Gud er nær i lovsangen

Det er vel de to mest grundlæggende spørgsmål, man kan stille, hvis vi seriøst skal diskutere menighedssang og ikke bare lege kulturelle smagsdommere i debatten om menighedssang og kirkemusik i dagens Danmark.

Med ét ben plantet i den danske folkekirke og et andet plantet i den karismatiske bevægelse vil jeg gerne give mit bud på ovenstående spørgsmål og forklare eller forsvare den rytmiske sangtradition, som den karismatiske bevægelse bl.a. har gjort til et af sine kendetegn.

Sangen forener

Omend sangen forekommer lidt spæd, så synger vi dog i den danske kirke. Hvorfor? Fordi det er en enestående måde samtidig at tilegne os noget og udtrykke noget.

Vi synger om Guds skaberkraft og siger samtidig tak. Vi synger om Helligåndens virke på jorden og beder samtidig om Hans virke.

Derudover finder der en forening sted mennesker imellem, når vi synger, idet vi har et fælles fokus. Og i den enkelte person sker der en forening af tanke, krop og ånd, når jeg hengiver mig til sangen og dens budskab.

Men hvorfor nu bryde med en århundreder lang tradition for salmesang i kirken? Hvorfor begynde at synge noget der måske mest af alt minder om den pop-musik, man hele tiden hører i radioen?

Det er meget sjovt at tænke på, at salmesangen, som Luther bl.a. indførte efter Reformationen, i sig selv var et brud med en endnu længere tradition for at synge Davidssalmerne (på en menighedsfjendsk facon).

Er det nyt?

Man kunne vove den påstand, at "vækkelse" altid i en eller anden grad medfører en fornyelse af menighedens sang. Det var tilfældet under Reformationen -- ligesom på andre tidspunkter både før og siden i kirkehistorien.

Karl Clausen, dansk sangforsker, skriver således:

"Når en vækkelse griber store dele af befolkningen, kan det ske, at hverken den traditionelle salme eller folkesang mere føles tilfredsstillende for dem (...) Nye tanker vil have et andet udtryk, og kraftige vækkelsesbevægelser kræver nye sange."

Den rytmiske menighedssang, kald det lovsangskor, opstod netop i brydningen mellem nye kulturelle udtryksformer: beat-kulturen m.m. og den karismatiske vækkelse, hvor erfaringsdimensionen "Gud er nær" fyldte meget.

Heraf fødtes en enkel rytmisk musik med en stor vægtlægning på erfaringen. I praksis en ret meditativ form idet enkeltvers blev gentaget tre, fire, fem gange -- og fokus flyttes fra noget rent forståelsesmæssigt til en fordybelse i/hengivelse til indholdet.

Selvom denne lovsangskors-tradition har udviklet sig en del siden da og har antaget lidt mere avancerede former, så er denne "meditation" (tilbedelse, hengivelse, mild henrykkelse) dog nøglen til at forstå denne sangforms udbredelse og berettigelse.

Den er opstået som en modvægt til en overdreven vægt på det ordrige og det forståelsesmæssige, som oplevedes upersonligt og uforståeligt - berettiget eller ej.

Og hvis vi tør se udenfor vores snævre lutherske tradition, så er denne dimension almindelig kendt og brugt i kirkens tradition, f.eks. i den ortodokse Jesus-bøn, gentagelsen af liturgiske led i sang og tale, tidebønner, osv.

Kulturinstitution eller mission

Såvidt den historiske forklaring på fænomenet. Derudover er en overordnet refleksion over vores intention med kirkens musik også påkrævet: Skal kirken og dens musik være et "andet rum" -- ganske fjernt fra det liv, jeg i øvrigt lever og den musik, jeg i øvrigt hører?

Eller skal den i højere grad være det rum, som forbinder min tro og min hverdag? Skal vi ignorere børns og unges (og voksnes) uforståenhed overfor salmetraditionen og slå os tilfreds med, at det nok kommer, når de når efterlønsalderen?

Er kirkens målgruppe kun dem, som kan identificere sig med den eksisterende stil: orgelmusik og salmesang?

Eller ser vi det som kirkens fornemste opgave at komme folk i møde med et sprog, som de genkender og forstår (og her spiller musikken en ikke uvæsentlig rolle)?

Uden at tro at musikstil kan redde den afkræftede danske kirke, så er det et spørgsmål, om vi ikke foretager aktiv dødshjælp, når vi nægter at arbejde med nye former og udtryk for vores tro.

Jeg ved ikke noget bedre end at hengive mig til Grundtvigs eller Brorsons salmer og nyder den klassiske kirkemusik -- men denne passion deler jeg ikke med alle omkring mig, og jeg kan ikke gøre det til alles norm.

Paulus taler om at blive jøde for jøder og græker for græker -- for dog om muligt at nå nogen.

At skabe et genkendeligt musikalsk rum for mødet med Gud, samt at skabe det meditative rum hvor det "mystiske" kan ske: Gud drager nær til os -- vi drager nær til ham. Det er grunden til, at jeg insisterer på en vedholdende fornyelse af menighedens sang.

Sara Dahlmann er lovsangsnetværkskoordinator i Dansk Oase. Læs i den kommende tid flere indlæg på religion.dk om forskellige religioners brug af musik. Du kan også selv skrive til debat@religion.dk om din holdning til emnet.