Luther var modstander af, at man fjernede billederne fra kirken, skriver Ricardt Riis.
- Foto: Arkiv
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
REFORMATIONEN: Urolighederne i Danmark havde mest med munkeuddrivelser at gøre, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis, der ikke mener, mange kirker blev stormet
Vi arbejder med et projekt om reformationen i Sønderjylland. Vi ved, at kirker i Danmark blev stormet/angrebet og ryddet for diverse katolske rekvisitter mm. i årene omkring reformationen.
Kan du fortælle noget mere om begrebet Kirkestorm? Fandt der nogle sted i Sønderjylland? Hvor/hvornår? Hvor kan vi evt. få mere viden?
Med Venlig Hilsen
Hans Engberg og Kristian Dreinø
Svar
Kære Hans Engberg og Kristian Dreinø!
I skriver: "Vi ved at kirker i Danmark blev stormet/angrebet og ryddet for diverse katolske rekvisitter mm i årene omkring reformationen."
Tja, hvor véd I nu det fra? Det har, så vidt jeg er orienteret ikke være særlig almindeligt og da slet ikke kendetegnende for den danske reformation og derfor sikkert heller ikke for den sønderjyske.
Den sønderjyske del af reformationsrøret begyndte med rigsdagen i Worms 1521.
Ved denne rigsdag var hertug Christian, den senere kong Christian den Tredie af Danmark, til stede.
Og Luthers optræden her gjorde ham til brændende tilhænger af Luther.
Det var derfor i ret høj grad en "reformation fra oven", han søgte at gennemføre i de dele af hertugdømmet, han residerede over. Men han var mere interesseret i lutherske prædikanter end i fjernelse af billeder fra kirkerne.
I 1525 kom det til et brud mellem Luthers hidtidige medarbejder Andreas Karlstadt og Luther. Karlstadt ville med baggrund i det gammeltestamentlige billedforbud (2 Mos 20,4) fjerne alle billeder fra kirkerne og tog sagen i egen hånd uden at vente kirkeherrens, dvs. fyrstens, afgørelse. Luther vendte sig skarpt imod denne fremfærd, dels fordi Karlstadt handlede uden verdslig myndighed, og dels fordi Karlstadt troede, at det gammeltestamentlige billedforbud gjaldt de kristne nu om dage. Det skete i et skrift "Imod de himmelske profeter...", som er oversat til norsk i en norsk udgave af nogle af Luthers skrifter.
Men på trods af Luthers modstand bredte den tanke sig også til Danmark, at man måtte fjerne billederne fra kirken. Reformkatolikken Poul Helgesen berettede i sin "Skibbykrønike" om, hvordan borgerne 3. juledag 1530 gik til angreb mod billederne i Københavns domkirke. Hans Tavsen fik dem omsider standset, men Helgesen hævder, at han selv var med til at anstifte urolighederne.
I sin doktordisputats fra 1954 "Confessio Hafniensis" hævder Niels Knud Andersen i en note på side 422, at også fra Skt. Mikkels Kirke i Slagelse meldes der om uroligheder. Men ellers har de uroligheder, der meldes om hertillands, mest med munkeuddrivelser at gøre. Faktisk var der en gråbrødremunk i Ystad, der døde efter sådanne uroligheder, se evt. her
Jeg må dog tilstå, at jeg ikke har den store viden om situationen i Sønderjylland bortset fra, at den var en del forud for situationen i det øvrige Danmark. Det er således karakteristisk, at to af reformatorerne fra Malmø rejste til Haderslev for at blive inspireret af de lutherske tanker.
Det, der ifølge gråbrødrekrøniken var hovedsagen i både Malmø og Viborg (de to byer, der først blev grebet af Luthers tanker), var prædikenen, se her om Viborg og her om Malmø.
Man kan også lægge mærke til, at Peder Laurentsen, der i 1528 udgav en bog om den reformation, man havde foretaget i Malmø, den såkaldte "Malmøbog", omtaler billederne på en meget afdæmpet måde, se her
Så billedstorme eller kirkestorme synes ikke at have spillet den helt store rolle her i landet. Udover de anførte links og Niels Knud Andersens bog kan jeg henvise til Martin Schwarz Laustens "Kirkens historie i Danmark" og til P. G. Lindhardts bidrag i "Den danske Kirkes Historie", bind III. Desuden findes der en udmærket lille bog af P. Severinsen fra 1936: "Hvordan reformationen indførtes i Danmark".
Venlig hilsen
Ricardt Riis.
Tidl. sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk