger i retning af, at beretningerne om stening er slet og ret falske, og at de er et konspiratorisk og ondsindet forsøg på at fremstille Budbringer Muhammad (fvmh) og den lære som han kom med i et misvisende lys.



Vi ved, at beretninger (ahadith) er delt op i kategorier, der fastlår deres troværdighed. Dette var og er en erkendelse af, at beretningerne ikke er uden fejl. Når et skib lader vand ind, så lider skroget af en defekt. Når der opdages fejl og modsigelser i ahadith-korpus, kan denne kilde ikke kaldes for perfekt. Guds Ord, derimod, som er at finde i Koranen, er perfekt og ikke delt op i sådanne kategorier, jf. Koranen 6:115, 10:36-37, 11:1 og:



Koranen 4:82

Hvorfor reflekterer de ikke (omhyggeligt) over Koranen? Hvis den havde været fra nogen anden end Allah, så ville de have fundet mange uoverensstemmelser/selvmodsigerlser heri.

Alle de ahadith, som strider imod Koranen, kan ikke accepteres. Dette er en konklusion som (selv) de lærde (selv) er kommet frem til. At vi ikke ukritisk kan acceptere deres validitet, siger følgende udtalelse også noget om:



Bukhari, Volume 3, Book 49, Number 861

Allah's Apostle (pbuh) said: "If somebody innovates something which is not in harmony with the principles of our religion, that thing is rejected."



Det vigtigste argument står dog Koranen selv for: Den kalder sig for det Kriterium, der afgører hvad der falder ind under Islam og hvad der ikke gør, jf. 2:185 og 25:1. Koranen er lyset (Noor), der klarlægger menneskelige mørkelægninger – om det så er i ord eller handlinger.



Fra dybden af vores hjerter erklærer vi som muslimer - mens vi ærbødigt bukker os for den altoverskyggende sandhed - at der er ingen anden gud end Gud (at der er ingen andre, som har krav autoritet og lydighed end vor Skaber, vor Forsyner). Vi holder dette bud om Guds Enhed (Tauheed) højt og tæt til vores hjerter, men når vi (fx i spørgsmålet om stening) splitter Hans Ord i to ved at ligestille Det med menneskets (Koranen med ahadith), bryder vi da ikke Hans Tauheed(-ul-Ulûhiyyah)?



Den amerikanske skuespiller Orson Welles sagde: "A lifetime of doubt and questioning doesn't necessarily mean that I have reached any final conclusions." Denne visdom bør og skal anvendes på ethvert arbejde som enhver muslimsk lærd, forsker og studerende har udført i sin levetid. En livslang indsats med kildekritiske undersøgelser af ahadith, er ikke ensbetydende med, at der blev draget alle de rigtige konklusioner og at man undgik at begå fejl. Arbejdet med at fastslå ahadith's autenticitet er langt fra færdigt. Vore gode præster vil med tiden erkende og bekendtgøre (endnu) flere velkendte ahadith som tvivlsomme (Zaeef) og falske (Mawdoo), fordi de skader Islam og "går imod Koranens ord og lære". Tillad mig at konkludere. Det er menneskeligt at begå fejl, ikke Guddommeligt. Allahs Ord, som er at finde i Koranen, er i modsætning til ahadith, hævet over al kritik, jf. 6:115 og:



Koranen 41:42

No falsehood can approach it from before or behind it.

It (the Quran) is sent down by One Full of Wisdom, worthy of all Praise.





ARGUMENTER IMOD STENING



I mit første indlæg, "Stening er Uislamisk", fremlagde jeg fem hovedargumenter ud fra Koranen, som synes at bevise, at stening ikke kan være en del af Islamisk strafferet og at de respektive beretninger, der holder Budbringer Muhammad (fvmh) ansvarlig for at have truffet afgørelserne om stening af ægteskabsbrydere, derfor kun kan være falske.



Argumenterne er og var:



2. Gifte slavepiger tildeles halv straf i forhold til den som udmøntes på frie kvinder. Stening til døden kan ikke halveres, men det kan 100 piskeslag.



3. Budbringerens egne koner kunne ifalde dobbeltstraf, skulle de begå en usømmelig handling. Ifølge The Noble Quran er der tale om "illegitimt seksuelt samvær" (Zinâ). Stening kan ikke fordobles, men 100 piske kan konverteres til 200.



4. Koranen har kun nedlagt dødsstraf i to tilfælde: Overlagt mord og for at føre krig og bringe kaos i landet og mod den islamiske stat. Stening for utroskab kan ikke siges for at være omfattet af de to tilfælde.



5. At stening, ifølge Koranen, blev eksekveret igennem tiderne af forskellige folk for forskellige forbrydelser, og at flere Guds Budbringere mødte truslen om at blive stenede til døden, i kraft af, at de kundgjorde den Guddommelige retledning.

Jeg har valgt at fremlægge det første, men vigtigste argument til sidst, da alle de øverste argumenter subsidiært afviser stening som straf i Islam, hvorimod følgende argument rummer afklaringen af spørgsmålet om stening.



I Islam stilles der krav om ægteskab. Det er lovstridigt for to mennesker at have et seksuelt samvær, når de ikke er gift med hinanden.



1. 100 piskeslag er en straf i Koranen 24:2, der gives for Zinâ (Illegitimt seksuelt samvær). Hér skelner Koranen ikke mellem gifte eller ugifte lovovertrædere, eftersom både de gifte såvel de ugifte har haft et forbudt forhold uden for ægteskabets rammer.





KILDER



Du skriver, at enkelte kritikere (i.e. de der argumenterer imod stening), ikke engang refererer til den muslimske tænker G.A. Parwez siden han bruges som inspirationskilde. Jeg er bekendt med denne tænker og hans værker. Han er kontroversiel i præsters øjne, i realiteten fordi han ud fra Koranen argumenterede imod deres religiøse hegemoni, monopol-(fortolkning) og greb på Islam. Jeg nævner altid mine kilder, og derfor vil jeg have henvist til ham, hvis jeg skulle have gjort brug af hans argumenter imod stening. Men det har jeg ikke.



Endvidere siger du, at "det ville være gavnligt for debatten, hvis vore kritikere kunne referere til fiqh-specialister, der bekræfter deres standpunkter." Er det ikke tilstrækkeligt, at jeg har henvist til Koranens egne vers for at bestride stening? Du har på trods af min opfordring ikke taget stilling til en eneste af disse. Du har sagt meget andet end den gennemgang man har kunne forvente af en imam, og du har bragt alt andet end afklaring med dig.

Foruden at have anvendt og henvist til Koranen, set nærmere på de forskellige ahadith om stening, skal jeg endvidere henvise til følgende herrers argumenter, der forkaster stening som værende en straf i Islam:



Koranoversætteren Abdullah Yusuf Ali, gør det klart i sin oversættelse af Koranverset 24:2, at Zinâ omfatter både ægteskabsbrud og utugt, se endvidere hans note til dette vers. I sin introduktionsnote til kapitel 24, skriver han: "Chastity is a virtue, for men and women, whether joined in marriage, single or widowed." Chastity vil sige: “not having sex except with the person to whom one is married". Med andre ord, “hold jer ærbare, selvom i er gifte, enlige eller enker."



Koranoversætteren Muhammad Asad, skriver i sin kommentar, at:

The term zina signifies voluntary sexual intercourse between a man and a woman not married to one another, irrespective of whether one or both of them are married to other persons or not: hence, it does not – in contrast with the usage prevalent in most Western languages – differentiate between the concepts of "adultery" (i.e., sexual intercourse of a married man with a woman other than his wife, or of a married woman with a man other than her husband) and "fornication" (i.e., sexual intercourse between two unmarried persons).



I sin “Tafsir-ul-Quran" volume III, kommenterer Maulana Abdul Majid Daryabadi til verset 24:2:

The Arabic word zanaa denotes sexual intercourse between any man and woman, whether married or not, who do not stand to each other in the relation of husband and wife; and, as such, has no single word equivalent in English language. It includes both adultery (i.e. illicit sexual intercourse of two persons either of whom is married to a third person) and fornication (i.e. illicit sexual intercourse of unmarried persons).

Shaykh Muhammad Hisham Kabbani, en muslimsk lærd og head of Islamic Supreme Council of America har afvist steningsstraffen for at have hjemmel i Islam:



Even throwing stones; never in the Qur'an, never in the Holy Qur'an can you find one verse that says that you have to throw stones at someone who committed adultery and stone them until death. Anyone can read the Qur'an and we will not find one verse that sentenced anyone who committed adultery to death.

http://www.islamicsupremecouncil.org/extremism/islamic_extremism.htm





Nigerias straffelovgivning afslører noget paradoksalt:



"Zina (Adultery or Fornication)



126. Zina defined



Whoever, being a man or a woman fully responsible, has sexual intercourse through the genital of a person over whom he has no sexual rights and in circumstances in which no doubt exists as to the illegality of the act, is guilty of the offence of zina."

http://www.nigerianlaws.com/frames/docs/stats/ShariaCodeChap3-9.html



Lovens overskrift beskriver i parentes, at Zinâ netop omfatter begge forhold, i.e. ægteskabsbrud og utugt. Men også sætningen “over whom he has no sexual rights" er en meget rammende beskrivelse af Zinâ i henhold til Koranen. Der er med andre ord tale om Zinâ, når to mennesker uden at have seksuelle rettigheder over hinanden har et seksuelt samvær. Gifte mennesker, der har seksuelt samvær, men som bare ikke er gift med hinanden, har pr. definition heller ikke seksuelle rettigheder over hinanden. Alligevel har nigerianske myndigheder i næste sektion af loven set bort fra disse korrekte definitioner og valgt at fastsætte afstraffe ægteskabsbrydere med stening.

YDERLIGERE ARGUMENTER IMOD STENING



Forbrydelse og Straf



Fra Koranverset 42:40 kan man udlede et generelt princip om forholdet mellem forbrydelse og straf: Straffen for en forbrydelse skal være proportional med forbrydelsens karakter. Dette princip, som nu er almen anerkendt indenfor straffelovning, frembringer retfærdighed i sin essens, og lader ikke de involverede parters retsfølelse blive krænket. Hvis straffen skulle overgå forbrydelsens beskaffenhed, vil det bringe retfærdighed som begreb i ubalance.



Illegitimt seksuelt samvær (Zinâ) er i Koranen blevet omtalt i følgende ord:



Koranen 17:32

Og kom end ikke nær illegitimt seksuelt samvær (Zinâ), for det er sandelig en usømmelig handling (Fahishah) og et onde, der åbner vejen (for andre onder).



Zinâ bliver betegnet som en skændig handling, der bærer kimen til skadelige konsekvenser. Men på trods af hvad den må lede til, udgør handlingen i sig selv ingen dødssynd. Ud fra Koranen hersker der ingen tvivl om, at en lovovertrædelse af denne art er kriminel. Ud fra Koranen kan vi videre udlede, at dødsstraffen ikke udløses i et tilfælde af dette omfang, jf. Argumenter imod Stening - punkt 4. Hvis man tager straffens hårdhed i betragtning, er stening simpelthen ikke proportional med forbrydelsens beskaffenhed. At stene én til døden for illegitimt seksuelt samvær er efter min mening en så usædvanlig skærpet straf, at den ikke kun overskrider proportionalitetsprincippet, men bringer også Koranens koncepter-/principper om ret og retfærdighed i alvorlig fare. I Thomas Acquinas' koncise ord: "A law is no longer a law, if unjust."



Det Klare Kapitel og Vers



Jeg er gradvist kommet til den erkendelse, at Gud har i Koranen taget højde for alt. Straffen for illegitimt seksuelt samvær (Zinâ) finder vi i kapitel (Surah) 24. Kapitel 24 indledes med disse ord:



Dette er et kapitel (sûra), som Vi har nedsendt og gjort bindende. I den er der tydelige tegn (ayât) for at formane og advare jer.

Vi bliver gjort opmærksom på, at dette kapitel indeholder klare Ayat, dvs. vers, beviser, budskab, åbenbaringer og tegn. Ergo må straffen for enhver illigitim seksuel handling også være krystalklar. Udover denne vigtige oplysning følger endnu to, der også til en vis grad svækker ahadith-påstande om stening som en supplerende straf mht. til seksuelle lovovertrædelser begået af gifte mennesker.



Koranen 24:2 kommer ind på, at de som findes skyldige i Zinâ, skal tildeles 100 piskeslag. "Lad ikke medlidenhed holde jer tilbage fra at handle i overensstemmeslse med Guds Lov."



To ting er bemærkelsesværdige: Gud kender mennesket bedre end mennesket selv. Derfor ved Gud, at det kan være hårdt for et menneske og det menneskelige psyke at straffe/piske et andet menneske. Men Gud instruerer dog, at man ikke skal lade sig overvælde af medliden-hed, men ekskvere straffen som foreskrevet af Gud. Når Gud nu nævner, at mennesket ikke skal lade sig blive følelsesmæssig påvirket af at udøve piskning, så undrer man sig over, hvorfor Gud lænker medlidenhed sammen med en korporlig straf og i denne sammenhæng ikke nævner stening. Set i forhold til piskeslag, som i høj grad er en lempeligere straf, påkalder stening sig unægtelig meget større medlidenhed som følge af straffens brutale natur. Og i modsætning til pisk, der ifølge ahadith kun skal udmøntes på de ugifte og som kun fører (små) sår med sig, vil stening jo afstedkomme (en grum) død. Hvis en syg straf som stening skulle være en del af Islam, så ville Gud nok have nævnt den i dette vers og knyttet medidenhedsaspektet sammen med udøvelsen af stening fremfor piskning. Se, det ville give mening.

Det andet som er værd at bemærke, er, at Gud har nedlagt Guddommelig hjemmel for sin straf(felovgivning). Deenillah er det arabiske ord, som foroven er blevet oversat til Guds Lov. Med andre ord, når det kommer til eksvering af en straf, så skal vi adlyde Guds åbenbarede Lov. Den findes i Koranen og ikke i (dubiøse) beretninger.



Koranen 5:44-45/47

Fear not men, but fear Me, and sell not My Ayat for a miserable price.

If any do fail to judge by (the light of) what Allah has revealed,

they are (no better than) unbelievers, wrongdoers and those who rebel.



Koranen 6:57

The Command (Hukm) rests with none but Allah:

He declares the Truth (Haqq), and He is the best of judges.



Med overskriften til dit indlæg, siger du, at stening i bund og grund er et spørgsmål om lydighed. Jeg vælger ikke at adlyde tvivlsomme beretninger. Jeg ønsker ikke at være de lærde lydige, og jeg vil ikke uden videre være lydhør over for deres meninger. Hvad de lærde siger, er ikke lov. Jeg vælger derimod at adlyde Allah ved at følge Koranen, som for mit vedkommende gør denne og enhver sag klar.



Koranen 42:10

Whatever it be wherein you differ, the decision thereof is with Allah.

Such is Allah, my Lord. In Him I trust, and to Him I turn.



Koranen 2:285

Budbringeren tror på det, som han har fået åbenbaret fra sin Herre, og det samme gør de troende.

Venlig hilsen

Alamgir Khan

ibnkhan@hotmail.com