Er det for at vi kan smide dem ud igen hurtigst muligt - eller er de Guds udfordring til en generation, der har gjort den kristne tro til en privat sag?

I religionsmødet får vi en enestående chance for at blive rodfæstet og fornyet i vores kristne tro, hvis vi vover at træde ud over vores kristne tryghedszone. Når vi begynder at relatere til mennesker, der har en anden tro, er der ikke længere noget, der er enkelt og trygt.

Mødet med de andre tvinger os tilbage til vores bibler og vores Gud, hvis vi skal kunne svare på, hvad der er det unikke ved den Jesus, vi tror på. Som kirke udfordres vi både teologisk og pastoralt.

Den samme Gud?

Tilbeder kristne og muslimer den samme Gud? Det er et teologisk ømtåleligt spørgsmål. Men også for ikke-teologer bliver spørgsmålet hurtigt aktuelt i mødet med medborgere, der har en anden religion. Spørgsmålet om, hvorvidt jøder og kristne tilbeder den samme Gud, volder sjældent store problemer. Jødernes Gud er jo trods alt den samme Gud, som Jesus tilbad. Men når det handler om islam, er det straks langt vanskeligere at svare på, om muslimer tilbeder den samme Gud som kristne.

Både muslimer og kristne er overbeviste om, at der kun findes én sand Gud. Men hvordan finder vi ud af, om det er den samme Gud? Ved at undersøge, hvad Bibelen og Koranen lærer om Gud? Men hvor i Bibelen og hvor i Koranen skal vi lede efter de egenskaber, vi vil sammenligne? Ofte fristes vi til at sammenligne det "bedste" i den ene tradition med det "værste" i den anden; eller vi antager, at de samme ord betyder det samme og har de samme overtoner i begge traditioner. Men det er langt fra altid tilfældet.

Alligevel vil vi opdage sammenfaldende områder, hvis vi fordomsfrit lytter til Koranens og Bibelens vidnesbyrd. Det åbner op for den mulighed, at vi "befinder os på den samme planet" med hensyn til vores overbevisning om, hvem Gud er. Vi kan være enige om meget, og der er også meget, vi kan være enige om at være uenige om - måske meget mere. Men de to gudsopfattelser har nok til fælles til, at det går an at bruge den samme betegnelse for Gud.

Når vi skal afgøre, om det er muligt for kristne og muslimer at holde bøn sammen, afhænger det langt på vej af, hvad vi mener, at de andre foretager sig, når de beder - om vi tilbeder den samme Gud, eller om de andre tilbeder en anden gud - eller ingen gud. Som medlem af et stiftsudvalg i London, der arbejder med interreligiøse spørgsmål, er jeg med til at besvare henvendelser fra præster og andre, der efterspørger retningslinjer for offentlige tværreligiøse markeringer.

At der er behov for sådanne markeringer, er der bred enighed om. Vi har oplevet, at nationale, regionale og lokale begivenheder - positive som negative - kalder på en form for tværreligiøs respons. Men hvad kan vi gøre sammen? Og hvad siger vi dermed teologisk - eksplicit eller implicit? Her er ingen letkøbte svar. Men stiftsudvalget har identificeret en række væsentlige faktorer som forskellige lag af betydning i en markering, balance mellem input fra de forskellige trossamfund, hensyntagen til forskellige opfattelser inden for den samme trosretning, signalværdien i at holde "gudstjeneste" på tværs af religioner samt hvor de fælles markeringer finder sted.

Det er et minefelt - men samtidig må og skal vi finde en vej frem, hvis vi vil kunne foretage os noget som helst af betydning sammen.

Asylansøgere og flygtninge: Pastorale overvejelser

Pastorale spørgsmål i religionsmødet handler om at kunne sætte sig ind i, hvordan andre føler, og så ændre vores egen adfærd derefter. Et eksempel er flygtninge og asylansøgere. I Storbritannien er indvandring blevet en varm kartoffel. En væsentlig grund er, at omkring 70 procent af de flygtninge, der kommer, er muslimer -- fra Nordafrika, Iran, Irak, Afghanistan, Somalia og Tyrkiet (kurdere).

Medierne fokuserer på den høje andel af muslimer, og højrefløjspolitikere bruger tallene i en skræmmekampagne, som desværre også støttes af visse kristne grupper - især fra min egen evangelikale fløj. Der udgives en lind strøm af kristne bøger, hvis titler opflammer til islamofobi. Her cementeres teorien om en muslimsk sammensværgelse -- at muslimer kun er ude på at overtage vores land.

Islamofobi er en sygdom, der har bredt sig med stormskridt. Ved den sidste befolkningsopgørelse i 2001 udgjorde muslimer 1,6 procent af Storbritanniens samlede befolkning på 55 millioner. 72 procent af befolkningen kalder sig kristne. Hvad er vi bange for?

At Guds perspektiv er et ganske andet, minder de mange iranere, der i løbet af de seneste 25 år er blevet kristne uden for Iran, os om. Det er mennesker, der oplevede, at de ikke var velkomne i deres eget land, men som blev budt velkomne og modtaget med kristen næstekærlighed og ægte omsorg i deres eksil. Den Gud, der har ført så mange iranere hjem til sig, er den samme Gud, som over for Israel så stærkt insisterede på, at de fremmede i deres midte havde en særlig plads i hans hjerte.

En åndelig dimension

Hvordan vi forholder os til medborgere, der har en anden religion, er ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi praktisk indretter os med hinanden. Det er noget, der berører kernen i vores gudsforhold. Spørgsmålet har en åndelig dimension, fordi det handler om omsorg for den fremmede blandt os, hvem så end denne fremmede er. Det handler om at elske også vores religiøse næste som os selv. Det handler om at gå den ekstra mil for at støtte mennesker, der har en anden tro, og tale sårbare kristne brødre og søstres sag, hvor så end de befinder sig.

Her behøver vi inspiration fra den Gud, der udtømte sig selv, for at vi kunne træde ud af vores egen verden og få et glimt af, hvordan livet kan være for mennesker, der lever i en helt anden verden. Inkarnation er ikke en naturlig livsstil for os mennesker. Derfor har vi brug for at blive fornyet ved livets åndelige kilde i stedet for at leve på lang afstand af troens grundlægger og fuldender.

Nærhed til kilden giver næring til vores eget trosliv og er den vigtigste forudsætning for, at vi har ressourcer til at gå ind i relationer til medborgere, der har en anden religion.

Fastetid og refleksion

Hvordan forbliver vi tro mod Kristus samtidig med, at vi værdsætter de andre og er villige til at lære af dem? Det spørgsmål må vi før eller siden forholde os til, hvis vi tror på, at Gud har sendt flygtninge og indvandrere med en anden religion til os, fordi han vil os noget.

I Holy Trinity Tulse Hill har vi her i fastetiden afsat onsdag aften til at reflektere over dette spørgsmål og har inviteret fire religiøse ledere fra lokale trossamfund til at holde oplæg for os. En ortodoks jødisk rabbiner har talt om, hvad skriften betyder i hans tro. En muslim har fortalt, hvem Gud er for hende. En buddhist skal tale om lidelse og en hindu om inkarnationer. Alle emner kan forholdsvis let relateres til sider af den kristne tro.

Efter hvert oplæg taler vi sammen om det, vi har hørt, og prøver at klargøre vores egen forståelse som kristne. Det har været provokerende og tvunget os ud af vores tryghedszone - men det har også været utrolig berigende. Vi gør det under bøn - og det har kun været muligt, fordi menigheden er villig til at relatere til medborgere, der har en anden tro.

Mange har allerede fortalt, at de er vokset i åndelig indsigt som følge af disse aftener, og at de i dag føler sig bedre rustet til at møde mennesker med en anden tro på deres arbejdsplads. De har gjort den grundlæggende erfaring, at det ikke er farligt at møde mennesker, der tror noget andet - men at det tværtimod har gjort deres egen kristentro dybere, mere reflekteret og autentisk.

Oversat af Birthe Munck-Fairwood

Den anglikanske islamkender og forfatter Bill Musk besøgte for nylig Danmark som hovedtaler på Tværkulturelt Centers forårskonference i København. Bill Musk er ph.d. i religionsvidenskab på en afhandling om folkelig islam og er til daglig præst i det etnisk blandede bysogn Holy Trinity Tulse Hill nær Brixton i det sydvestlige London, hvor tidligere muslimer, jøder, hinduer og sikher er en del af menigheden. Han har boet i Mellemøsten i 13 år og er forfatter til en række bøger om folkelig islam, islamisme og mødet mellem islam og kristendommen. Til efteråret udkommer hans seneste bog om skriftsyn i de to religioner.