Kort fortalt går de ud på, at livet er lidelse, at lidelsen har en årsag, at lidelsen har et ophør og der angives så vejen til lidelsens ophør.

Livet er altså ifølge buddhismen grundlæggende set lidelsesfuldt, men, og det er en vigtig pointe for buddhismen, vi overser typisk dette forhold. Vi forsøger at flygte fra lidelsen og benægter dens eksistens i vores liv, vi vil ikke se den i øjnene.

Det er, tror jeg, faktisk en analyse, som har en hel del på sig, og som man også som kristen ikke burde have nogle seriøse problemer med at tilegne sig. Hvis vi tør se på vores liv og på verdens liv med åbne øjne, må vi erkende, at livet er lidelsesfuldt, men tør vi så gøre det, tør vi forholde os til livets realiteter?

Nej, siger Iben Thranholm i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 8. september 2006. Vores spiritualitetsløse og sekulariserede verden kan slet ikke forholde sig til lidelsen og livet, og derfor flygter vi fra dem, ja vi kræver, hvad der i hendes øjne er helt forkert, sågar indførelsen af aktiv dødshjælp, når lidelsen bliver for meget for os.

Men det er helt galt, mener Iben Thranholm, vi skal nemlig ikke benægte og flygte fra lidelsen men spiritualisere den, idet vi skal ofre den til Gud som en hjælp til at frelse verden og se den som en chance for åndelig erfaring og vækst. Eller med andre ord: Iben Thranholm mener, at vi skal søge trøst og styrke i den traditionelle katolske lidelsesspiritualitet.

Her synes jeg, at buddhismen, denne ca. 2500 år gamle religions erkendelse af menneskets uvilje til at forholde sig til lidelsen har et fornuftigt indspark til den debat, som Iben Thranholm vil sætte i gang, for hvis mennesker for så lang tid siden ikke ville se livets realiteter i øjnene, så er der vist ikke tale om et nutidigt fænomen.

Men det skal nok være rigtigt, at det moderne vestlige menneske har det sværere end nogensinde mht. at skulle takle lidelsen, for vi lever i en verden, hvor vi let får bildt os ind, at vi kan afskaffe den. Og rigtigt er det jo også, at meget af den lidelse, som vores forfædre og formødre måtte slås med, i det store hele er en saga blot for os i dag.

Hvor forældre i førmoderne tid måtte regne med, at indtil flere af de børn de satte i verden ville dø som spæde, så er børnedødeligheden i vores vestlige verden nede på nogle få promiller. Sygdomme, der tidligere var en dødsdom, så som f.eks. blindtarmsbetændelse, kan i dag kureres uden store problemer, og sådan kan vi jo blive ved. Men selvom vi heldigvis er sluppet af med en hel del lidelse, så er lidelsen som sådan ikke forsvundet, for vi har nemlig ikke grundlæggende set kunne ændre på livets fundamentale grundvilkår, dem, der forårsager selve lidelsen.

Ifølge buddhismen skyldes lidelsen uvidenhed og begær, dvs. vi lider, fordi vi ikke forstår tingenes rette sammenhæng og ikke indretter os efter dem, og fordi vi klamrer os til det, som forgår. Og på sin vis har buddhismen igen ret her.

En ikke uvæsentlig grund til at vi lider er, at vi binder os til den forgængelige verden. F.eks. er der helt uundgåelig lidelse forbundet med at elske, for man vil altid miste den, man elsker og alene angsten for at miste, også før man faktisk gør det, vil altid på den ene eller anden måde følge enhver kærlighed, være det nu til ens ægtefælle, kæreste, barn, forældre eller ven.

Denne visdom synes jeg er ganske smukt udtryk i salme 14 i Den Danske Salmebog: "Tænk at livet koster livet! Det er altid samme pris."

Livet koster livet og livet og dets væsentligste udtryk kærligheden koster, koster dyrt. Men, og det er her kristendommen må komme med sit men, som kristne tror vi på, at lidelsen er et tegn på, at verden ikke er som Gud vil have den.

Gud har ikke skabt lidelsen, den er ikke en del af hans plan. Lidelsen skyldes den dunkle treenighed, der består af synd, død og djævel. Når Gudsriget kommer, og han skaber en ny himmel og en ny jord hvor retfærdighed bor, vil han tørre enhver tåre fra hans skabningers øjne, og døden vil være opslugt af sejr. Lidelsen er ikke endegyldig, den er i stedet et tegn på, at vi stadigvæk venter på vores forløsning, og derfor må vi heller aldrig affinde os med lidelsen.

Vi kan ikke frelse verden ved at lide, for Gud har i Jesus frelst os en gang for alle, og vi lærer heller ikke af at lide, for Gud har i Jesus fortalt os alt, hvad vi behøver at vide, og det er grundlæggende set, at han led, for at vi ikke skal lide. Lidelsen skyldes det ondes tilstedeværelse i vores og verdens liv, og derfor er vi kaldede til at bekæmpe den. Ikke i troen på, at vi kan bede eller reformere lidelsen væk, men i lydighed mod det kald, der er udgået til os om, at vi skal bære vidnesbyrd om ham, der gav sit liv for os for, at vi skal leve lykkeligt og i håbet om den kommende verden.

Vi står altså med et ben i lidelsernes verden, og vi skal erkende det med et ærligt sind, men med det andet ben står vi i Guds rige, der hvor døden er forvandlet til sejr. Midt i lidelsernes verden skal vi derfor være båret af håbet om det, der venter os forude, og det er pga. dette håb, at vi ikke behøver at lukke øjnene for lidelsen. Og det er pga. dette håb, at vi kan frydes og glædes ved livet, sådan som det i al tydelighed fremgår i salmen "Tænk at livet koster livet".

Livet er så vidunderligt smukt fordi, det koster livet men at vi også ved, at vi får det igen, ja får langt mere, end hvad vi har nu. Derfor kan vi med glæde nyde livet, fordi vi ved, at hvert øjeblik på en gang er det sidste og starten på evigheden.

Men kristendommen er Guds kald til hin enkelte. Vi kan ikke kræve noget af andre men kun af os selv, for vi ved jo, at vi ligesom alle andre er henviste til Guds barmhjertighed. At kræve at andre skal lide for at værne om nogle principper, være de nok så høje, er imod kristendommens hele fundament.

Menneskelivet er ikke helligt, men hver eneste menneskeliv er helligt. Derfor tæller den enkelte altid mange gange mere end noget princip.

Set i det lys mener jeg ikke, at man kan forbyde aktiv dødshjælp til mennesker, der ønsker at dø, fordi de er fanget i en alvorlig og håbløs sygdom, som ikke kan helbredes eller lindres. Men samtidigt er der unægteligt mange problemer forbundet med at give adgang til aktiv dødshjælp.

Hvordan sikrer vi os f.eks., at mennesker ikke vælger livet fra, fordi vi ikke har gjort livet værd at leve for dem?

Og hvordan sikrer vi os, at det er den syge og lidende selv og ikke f.eks. hensyntagen til samfundets økonomi eller en kommende arv, der afgør, om et menneske skal leve eller dø?

Det er her, vi finder den store udfordring og ikke i højtsvingende principper, der i virkeligheden handler om, at man ikke kan eller vil forholde sig til hvert enkelt menneske som den unikke Guds skabning, som hver eneste af os er.

Karen Larsen
Cand.mag., underviser og debattør