PÅSKE: Jesus døde ikke på korset. Han blev helbredt for sine sår og udvandrede derefter til Indien, skriver imam Naimatullah Basharat
Islams Ahmadiyya Bevægelse tror ikke på Jesu død og opstandelse på samme måde som de kristne. Derfor fejrer vi ikke påsken som en helligdag. Koranen fortæller os, at Jesus -- ligesom alle andre profeter -- fik en naturlig død, fordi Gud aldrig ville lade en af sine særlige udvalgte lide en uværdig død. Vi tror, at Jesus blot besvimede på korset og blev taget ned i live.
Bibelen nævner, at da en romersk soldat jog et spyd ind i Jesus for at se, om han var død, sprøjtede der blod og vand ud. Som bekendt sprøjter der ikke blod ud hos et menneske, der er død. Ligeledes tog det som regel op til tre dage for et menneske at dø på korset. Igen nævner Bibelen, at Jesus "kun" hang på korset i ca 6-9 timer, før han blev taget ned.
Vi mener, at Jesus blev helbredt for sine sår og efterfølgende udvandrede han til Kashmir i Indien, da situationen var blevet for farlig for ham i Palæstina. Grunden til, at Jesus valgte denne rute var, at den førte ham til Israels fortabte får -- nemlig de ti jødiske stammer, der ikke længere boede i Palæstina.
Jesus siger selv i Johannesevangeliet 10,16: "Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde". Dermed siger Jesus selv, at hans opgave rækker langt ud over blot at udbrede sit budskab i Palæstina. Derfor tror vi, at det var umuligt for en profet som Jesus at forlade denne verden, før han havde opfyldt den mission Gud betroede ham.
Ifølge Islams Ahmadiyya Bevægelse skal Jesu opstandelse ses som en åndelig opstandelse -- og ikke som en fysisk opstandelse. På samme måde som Johannes Døberen var en åndelig refleksion af profeten Elias, så ville Jesu åndelige genopstandelse finde sted igen i en senere tid, når Gud fandt det nødvendigt.
Jesu korsdød ses af kristne som et vigtigt element i Guds frelsesplan -- hvordan betragter du Jesus -- og hvad skal der til for, at et menneske kan frelses?
Muslimer betragter Jesus som en vigtig og højtæret profet, der blev sendt af Gud for at genoprette moseloven. Muslimer tror i allerhøjeste grad på Marias jomfru-fødsel, som er omtalt meget smukt i Koranen (se Sura 3, vers 43-48). Jesu fødsel betegnes som et mirakel, der bekræfter, at Gud ikke er bundet af naturlovene, men kan bruge dem til at udføre Sin vilje, når
Han har lyst.
Muslimer betragter selvsagt ikke Jesus som Guds søn, da det -- ifølge Koranen -- ikke stemmer overens med Guds Almægtighed at skulle dele Sin guddommelighed med andre.
Muslimer tror ikke på frelseslæren i kristen forstand, da et menneske ikke kan påtage sig en andens synd og sone den. Alle profeter lover Guds frelse til dem, der tror på dem og følger deres lære. Ifølge islam bliver man ikke frelst alene af den grund, at man har troet på den hellige Profet Muhammad (må Guds fred og velsignelse være over ham). Nej, man skal tværtimod tro på alle Guds profeter -- inklusiv Jesus -- og leve sit liv i overensstemmelse med islams fredsbudskab for at blive frelst. Man skal med andre ord være en praktiserende muslim.
Men det er her vigtigt at understrege, at muslimer -- ifølge islam -- ikke har eneret på frelsen. Det er op til Gud at frelse, hvem Han vil. Frelsen kommer helt an på det enkelte individs forhold til sin Skaber. Derfor er det umuligt for en muslim at tro på, at Jesus kunne udsone menneskehedens synder. Ethvert menneske er nemlig selv ansvarligt for sine handlinger over for Gud.
Naimatullah Basharat er Imam.
I dagene op til påske fortæller flere personer om deres påskefejring - artiklerne samles løbende i dette tema.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk