Bøn symboliserer forsoning

Korset står i midten. Et hav af stearinlys dækker de tre trin op til koret. Fem ikoner står spredt imellem lysene. Foran trapperne sidder en håndfuld kirkegængere på lave bedeskamler af træ. Andre sidder på kirkebænken. Duften af røgelse kilder i næsen.

Der er helt stille. I 10 minutter.

Så fylder firstemmig sang rummet. Klaver akkompagnerer:

"Mit hjerte finder fred og hvile hos Gud.
Min frelse kommer fra Ham."

Verset gentages igen og igen, mens musikken langsomt hører op, og sangen afsluttes med et amen.

Vi er til aftenbøn i baptistkirken, Immanuelskirken, på Frederiksbjerg Torv i Århus.

En broget skare

Rune Funch er musikmedarbejder ved Immanuelskirken og ansvarlig for aftenbønnerne.

Han fortæller, at der i løbet af de sidste to år er blevet bygget en menighed op på omkring 60 personer, der jævnligt kommer til aftenbøn. På en almindelig søndag kommer der omkring 20-30. Flertallet af dem er ikke er baptister.

Nogle har ingen kirkelig baggrund, mange kommer fra folkekirken, andre er katolikker og nogen kommer efter at have været i det nyreligiøse miljø.

Aldersmæssigt er det også en usædvanlig menighed; langt størstedelen er mellem 20 og 40 år eller over 60.

Formen er vigtigst

Brian Sørensen er en af dem, der er til bøn denne søndag. Den 33-årige bygningskonstruktør kommer normalt i folkekirken.

Han fortæller, at stilheden og de enkle sange giver ham ro. En ro han ikke finder til den traditionelle folkekirkegudstjeneste.

Her skal han både koncentrere sig om at forstå salmerne, og synge dem på melodier, som er svære for ham. De enkle sange og stilheden er derfor det vigtigste for Brian Sørensen.

"Jeg kommer på grund af formen. Når der er stillegudstjenester i min lokale folkekirke, kommer jeg også der," siger Brian Sørensen.

I stilheden tænker han på familie og venner.

Han fortæller, at for ham er det, at han tænker på dem i sig selv en bøn for dem. Brian Sørensen forklarer, hvordan netop stilheden giver ham gode rammer for at tænke på dem, han holder af:

"Kærlighed fra Gud bærer min tro. Den fornemmer jeg i stilheden, og det er også den kærlighed, jeg bruger over for andre mennesker."

Plads til forskellighed

Rune Funch fortæller, at bønnen symboliserer forsoning. Inspirationen er hentet i det økumeniske brødrefællesskab i Taizé, der omfatter over 100 protestantiske og katolske brødre fra mere end 25 lande.

Symbolikken kommer frem i brugen af røgelse og ikoner.

Derved er flere kirkers traditioner til stede i gudstjenesten og vidner om plads til mangfoldighed.

At gudstjenesten taler til forskellige sanser stammer fra Den Katolske Kirke og de ortodokse kirker. Den tanke er meget langt fra baptisternes. For Rune Funch er det positivt. Han understreger, at hvis bønsformen skaber nye muligheder for mennesker for at lytte til Gud, må hans egen tradition træde i baggrunden. Heldigvis har menigheden modtaget aftenbønnerne godt, og mange fra menigheden kommer.

Rune Funch håber, at indtrykkene fra aftenbønnen sætter andre spor end hos den enkelte:

"Der kommer flere teologistuderende, som skal være præster i folkekirken. Det kan da ikke være andet end en fordel for både folkekirken og baptistkirken, at de har haft nogle gode oplevelser her," siger han.

"Lovpris Gud min sjæl, for helligt er hans navn.
Lovpris Gud min sjæl, Han leder mig til liv."

Den sidste sang er slut. Nogle rejser sig fra kirkebænken og sætter sig på en bedeskammel foran lysene. Andre forlader stille kirkerummet.

Lene Suh Nicolaisen

cand. theol., retræteleder og generalsekretær for Danske Kirkers Råd