De der beder er fyldt med glæde og håb

Hvordan beder katolikker?

Svar:

På lige så mange måder, som der er katolikker!

Bøn er altid en helt personlig handling: Et menneske, der løfter sit hjerte op til Gud. Men samtidig er den katolske bøn også altid en fælles bøn: Man beder altid samtidig sammen med hele Kirken, fordi man er en del af den, et lem på Kristi mystiske Legeme. At være katolik uden Kirken er en umulig tanke.

De helliges samfund

Som katolik bliver man meget bevidst om, at man er en del af de helliges samfund: Det store fællesskab, som omslutter både de levende og de døde, engle og helgener.

Man føler sig omsluttet og båret af dette store fællesskab, hvor man beder med og for hinanden jorden rundt "fra solens opgang til dens nedgang". Derfor er den katolske bøn uendeligt rig og mangfoldig.

Først og fremmest er der den vigtigste bøn af alle: Den hellige messe, hvor Kristus selv kommer levende til stede på alteret ved præstens hænder.

At bønnen her bliver særligt nærværende og intens, siger sig selv, her i det øjeblik, hvor Himlen åbner sig, og man beder og lovsynger Gud sammen med engle og helgener.

Men også Kirkens andre fællesbønner er med til at knytte fællesskabet jorden rundt: Tidebønnerne, som klostre og præster over hele verden beder 7 gange i døgnet sammen med utallige lægfolk, er nedarvede fra synagogens bøn på Jesu tid. Tidebønnerne består hovedsagelig af Davids salmer og andre bibeltekster, så når man beder dem, ved man, at de samme bønner bedes over hele verden og har været bedt i 2000 år.

Andre traditionelle bønner er med til at sammenknytte dette verdensomspændende bønsfællesskab: Korsvejsandagtenhvor man mediterer over Jesu vandring med korset til Golgata.

Rosenkransen, som burde hedde "Jesuskransen", for den er én lang meditation over inkarnationens mysterium: Gud, der blev menneske i Jesus Kristus: Mens man beder de mange gange "Hil dig Maria" (som er Englen Gabriels hilsen til Jomfru Maria i bebudelsen), mediterer man over 20 vigtige episoder i Jesu liv fra Hans undfangelse og barndom over lidelse og død til opstandelsens herlighed.

Den Apostoliske Trosbekendelse og Fadervor er centrale elementer i Rosenkransen, som derfor i virkeligheden er et koncentrat af hele den kristne tro.

Også Jesusbønnen("Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder") bedes af mange katolikker. Rosenkransen og Jesusbønnen har den egenskab, at bønnen efterhånden bliver en del af åndedrættet, en uophørlig bøn, der næsten beder sig selv, mens man har sin bevidsthed ved det daglige arbejde. "Bed og arbejd", som det hedder i klosterspiritualiteten.

Endelig kan man naturligvis altid formulere sine egne bønner: Forbøn for andre, for verden, for Kirken, bøn om syndsforladelse, takkebønner, lovprisning osv. Alt kan man lægge frem for Gud i bøn, stort og småt.

Bøn med kroppen

Et vigtigt element i katolikkers bøn er, at også kroppen er med i bønnen. Det er en følge af den holistiske teologi, som er et særkende for katolsk tro: Kroppen er også skabt til at være hellig og skal derfor være med i tilbedelsen af Skaberen.

Derfor beder man ikke kun inden i sig selv (hvilket man naturligvis altid kan gøre). Nej, krop og sanser må være med. Privat kan man indrette sig med et lille alter med synlige tegn på Guds nærvær: Krucifiks, lys, blomster m.v.

Man har sine bestemte bedetider, hvor man går hen til sit bedehjørne, knæler ned, tænder lys og beder højt, synger måske, selv om man er helt alene med Gud. Man bestænker sig selv med vievand og betegner sig med korsets tegn.

Tilbedelse

Især i kirkens liturgi er det fysisk sanselige med til at gøre bønnen intens og nærværende: Ved siden af messen er højdepunktet tilbedelsen af Jesus i det helligste Sakramente: Den hostie, som ved præstens hænder er forvandlet til Jesu legeme og blod, Hans sjæl og Guddom.

Den stilles frem på kirkens alter, og man knæler i stille tilbedelse, ofte i mange timer. Men også, når Sakramentet ikke er stillet frem til tilbedelse, men kun befinder sig skjult i tabernaklet markeret med den "evigt" brændende kerte, er det almindeligt, at katolikker lister ind i kirken (der i princippet altid er åben) og knæler ned i stille tilbedelse.

Utallige mennesker har bemærket den helt særlige intensitet og det sanselige nærvær i en katolsk kirke, som kommer af, at Jesus reelt er til stede i tid og rum i sakramentets skikkelse.

At blive ét med Gud.

Hvorfor går katolikker rundt i uophørlig bøn? Fordi de tror på, at Gud ved sin nåde vil hjælpe dem til at komme Ham stadig nærmere i en personlig helliggørelsesproces, en "Kristusproces", hvor det handler om at give afkald på sig selv, sit EGO, for på den måde at finde ind til sit egentlige midtpunkt: Kristus.

Han er den dybe sammenhæng, altings første begyndelse, livets dybe mening og endelige mål. Derfor er katolikker, der beder, fyldt med glæde og håb, med jubel og optimisme, med kærlighed og tro.

Kirsten Kjærulff
Katolik, foredragsholder og forfatter