Kristendom og verdensbilleder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning

Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

flexblock

Tema

Spørg om tro og viden

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

{82} | 4. marts 2002

Hvordan har kristendommens verdensbillede udviklet sig? Er det foreneligt med nyere fysik?

Spørgsmål:

Jeg er ved at skrive en opgave om verdensopfattelse/verdensbillede. Jeg har
i den forbindelse set på Det Gamle Testamentes verdensbillede.

I europæisk historie har verdensbilledet ændret sig flere gange. Kort sagt kan man sige, at først er jorden centrum, siden bliver solen centrum og til sidst bliver universet opfattet som uendeligt og derfor uden centrum.

Hvad er den danske Folkekirkes officielle opfattelse af verdensbilledet i dag ? Er det stadig det gamle testamentes verdensbillede eller er det modificeret undervejs?

Har de enkelte præster i dag en personlig frihed til at danne deres eget verdensbillede ?

Annonce

Hvordan forholder kristendommen sig til den klassiske fysiks verdensbillede med f.eks. Big Bang teorien?

Med venlig hilsen

Niels Sørensen

Lærerstuderende, Aalborg Seminarium

Svar:

Kære Niels Sørensen

Det Gamle Testamente har lige så lidt som Det Nye Tesmamente et verdensbillede i moderne videnskabelig forstand. Men man har naturligvis gjort sig forestillinger om verdens indretning, også om det store kosmos (se fx. 1. Mosebog 1-11 og Jobs Bog 38-41).

Ligesom i den øvrige Orient forestilles verden som tredelt, med hhv. Himlen, Jorden, og den underjordiske verden (2. Mos 20,4). Sidstnævnte rummer bl.a. de dødes skyggerige: Sheol. Himlen forstås som hvælvet og fast, med et firmament for oven (Job 37,18 og 1. Mos 1,6-8).

Oven over himmelfirmamentet befinder der sig de store vandmasser, som både er et gode, som når man modtager en velsignelse af regn, og en truende kaosmagt, som når vandet fosser ned ved syndfloden (1. Mos. 7-8).

Altafgørende er det, at kaosmagterne holdes i de rette proportioner - "tæmmes". Derfor er Gud til stadighed virksom som skaber.

Som man kan se, er der tale om et praktisk orienteret verdensbillede, som både ønsker at beskrive verden, sådan som den fremstår for den umiddelbare erfaring, og at give råd om, hvordan man skal orientere sig i verden (takke for regnen, undgå synd).

Den kristne kirke har siden oldkirken levet ganske uden problemer med mange forskellige verdensbilleder: det græsk-romerske mytologiske verdensbillede (f.eks. Hesiods), det aristoteliske verdensbillede med Jorden som verdens unikke centrum, den pythagoræiske opfattelse af Jorden som én blandt flere planeter, med det kopernikanske verdensbillede med Solen i centrum og med den senere opfattelse af Solen som én stjerne blandt i Mælkevejens galakse, der selv er blot ud af milliarder galakser o.s.v.

Folkekirken har klogeligt nok ikke noget "officielt" verdensbillede ud fra den opfattelse, at kristendom er en eksistentiel tro på Gud, og ikke en fastlagt teori om verden. For så vidt må der sættes et skel mellem tro og verdensbillede - for at fastholde både troens og videnskabens frihed.

Verdensbilledet bør således aldrig blive gjort til et dogme. Den katolske kirkes proces mod Galilei i begyndelsen af 1600-tallet var malplaceret - hvad også Paven fornyligt har indrømmet og sagt pænt undskyld for. Lige så misforstået var og er konservative protestanters angst for Darwin og evolutionsteorien i slutningen af 1800-tallet (og nogen steder endnu den dag i dag).

Alligevel er der også en sammenhæng mellem tro og verdensbillede, fordi enhver tids verdensbillede enten støtter eller modsiger plausibiliteten i forskellige religiøse erfaringer. En bogstavelig tro på dæmoner (som Folkekirken forresten heller ikke har dogmer om) er eksempelvis ikke længere plausibel ud fra fysikkens verdensbillede, men derfor kan 'dæmoniske kræfter' godt husere i menneskers forestillingsverden.

M.h.t. Big Bang kosmologien har dette været opfattet som en støtte til den kristne forestilling om, at verden er "skabt ud af intet" på et bestemt tidspunkt. I en tale fra 1951 mente Pius XII endog, at Big Bang kosmologien havde bevist eksistensen af en "skabende Ånd", der har frembragt universet og fyldt det med energi.

Men det er ikke rigtigt, for dels kan Big Bang teorien ikke komme tilbage til et absolut begyndelsestidspunkt (t0), og dels kan man ikke drage metafysiske slutninger på basis af empiriske teoridannelser.

Alligevel kan man sige, at Big Bang teorien "passer godt" med forventningen om, hvordan verden ville se ud, hvis den var skabt af Gud i og med tiden.

Big bang teorien er altså i højere grad åben for en teologisk tolkning end den rivaliserende teori: Staedy State Modellen, havde været. Dog ville selve skabelsestanken ikke være afhængig af hverken den ene eller den anden tolkning. Men den teologiske udlægning, som er hver generations sag, ville muligvis have været en anden. For selv tro og viden er forskellige, er teolologien ikke upåvirket af videnskaben.

Om ændringerne i verdensbilledet kan man læse i den fortrinlige bog af Olaf Pedersen & Helge Kragh, "Fra Kaos til Kosmos", Gyldendal 2000. Om de teologiske perspektiver kan læses i bogen "Naturvidenskab og Livssyn (Munksgaard 1993, 1994).

God læselyst!

Niels Henrik Gregersen

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock