Tro flytter bjerge

Gennem deres barndom var de blevet flasket op med had og med en rygtemølle på overarbejde. De vidste ikke andet om hinanden, end de fordrejede informationer, de kunne få fra nyhederne.

At Nader Gheim (27) fra Ramallah og Micha Powlison (25) fra Jerusalem i dag sidder og drikker cola sammen på en café i Danmark ligner derfor intet mindre end et mirakel. De opfører sig som gode kammerater. Griner og smådriller hinanden, mens de sukker over endnu en hård dag på Danmarksturnéen.

Vi mødes under Jesu banner
Nader og Micha er i Danmark som led i en længere rundrejse med den kristne organisation Musalaha, der støttes af Den danske Israelsmission. Musalaha er arabisk og betyder tilgivelse og forsoning. Organisation har siden 1990 arbejdet med at omsætte det kristne kærlighedsbud i praksis ved at skabe forsoning på ét af de steder i verden, hvor det er allersværest, nemlig blandt israelere og palæstinensere. Med udgangspunkt i Jerusalem arrangerer de møder og aktiviteter mellem unge og voksne. Møderne foregår altid på neutral grund, dvs. enten i ørkenen eller i udlandet.

- I ørkenlejrene mødes vi under Jesu Kristi banner, siger Nader.
- Musalaha handler om at mødes og blive forenede i Kristus. Der er politiske forskelle på os, men vi deler den fred, der er i Jesus, siger han.
- Formålet er at nedbryde stereotyperne, og at dette vil vare ved efter mødet. At vi kan lægge fortiden bag os og ændre den virkelighed, vi lever i, til noget bedre, tilføjer Micha.

Det kristne går forud
Hverken Nader eller Micha husker, hvad der først fik dem til at opsøge én af Musalaha-projektets ørkenlejre for unge. Men for dem begge var det afgørende, at den, de skulle møde, var en anden kristen. Det gav en tryghed at vide, at Bibelen sætter dem lige, og at det kristne, der samler, går forud for alt det, der skiller.

- Det gav langt mere tillid, siger Micha.
- Vores fælles kristne overbevisning betød, at mødet var baseret på kærlighed snarere end på had. Vi begyndte med noget positivt, siger han.

Sidemanden var soldat
Og alligevel var Micha skrækslagen, da han for to år siden for første gang deltog i én af Musalahas ungdomslejre i ørkenen. Efter tre år som israelsk soldat var han bange for, hvad der ville ske, hvis nogen af palæstinenserne på lejren fandt ud af hans fortid.
- Jeg vidste, at jeg ikke selv ville gøre andre på lejren fortræd, men hvad ville de kunne finde på at gøre mod mig? Derfor gik jeg meget stille rundt, fortæller Micha.

Nader var derimod ikke bange ved sit første møde med Musalaha for 5 år siden.
- Mange palæstinensere arbejder i Israel, så vi er vant til at se israelere, og jeg var egentlig ikke så bange første gang. Heller ikke på den lejr, hvor Micha var med -- ikke før der efter nogle dage begyndte at gå rygter om, at min sidemand var soldat. Så blev jeg bange, fortæller han.

- Men mødet var en oplevelse af at bygge bro. At opdage, at ham overfor er et menneske, ikke en soldat. Synet på den anden bliver ændret, siger Nader.
Og Micha kan fortælle samme historie: om pludselig at se et ansigt bag den anden side; at få rygterne hjemmefra nuanceret; at erkende, at man ikke ved alt.

At være kristen blandt jøder og muslimer
Men hvordan mon hverdagen er for de kristne i det konflikthærgede område?
- Der er ikke nogen forfølgelse, kun en masse fordomme. I Israel forbindes kristendommen typisk med tre ting: holocaust, Den spanske Inkvisition og korstogene, fortæller Micha.
Nader nikker bekræftende. Også i Ramallah, hvor 35 % af befolkningen er kristne, giver fordommene problemer.
- Men der er ingen diskrimination fra lovene eller den palæstinensiske regering, siger Nader.
- Derimod kan vi godt blive ramt af, hvad der sker ude i verden. Der var blandt andet nogle brande i forbindelse med Muhammed-krisen, tilføjer han.

Et fælles udgangspunkt for forsoning
Men selv om deres kristne tro ikke gør, at de behandles anderledes, tror både Nader og Micha, at den gør en forskel. Begge mener, at de som kristne har en anden holdning til forsoning end jøder og muslimer, hvis indbyrdes forhold Nader beskriver som en krig mellem to nationer.
- Både jøder og muslimer dyrker en "Øje for øje, tand for tand" -- tankegang. Men hvis man for alvor tror på den kristne lære, kommer forsoningen nemmere, siger Micha.

Samtidig tvivler han på, at et projekt som Musalaha ville fungere, hvis ikke parterne havde den kristne tro til fælles.
- Man skal have noget fælles; en fælles grund at bygge et venskab på. Ville vi overhovedet tale sammen, hvis ikke vi begge var kristne? spørger Micha

En konflikt om alt og hvad som helst
Konflikten mellem Israel og Palæstina vil Nader og Micha helst ikke tale om. Emnet trætter dem. Det gælder også spørgsmålet om, hvorvidt religion spiller en rolle i stridighederne.
- Konflikten drejer sig ikke "primært" om noget, siger Micha.
- Den handler om alt og hvad som helst. Den handler endda om sprog.
- Hvordan? spørger Nader.
- Jamen for eksempel, hvad kalder du det sted, vi kommer fra? Er det Palæstina eller Israel? Hedder det intifadaen eller besættelsen? Giv os et emne, og vi vil diskutere uden at nå til nogen konklusioner!
- Det ved jeg nu ikke rigtig..., det sker da, at vi ændrer holdning, siger Nader prøvende
De griner.

Vi beder til Gud
Alligevel er Nader og Micha forstemmende enige, hvad angår muligheden for forsoning mellem israelere og palæstinensere i fremtiden.
- Det er op til Gud, siger de, mens de smiler ironisk og trækker opgivende på skuldrene.
- Vi beder til Gud om, at han vil gøre noget.

De har heller ikke noget bud på konkrete forslag til en fredsproces, men spørgsmålet får Micha til at påpege, at tillid kommer før fred.
- Vi overlader det til politikerne at forsøge at gøre noget, og at mislykkes med det, siger han.
- I mellemtiden gør vi så noget andet.