Lissi Rasmussen |
2. april 2002
Hvordan kan folkekirkens biskopper acceptere en religion, der så åbent tilbeder Antikrist og mørkets magter, som ligeværdig med kristendom?
Spørgsmål:Hej Kristeligt Dagblad.
Jeg forstår ikke kristne præsters og især biskoppers accept af Islam.
Muslimer siger at de anerkender Jesus, men det er jo ikke rigtigt.
Muslimer anerkender Jesus, Marys søn, men de fornægter jo meget markant at Jesus er Kristus, at Jesus skulle være Guds søn. De fornægter at Jesus skulle være død på korset og skulle være genopstået på tredjedagen.
Allah (swt) byder direkte muslimer at tro at Gud ikke har nogen søn. Alt andet er blasfemi og skal ifølge Koranen straffes med døden. Når en Guddom byder sine tilhængere at fornægte Kristus, er det vel rimeligt at kalde denne Guddom for Antikrist.
Men jeg har et andet spørgsmål/problem:
Satan tager Jesus op på et bjerg, viser ham verden, og siger at alt dette kan blive hans, hvis han blot vil falde ned og tilbede. Jesus siger: "Vig fra mig, Satan". Derefter søger han frivilligt til dødsriget og genopstår som den guddommelige.
Tilsvarende har Buddha også muligheden for det sekulære herredømme, også Buddha fristes med et verdsligt liv i magt og rigdom, men også han forsager verdens magt og går frivilligt til dødsriget og genopstår som illumineret(guddommeligt oplyst) efter de 40 dages trance under træet.
Så er mit spørgsmål: Hvem er det der frister Mohammed, når han søger den verdslige magt og kvinder i overtal. Hvem lover Mohammed Mekka, hvis han falder på knæ og tilbeder. Hvem lover Mohammed verdensherredømmet, hvis han med sværdet vil udbrede hans budskab for alverden.
Mohammeds mission og budskab er det stik modsatte af Jesus Kristi. Hedder Mohammeds frister Antikrist?
I muslimers hellige bog, Koranen siger Alla (swt), at han bedrager, hvem han vil og når han vil. Dette gælder vel også for Muhammed.
Er Mohammed prøvet, fristet og vildledt.
Har Gud med sin fristelse prøvet både Jesus, Buddha og Mohammed.
Jesus og Buddha modstod fristelserne om jordisk magt, og blev ophøjet til guddommelig status, mens Mohammed faldt for fristelsen, og fik jordisk magt men ingen visdom.
Jeg forstår ikke at biskopper kan acceptere en religion, der så åbent tilbeder Antikrist og mørkets magter, som ligeværdig med Kristendom.
Siger Åbenbaringen ikke: Antikrist vinder stor fremgang i de sidste dage. Halvdelen af jordens folk vil dø af krig, pest og plager.
Men den gode Gud sejrer. Må Guds visdom være med jer.
Jens Bay
Svar:
Kære Jens
Jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen med spørgsmålet. Når du skriver (SWT) efter Allah, tyder det på, du er muslim. Men når man læser indholdet af dit spørgsmål, ville man tro, du er kristen.
Nu er det ikke sådan, at præster og biskopper accepterer islam som ligeværdig med kristendommen. Der er nogle af os, der respekterer muslimer som ligeværdige dialog-parter.
Vi respekterer deres tro, fordi denne tro er betydningsfuld for dem og har med deres erfaringer at gøre. Det er noget andet.
Troen på Gud, der har skabt os og bryder sig om os, er vi enige om, men vi har forskellige opfattelser af, hvordan Gud er. I islam knyttes den politiske magt til Gud, og Muhammad blev en statsmand, mens i kristendommen er det kærlighedens magt, der er knyttet til Gud, sådan som han viste det gennem sin Søn, der blev korsfæstet. Gud vendte det, der så ud som nederlag, til sejr.
Du har ret i, at Koranen benægter Jesu guddommelighed, hans korsfæstelse og opstandelse, hvilket hænger sammen med at Koranens gudsopfattelse er en anden. Dermed kan man på sin vis sige, at Koranen er udtryk for Antikrist (dvs. fornægtelse af Kristus).
Muslimer ville modsat sige, at kristne er vantro, at det kristne treenighedsbegreb er udtryk for "shirk", dvs. det modsatte af Guds enhed, at man forbinder noget andet med Gud. Her står vi så og kommer ikke videre. Vi kan diskutere det i respekt for hinanden og i tillid til hinanden og prøve at forstå, hvorfor den anden tror som han gør.
Det betyder ikke, at vi skal blive enige eller "acceptere" hinandens forskellige gudsopfattelser, men vi kan respektere dem.
For øvrigt er Antikrist i Johannes Åbenbaring personificeret i Kejser Domitian, der på det tidspunkt forfulgte de kristne. I Koranen står derimod, at de kristne er de troende (muslimerne) nærmest i kærlighed.
Må Gud også være med dig!
Venlig hilsen
Lissi Rasmussen
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk