Lovgivning i de tre religiøse samfund

Spørgsmål:

Er det ikke rigtigt, at jødeloven, kærlighedsloven og shariahen er tre uforenlige størrelser, og at forestillingen om at samle repræsentanter for de tre trosretninger under en fælles demokratisk lovgivning er en utopi, opfundet af mennesker der ikke ved hvad det vil sige at tage sin religion alvorligt.

Keld Jensen


Svar:

Kære Keld Jensen

Du taler om tre religiøse love som tre entydige "størrelser" - lovpakker, der sådan kan indføres. Det svarer ikke til virkeligheden.

Jeg går ud fra, du med "kærlighedsloven" tænker på det kristne næstekærlighedsbud, som jo ikke er nogen lov i den forstand, men retningslinje for, hvordan vi skal leve vort liv. Og som sådan kan kristne værdier præge et samfunds lovgivning. Men man kan ikke bygge en lovgivning på dem.

Der er heller ikke noget, der hedder "jødelov". Man kan sige, at de ti bud har dannet grundlag for lovgivningen i Israel. Men Israel hævder jo også at være et demokratisk samfund.

Sharia er heller ikke en lovbog, men snarere en idé om en guddommelig lov, der bygger på Koranen og Muhammads liv og udsagn (Hadith). Den kan udmøntes i en national lovgivning, helt eller delvist. Men for at blive udmøntet, skal den fortolkes. Og der er ikke enighed blandt muslimer om denne tolkning. Nogle muslimer betragter shariaen som en række grundlæggende etiske principper, der bør præge samfundet. Disse principper ligger på mange områder tæt op ad kristne og jødiske principper, så som social retfærdighed, ligestilling mellem mennesker, respekt for naturen, tolerance osv.

Kristne, muslimer og jøder har jo levet sammen i forskellige lande under samme lovgivning. Det gør vi jo også her i Danmark, og jøder og muslimer har indordnet sig under denne lovgivning. De problemer og konflikter, der har været i f.eks. Mellemøsten har ikke at gøre med forskellige religioners lovopfattelse, men med geopolitiske og sociale forhold. Så, utopisk er det ikke, for det har været sådan op igennem historien.

Hilsen

Lissi Rasmussen