Gud sprænger grænser

Jeg skal fejre påsken i Danmark, helt konkret i Ølsted hvor jeg bor, og jeg skal gøre det sammen med den menighed, jeg er en del af. Men desuden skal jeg en tur til Ægypten og så selvfølgelig til Jerusalem gennem de beretninger fra den bibelske fortælling, som jeg skal høre, læse og synge om i påskens gudstjenester og arrangementer.

I kirken ser vi påskens gudstjenester som en stor fortælling eller en lang gudstjeneste, hvor den ene gudstjeneste fortsætter, hvor den anden slap. Vi indleder med påskemåltid i menighedslokalet, hvor fortællingen begynder i Ægypten om Israels sidste måltid som slaver; det måltid der ender med, at de bryder op fra Egypten og kommer ud af landet og gennem havet som frie mennesker og indleder en ny pagt og et nyt liv.

Når vi har læst og sunget os gennem den fortælling spiser vi selv aftensmad, og når vi rejser os fra det måltid er det for at fejre nadvergudstjeneste i kirken. Her er det fortællingen om Jesu sidste måltid med disciplene og nadverens indstiftelse i fokus. Så befinder vi os i Jerusalem i selskab med forventningsfulde disciple og skeptiske farisæere.

Den aften slutter med lovsang og med smag af himlen, men afløses fredag morgen af en gudstjeneste hvor kirken er mørk og ribbet for udsmykning og med fortællingen om disciplenes svigt og Jesu lidelse og død. Men også med den romerske soldats udbrud: Sandelig, den mand var Guds søn!

Efter en lørdag med tid til eftertænksomhed -- og nok også lidt praktiske gøremål -- dækker vi et festligt morgenbord - med påskeæg, inden vi samles i kirken til opstandelsesgudstjeneste. I selskab med kvinderne begiver os ud til graven for at høre budskabet "Herren er opstanden, ja, han er sandelig opstanden" -- som den gyldne sol frembryder.
Og så satser jeg på at vejret 2. påskedag arter sig så det kan blive til en god lang vandretur med opstandelsesbudskabet i ryggen og i det samme selskab som de to Emmausvandrere havde. En vandring hvor påskebudskabet får lov til at sætte sig og give lys og lyst til at gå videre med livet nu og dagen i dag.

Er der noget, du i år særligt vil tænke på i din påskefejring?

Sammen med nogle andre har jeg i år deltaget i en fastemeditation hver onsdag aften i fastetiden. Det er 2. år jeg gør det, og det har igen været en god anledning til stilhed og til at lytte sig ind på nogle bibeltekster og høre hvad andre har fået ud af deres meditation.

Det har været en rigtig god måde at forberede påsken på og har skabt en forventning. Det betyder, at jeg har nogle mentale kroge, som jeg kan hænge nogle af påskens store temaer op på, og forhåbentlig bedre fastholde dem også efter påske.

Når jeg har læst Biblens påskefortællinger har jeg undret mig over den romerske soldats udbrud ved Jesu kors. "Denne mand var sandelig Guds søn? Hvordan kunne han se noget guddommeligt i noget så usselt og ækelt som en pisket og korsfæstet mand? Og havde skaren som råbte om Jesus: "Sig selv kan han ikke frelse" måske ret. Det kunne han ikke for hans kærlighed tvang ham til at lade mig og min synd og sygdom komme før hans egen frelse, og begge dele var der ikke plads til.

Hvad har påsken at sige mennesker i dag?

Påsken er fortællingen om noget som skete -- den gang. Men den handler jo om noget så afgørende, at vi kan og må fortælle den i nutid om Gud, som stadig sprænger grænser og skaber nyt liv og håb i en ødelagt og beskadiget verden.

Vi siger at verden er blevet ændret når afgørende begivenheder finder sted, fx 11. september. Den begivenhed, der virkelig har ændret verden, er Jesu opstandelse, hvor den uendelige og ubegrænsede Gud rykkede livets grænse ind i sit rige. Derfor kan jeg leve uden at frygte min egen begrænsning og uden at skulle skabe min egen historie. For den kan jeg fortælle ud fra påskens og opstandelsens vinkel.

Bodil Skjøtt er generalsekretær i Den Danske Israelsmission.
I dagene op til påske fortæller flere personer om deres påskefejring - artiklerne samles løbende i dette tema.