Hvorfor regner man i de forskellige trosretninger ikke med de samme datoer for påsken?
Spørgsmål:Hej Niels Christian Hvidt,
Jeg har med interesse læst din bog - og har et par spørgsmål:
Jeg kan ikke forstå at man indenfor de forskellige 'trosretninger' regner med påske på forskellige tidspunkter - kan du sige noget om hvorfor, det er så vanskeligt at blive enig om det samme tidspunkt.
Kapitlet om det tilbagevendende mirakel i gravkirken i Jerusalem var meget interessant -
Kan alle besøge denne uanset kristen trosretning?
På forhånd tak for en meget spændende bog.
Med venlig hilsen
Knud
Svar:Hej Knud,
De forskellige påskedatoer udgør et pinligt symbol på den kristne splittelse, særlig i lande, hvor der bor katolikker og ortodokse kristne side om side såsom Syrien og Israel. En gruppe kristne fejrer opstandelsen mens andre græder over Kristi korsfæstelse – mange ikke-kristne opfatter det som en parodi. Denne splittelse har ingen dogmatiske årsager. Der er alene tale om hvilken kalender man følger. Hovedparten af ortodokse kristne følger den julianske kalender, mens vestens katolske og protestantiske kirker følger den mere udbredte gregorianske kalender. Den gregorianske blev indført, fordi den er mere nøjagtig end den julianske. Selv i lande, hvor kirkeåret følger den julianske kalender, følger resten af samfundet således også den gregorianske kalender.
Der er siden 60'erne tænkt en del over forskellige løsningsforslag. I begyndelsen strandede forsøgene på manglende enighed, selv blandt forskellige ortodokse grupper. I de senere år har man atter optaget diskussionen med den plan, der hedder: Lad os prøve at finde en helt ny påskedato. Påske udregnes efter forskellige astronomiske parametre, og eftersom man i dag har mere præcise metoder end før, er det nærliggende at droppe de hidtidige påskedatoer og finde en helt tredje, som alle kan blive enige om.
De bedste hilsener,
Niels Christian Hvidt