Jeg har lyst til at sende Flemming Rose blomster

Da den marxistiske forfatter Kaare Bluitgen sidste år fortalte til venstre og højre om sit planlagte tegneserieprojekt, hvori han ville tegne Profeten, vidste jeg allerede, hvor det ville bære hen.

Det var jo Bluitgen, som engang havde foreslået den anarkistiske ide med at smide menstruationsblod på Koranen. Med andre ord: Borderline Bob!

Bluitgens barnlige se-hvad-jeg-tør-hvad-vil-du-gøre-ved-det-attitude kender jeg fra mine egne børn, dengang de i trodsalderen kunne finde på at stille plastikkruset på den opvarmede ovnplade "bare" for at se, hvordan jeg ville reagere, selvom jeg kort forinden havde fortalt dem, at de ikke måtte, fordi plastikken ville smelte og ovnpladen blive ødelagt for altid.

Kun i de glade hippie-70'ere ville man have sagt, at barnet burde have sin frihed til at ødelægge kop og ovn for at udvikle sig selv og sine forældre!

Den populære Dr. Phil ville i dag give det råd, at man burde tage koppen fra barnet og sende det alene ind i værelset og fortælle barnet, at "så længe du ikke hører efter, vil ingen høre på dig."

Og det var netop denne strategi, som jeg fandt bedst at anlægge, da Jyllands-Postens redaktør Flemming Rose absolut ville prøve, hvad der ville ske, når avisen tegnede Profetens ansigt, selvom Rose var blevet advaret imod det forud.

Personligt prøvede jeg at mane ophidsede gemytter til ro; man hidser sig ikke op over dumheder begået af folk, der ikke ved bedre, sagde jeg. En læge bliver heller ikke vred over, at få obskønne ord kastet i hovedet af sine skizofrene patienter, forklarede jeg.

Nogle gange er det bedste middel imod dumme provokationer et overbærende smil og evig glemsel.

Men nej, sagen voksede. Vores statsminister udviste jysk stædighed og ville ikke mødes med de muslimske landes ambassadører, der udtrykte diplomatisk bekymrinrg over den voksende islamofobi i Danmark.

"Jyllandsposten er bare et stykke papir. Lad dem rable deres vanvid af sig. Deres mening er ikke af nogen betydning for mig," sagde jeg -- efter at have tilsluttet mig en fælles muslimsk beslutning om aldrig mere at skrive for eller udtale mig til Jyllands-Posten.

En svær beslutning, fordi indtil 30.09.2005 havde Jyllands-Posten været min fortrukne morgenavis.

Og så rullede lavinen af tåbeligheder; ambassadeafbrændinger, Naser Khaders absurde paranoia, Jens Rohdes eventyr om de 12 voksne mænd, groteske demonstrationsplakater i Pakistan, storvask i medieverden.

Troldmandens lærling havde brugt det magiske ord, men han anede ikke, hvordan man fik de vanvittigt dansende koste til at stå stille igen!

Der blev talt med store, men tomme, ord om ytringsfrihed; den grundlovssikrede frihed, der af Jyllands-Posten nu blev brugt som en verbal hammer til at nedbryde de etiske og moralske grænser for den kommende dæmonisering af muslimer i Danmark.

Selv mine daglige løbeture omkring de københavnske søer blev til en tilbagevendende horror-oplevelse, når Flemming Rose i tophue og stramme løbebukser joggede én i møde efterfulgt af en luntende Kaare Bluitgen med sit evige Alfred E. Neumann smil i ansigtet.

Havde jeg været så barnligt som dem, havde jeg måske spændt ben, og de ville have fået en kold afvaskning. Jeg valgte at være den voksne, ignorere dem og løbe den anden vej.

For mig vil den 30. September 2005 altid blive mindet som det startskud, hvormed muslimer i Danmark blev ramt under bæltestedet, alene fordi "vi kan gøre det."

Men den 30. september vil også blive ihukommet som den dag, hvor muslimer i Danmark for alvor sagde fra over for dæmonisering og nedrakning.

Nu ved vi, hvad ytringsfriheden skal bruges til: nemlig til "at forhåne og latterliggøre" - for at få os alle til at føle den stærke danske sammenhængskraft.

Og nu ved vi også, hvordan vi i fremtiden bør reagere; med et overbærende smil og en kold skulder, som den jeg gav Flemming Rose og Kaare Bluitgen ved Søerne.

For hvis man skal sætte en positiv finger på den lange Muhammed-krise, er det at islam ganske seriøst har fået en større opmærksomhed i den danske befolkning.

Aldrig har så mange pæredanske borgere konverteret til islam, og aldrig har så mange muslimer fyldt de danske moskeer. En spindoktor ville kalde det "århundredets PR-værdi!"

Vi har fået en islamisk paraplyorganisation, en begravelsesplads, og Danmark er kommet på lystavlen i den muslimske verden. I fremtiden vil islam i Danmark vokse. Jeg får næsten lyst til at sende en stor buket blomster til Flemming Rose -- hvis man stadigvæk kan bruge betalingskort inden for pigtrådshegnet.

Min konservative partifælle og udenrigsminister Per Stig Møller fortalte engang om sin barndom. Hvordan hans far havde stillet lille Per på et bord, udbredt armene og ytret: "Spring!" Lille Per var sprunget, og faren var i samme nu gået et skridt baglæns, og lille Per endte på gulvet.

Faderen havde grinet og forklaret lille Per, hvorfor han havde gjort det. For at lille Per skulle lære ikke at stole blindt på nogen.

Det er netop sådan, jeg et år efter ser på Muhammed-krisen. Og det kan man fortolke, som man vil. Der er jo trods alt ytringsfrihed i Danmark -- ikke?

Safia Aoude
Muslimsk skribent og foredragsholder