Kirsten Stoffregen Pedersen (Søster Abraham) |
2. april 2002
En beretning fra påskefejringen blandt lokale kristne i Jerusalem, der blandt andet blev forstyrret af selvmordsbomber
Den joediske og den vestligt-kristne Paaske falder i aar under de sidste dage af marts og de foerste af april - altsaa tidligt. De orientalske kristne fejrer derimod foerst Passke i begyndelsen af maj.
Mange steder her som andetsteds i orienten fejrer de forskellige kirkesamfund nu baade Jul og Paaske sammen. Jul efter den vesterlandske beregning og Paaske efter den oesterlandske. Sikkert en udmaerket ordning, men i Bethlehem og Jerusalem ikke rigtigt praktisk, naar man betaenker de store maengder af pilgrimme som normalt besoeger Det hellige Land under de store hoejtider.
Den 21.marts var aerkebiskoppen af Canterbury paa besoeg og indboed til reception paa det romersk-katolske Notre Dame de Jerusalem center i anledning af to-maanedersdagen for Alexandria-moedet af religioese ledere i det mellemste Oesten og de deraf foelgende erklaeringer. Jeg var paa vej ned til receptionen, da taxichauffoeren over radioen fik besked om, at der lige havde fundet et selvmordsattentat sted paa en meget naerliggende hovedgade i Vest-Jerusalem.
Vi var alligevel mange, som moedtes i Notre Dame - joeder, kristne og nogle faa muslimer.
Palmesoendag oprandt med solskin og det skoenneste foraarsvejr, og den blev som saedvanligt fejret af de kristne med palmeprocessioner, hvoriblandt den store procession paa Oliebjerget,som man har fejret der siden 300-tallet, indtager en prominent plads. Der var ikke saa mange deltagere som der plejer at vaere, men dog alligevel temmelig mange. Under den foerste intifada var der visse kredse, som betragtede det som utilladeligt, at de kristne i saadanne tider skulle holde deres procession, saa den blev indstillet i et par aar. Indtil den latinske patriark fandt paa den loesning at understrege det tragiske aspekt af Palmesoendag.
Saa kunne man holde ceremonien som en bodsprocession uden faner og andre tegn paa fest. Men i aar var de lokale kristne spejdere igen de ledende med deres faner, og den danske menighed var der ogsaa med et beskedent eksemplar af Dannebrog, som vi plejer at vaere.
Onsdag aften fejrede man overalt i joediske hjem Paaskemaaltidet til minde om udtoget af Aegypten - det maaltid, som for Jesus og hans disciple blev Hans sidste inden Hans lidelse og doed. Maaltidet var endnu ikke forbi, foerend TV og radio praesenterede os for alt andet end festlige programmer. En selvmordsbomber var gaaet ind midt i Paaskemaaltidet i en restaurant i Netanyah og havde taget 20 af gaesterne med sig i doeden, medens ambulance- og hospitalsfolk var hektisk beskaeftigede med at forsoege at redde livet for de mere end 70 saarede.
Sikke fremskridt vi har gjort siden Jesu og Apostlenes tid! Taenk bare, hvis man havde haft adgang til spraengstoffer dengang!
Skaertorsdag med mindet om den sidste Nadver fejrede vi kristne saa dagen efter. Sjaeldent har Kyrie eleison – Herre, forbarm dig lydt med stoerre kraft og inderlighed om aftenen i Gethsemani kirken under den gudstjeneste, vi kalder Den hellige Time.
Vejret var slaaet om til storm, torden og regn allerede inden den joediske fest begyndte, og himlen blev ved med at graede ogsaa Langfredag, medens vi fulgte Kristus paa korsvejen, og under den stille Loerdag.
Paaskenat samles vi igen til vaagenat og midnatsmesse, fulgt Paaskemorgen af hoejtidelige katolske og protestantiske Opstandelses-gudstjenester i de mange Kirker. Midt i sorg og elendighed maa vi mindes Apostelens gloedende ord – Men er Kristus ikke oprejst, da er vor praediken jo tom, og jeres tro ogsaa tom. – Og saa hilser vi hverandre med et !Kristus er opstanden – Han er sandelig opstanden!
Og meteorologerne har lovet solskin og varme!
Kirsten Stoffregen Pedersen, Jerusalem
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk