Både Bibelens og Koranens budskab er fredens budskab, men det hindrer ikke de kristne lande i at producere våben eller desperate muslimer i at købe dem, skriver muslimske Hadi Khan.
- Arkivfoto
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
KRIG OG FRED: USA er et kristent land, men det betyder ikke, at Bibelen opfordrer til våbenproduktion og krig, påpeger muslimske Hadi Khan
Jeg har læst Koranen på dansk, men jeg forstår den ikke, så jeg vil spørge om, hvordan og hvorfor den er skrevet, så mange almindelige og ikke indviede mennesker ikke kan forstå den?
Jeg har også et spørgsmål om, om koranen på nogen punkter hænger sammen med de fundamentalistiske muslimer, eller lever fundamentalistiske muslimer efter noget, de selv har opfundet?
Tager muslimer i almindelighed afstand fra fx krige og hvordan vil og kan muslimer leve i fred sammen med resten af samfundet i verden, uden at behøve at fremhævde sig selv?
Zitamus
Svar:
Kære Zitamus
Jeg skal forsøge at svare dig kortfattet.
Dit første spørgsmål:
Jeg har læst Koranen på dansk, men jeg forstår den ikke, så jeg vil spørge om, hvordan og hvorfor den er skrevet, så mange almindelige og ikke indviede mennesker ikke kan forstå den?
Jeg kan ikke give dig nogen entydig svar på den danske oversættelse.
Normalt er det jo sådan, at der i forbindelse med oversættelse tit vil komme fortolkninger ind i billedet. Og da der er et utal af sekter og retninger inden for islam, er der også lige så mange holdninger og meninger.
Det betyder, at koranoversættelser tit bliver foretaget efter visse snævre religiøse overbevisninger og derfor ikke er til at forstå.
Koranen er i sig selv i et utrolig abstrakt men ligefrem sprog, men vores religiøse holdninger tvinger os til at gøre den mere komplicerede.
Dit næste spørgsmål er:
Om koranen på nogen punkter hænger sammen med de fundamentalistiske muslimer, eller lever fundamentalistiske muslimer efter noget, de selv har opfundet?
Koranens budskab er fredens budskab.
Alle, der misbruger den til at opnå deres egne mål, håber på at folk "hopper på den".
Vi kender denne tendens for misbrug fra alle store religioner. Tag bare kristendommen - kærlighedens religion - Har vi ikke set død og ødelæggelse i religionens navn også her?
Så er spørgsmålet, om det er Bibelen eller menneskets fortolkning af Bibelen, der bør være under anklage / mistanke.
Så svaret er klart NEJ.
Det er ikke Koranen men dens skæve fortolkninger, der er årsag til dette misforhold. (Det er ofte også et spørgsmål om at uretfærdigheden mod muslimske befolkninger, sætter sindene i kog hos de mennesker. Men det er et helt andet spørgsmål).
Så skriver du:
Tager muslimer i almindelighed afstand fra fx krige og hvordan vil og kan muslimer leve i fred sammen med resten af samfundet i verden, uden at behøve at fremhævde sig selv?
Det er jo det samme spørgsmål blot med en ny vinkel.
Tillad mig da at spøge dig på sammen vis (nu er jeg lidt fræk): Gør de kristne samfund da det? Når vi ved, at det er de kristne lande (og Kina), der de største våbenproducenter i verden. USA har uafbrudt været i krig med nogen i over 50 år.
Første og Anden Verdenskrig foregik imellem de kristne lande, jødisk og muslimsk udryddelse fandt sted i de kristne lande osv. De diktatorer, der sidder i de muslimske lande og laver ballade, er og har været beskyttet af kristne lande. De lande, som vi er bange for, har vi selv skabt.
Vi tænker altid, at vi er de gode og de andre, der ikke vil som vi vil, er de onde. Jøderne, kommunisterne, kapitalisterne, russerne og nu muslimerne. Hvorfor er det så vigtigt for os altid at have fjendebilleder for at overleve?
Men hvis jeg skal svare dig kort kan jeg sige at selvfølgelig er muslimer ligesom kristne og jøder fredselskende
Ha det godt
Hadi Khan
Muslim og it-ingeniør
Zitamus' kommentar
Mange tak for dit svar.
Det eneste jeg ønsker mig - som mange andre af hele jordens mennesker - er vel nok bare, at der findes mere fred og forståelse, så vi alle kan leve side om side i fordragelighed!
Men efterhånden ser det ud til at det bliver svært, med alle de forskellige kriser i Nordkorea, Afghanistan, og den arabiske verden.
Og det må vel handle om, at vi som forskellige mennesker ikke har den samme opfattelse af verden
Mange hilsner
Zitamus
Svar:
Kære Zitamus
Jeg beklager, hvis jeg i mit svar, har virket lidt "firkantet". Det har absolut ikke været meningen at slå "hårdt mod hårdt". Men jeg har erfaret, at en forsimpling nogen gange er med til at skabe bedre forståelse. Så kommer dialogen efterfølgende - og på lige fod!
Når du stiller dine spørgsmål, som du gør, så ved jeg godt, at det er ud fra de bedste hensigter, men du er nødt til at udtryk dig ud fra den normalt tilgængelige - skal vi sige- "horisont".
Jeg forsøger blot at svare dig på en sådan måde, at du bliver opmærksom på, at der også findes flere parallelle "horisonter".
Vi kunne også sige, at der er tale om et "skyttegravskrig", hvor vi på forhånd har valgt de onde (den anden side). Det vigtige og alt afgørende, som jeg ser det, er nok, at vi kommer ud at vores skyttegrave og indleder en dialog.
Det forudsætter naturligvis, at vi indstiller de verbale kamphandlingerne, og det forudsætter igen at vi ændre vores "suspekte" indstilling til hinanden og erstatte den med "vidensbegærighed".
Hvis jeg skulle svare på dine spørgsmål nu - på andet niveau - så kan jeg sige at de arabiske dynastier (med den store persiske indflydelse) har brugt islam til at retfærdiggøre deres politiske målsætninger.
Nu er disse imperier væk, men deres islamfortolkninger foreligger stadig. Så de kan godt blive oversat og opfattet af os vesterlændinge som anti-vestlige og provokerende, men alt dette har intet med islam at gøre men snarere med de handlinger, som disse aktører foretog for at retfærdiggøre deres interesser.
Det, som jeg og mine ligesindede daglig forsøger, er at bekæmpe disse elementer fra islam. Det er op ad bakke, da den traditionelle tilgang til religion er noget, man er født med og ikke bare lige slipper. Men det er de "dæmoner", vi er nødt til at kæmpe mod.
Ser du, dit svar virker på mig som om, du er opgivende, det skal du ikke være.
Det har fra min side ikke været hensigten. Jeg ønsker ikke at stoppe dialogen ved at føre monolog og ikke gide at høre på dine spørgsmål, som de nu var tiltænkt og ikke som de var stillet. Næ - det jeg ønsker er, at du og jeg og alle andre erkender, at man er nødt til at tabe lidt for at vinde lidt. Der er en kamp, der skal kæmpes, men den er mod vores enge dæmoner.
Kærlig hilsen
Hadi khan
Muslim, it-ingeniør
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk