Angst, snarere end frygt

Tak for initiativet til at give mulighed for at stille spørgsmål og kommentere på nettet. Jeg håber det bliver en succes!

Jeg vil gerne spørge panelet om det, som ligger os alle på sinde for tiden; nemlig verdenssituationen efter 11. september. Jeg synes frygten og panikken efterhånden er ved at tage overhånd, og politikerne står på den ene side i kø for at fortælle, at vi ikke skal være bange, samtidig med at puster til angsten ved at udtale sig kraftigt om, at nu skal der øget sikkerhed, forhøjet alarmberedskab o.s.v. -- som om vi faktisk har noget at frygte alligevel. Hvad skal man tro? Er det mon muligt at finde en tryghed eller ro i noget andet end politikernes og militærets indsats. Umiddelbart tænker jeg naturligvis på en indre - måske religiøs -- ro. Men netop religionerne er jo i søgelyset som nogle af de operatører, som er årsag til verdens ulykkelige situation lige nu. Hvor kan man så gå hen?

Hilsen
LP

Niels Jørgen Cappelørn svarer:

Kære LP.
Jeg er enig med dig i, at vi lever i en meget tvetydig situation. På den ene side er det rigtigt, at politikerne kan virke tvetunget, når de både maner til ro og ingen fare og dog vedvarende taler om nye sikkerhedsforanstaltninger. På den anden side er det ved lige så rigtigt, at også politikerne er tvivlrådige. Vi skal ikke være naive og regne med, at terrorisme ikke kan ramme os, såvel som det har ramt og igen vil kunne ramme USA og dets befolkning. Altså er der grund til at føle angst - og det er netop mere angst, end det er frygt. Det karakteristiske ved angst er netop, at den ingen genstand har - den er en snigende mulighed for muligheden, en mulighed, vi ikke kan give ansigt og dermed gøre entydig. Frygt derimod har en entydig genstand, derfor kan vi lettere forholde os til den - og gøre noget ved den. Angst har som sagt ingen genstand - eller dens genstand er en mangetydig, en mange-foldig mulighed, som vi ikke kender til fulde, men højst aner, kan forestille os eller fantasere om. Det er vel en af grundene til, at tiden er fuld af spekulationer om, hvad det næste måske kan blive.
Tænk på den angst og de spekulationer, de mange ægte og ikke mindst falske
miltbrand-breve har afstedkommet.
Jeg har desværre ikke noget entydigt svar på, hvad man skal gøre og tro, og hvor man skal gå hen for at finde ro, indre ro, og tryghed. Og dog!
Man kunne begynde med at spørge sig selv: Er jeg angst? Og hvis svaret er ja, spørge videre: Hvorfor følger jeg angst? Svaret kunne være, at det gør jeg, fordi jeg er grundlæggende angst - måske angst for at miste, for at miste kontrollen over mig selv og min tilværelse, måske angst for at miste livet elller andres liv, angst for døden og andres død.
Hvis det er tilfældet, så er der et sted at gå hen - eller én at gå til. Nemlig til Gud. Til den kristne Gud, som har os vist os, hvem han er i Jesus Kristus, hans Søn. Ved at tro på ham, kan man finde tryghed og indre ro i tillid til hans alleomfattende og betingelsesløse omsorg og kærlighed.
Gud er ikke, som Osama bin Laden har påstået, en gud, der vil hævne og gengælde. Gud, Jesu Kristi Far, er kærlighed og tilgivelse og omsorg - og forsoning.
At have fuld - én-foldig - tillid til den Gud giver indre ro. Og med den indre ro har man så mere - psykisk og åndelig - overskud til at forholde sig til den ydre uro. Det betyder dog ikke, at ydre farer og mulige angreb og anslag ophører. Men det betyder, at det ydre ikke længere kan ødelægge og fortære den indre ro. Prøv at læse, hvad Paulus skriver i Romerbrevet
kapitel 8 vers 31-39.

Venlig hilsen
Niels Jørgen Cappelørn