Bidt af ortodoks kristendom — fri for snusfornuft

Det er der vist adskillige millioner mennesker, som mener, og jeg har da haft den glæde at møde nogle af dem – f.eks. nogle ortodokse kristne, når de holder gudstjeneste i deres kirker, der er fulde af mennesker, Ikóner, fresker, liturgisk sang, røgelse, lys – og ofte en inderlig kærlig tilbedende hengivelse til såvel Faderen, som Sønnen og Helligånden på en sådan måde, at man næsten ikke kan undgå at fornemme Den Hellige Treenigheds lige så kærlige nærvær i et kirkerum, hvor man i fryd kan føle sig i en verden, der er lige så virkelig som dagligdagens verden, men som er langt ud over den menneskelige fornufts yderste grænser.

Det behøver man ikke hverken at være munk, nonne eller helgen for at fornemme – om end det måske kan være lidt vanskeligere for en udpræget rationalistisk indstillet luthersk kristen.

Men hvis nogle opgiver al materiel ejendom til fordel for denne hengivelse, f.eks. som munkene og nonnerne gør, ser jeg ikke nogen grund til at spotte dem – tværtimod – jeg vil da meget hellere ønske dem held og lykke med deres forehavende – uanset hvor meget lutheranere af en eller anden mærkværdig grund – som Ricardt Riis skriver – med Luther ønsker at "give dem en gang lak".

Men vi brænder ikke længere hverken kættere eller hekse, og jeg ser ingen rimelighed i at forfølge hverken munke, nonner, helgener eller andre, der har religiøse oplevelser.

På mig virker Ricardt Riis' søgen efter Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd i sit sidste indlæg da også – igen – som noget, der er i retning af det skeptiske – som han selv kalder det – og det næsten snusfornuftige, og jeg kommer til at tænke på Thomas Evangeliet, som – efter en måske misforstået afvisning i den tidlige kristendom – blev bragt til verdens fornyede kendskab af den danske teologiprofessor Søren Giversen omkring år 1950 – efter ca. 1700 års begravelse i Nag Hammadi ørkenen i Egypten – hvor apostlen Thomas skriver i sit "Logion 77" følgende ord fra Jesus: "Kløv træet, jeg er dér; løft stenen, og I skal finde mig dér!", samt i "Logion 113": "Hans disciple sagde til ham: "Hvornår vil riget komme?" "Det vil ikke komme efter forventning. De skal ikke sige: "Se her!" eller: "Se der!" Men faderens rige er spredt over jorden, og mennesker ser det ikke."

Næsten det samme – om Faderens Rige – finder vi i Lukas Evangeliets kapitel 17, vers 20-21: Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: "Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer."

Hermed er naturligvis ikke indeholdt nogen nedgørelse af den måde, hvorpå Ricardt Riis mener, han finder sin Gud, og hvor det åbenbart næsten udelukkende er skepsis, forstand og den almindelige hverdag, der får lov at dominere.

Ricardt Riis fastholder, at Ånden: Helligånden er bundet til Ordet: Jesus Kristus (Jeg går ud fra, at det er sådan det skal forstås: At Ordet her betyder Kristus, og ikke som i den allerførste tekst om Logos i Johannes Evangeliet: "I begyndelsen var ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud").

Joh – naturligvis – de to "Faderens hænder" er bundet til hinanden – og det er da selvfølgelig gensidigt!

Men det er jo hér Ricardt Riis, Martin Luther og Romerkirken kun vil lade bindingen gå den ene vej med deres filioque.

Dermed sættes der uomtvisteligt "færdselsregler" for Gud Fader – færdselsregler, som ikke kan bortforklares.

Det er dét, jeg ikke kan være med til, og hverken Riis eller Luther synes at være afklarede om disse "filioque-færdselsregler", idet de både benægter dem – og fastholder dem – samtidig med at de nedgør alt andet end "hverdagslivets forstands-orienterede kristendom".

Det må så blive deres problem.
For mig er der ikke noget tage fejl af hér.
Argumenterne for at "binde" Helligånden forekommer mig ikke holdbare, ligesom jeg heller ikke vil være med til at håne eller fordømme mennesker, der – med rette eller med urette – føler eller oplever, at de nærmer sig den Hellige Treenighed via Helligånden – eller på andre måder – enten de så er mennesker, der er, som os almindelige mennesker, eller de er nonner, munke eller helgener – eller hvad de nu er.

Jeg fristes til at sige, at almindelige danskere jo ganske klart viser stor interesse for "Åndernes Magt" – mens lutheranere, som Ricardt Riis, åbenbart vrænger ad sådan interesse – og endda tillige modsætter sig "Helligåndens Magt".

Og det er vel i virkeligheden dét, der har været tilfældet i vestkirken lige siden kirkemødet i Toledo i år 589, hvor man først indførte filioque.

Dette kan jo vel så også næsten forstås som en slet skjult indsmugling af et præstevælde, hvor præsten bliver Ordets – og Sakramenternes – forlængede arm, der ikke vil "forstyrres" af Helligånden.

Spørgsmålet om, hvor mange gange en dansk folkekirkepræst må udelade filioque under gudstjeneste – som Ricardt Riis nu korrigerer sit svar på – forekommer mig efterhånden at være så langt ude i det absurde, at jeg forbigår det.

Det samme gælder, når Ricardt Riis først erklærer sig uenig med sine amerikanske lutheranske kolleger, men nu synes at være enig.
Endelig gælder det også, når Ricardt Riis søger at diktere mig, hvordan jeg må skrive mine indlæg i denne debat.
Det ser ud til, at lutheranere har opfundet deres eget theosis begreb – vel baseret på den lutherske påstand om at vi alle på forhånd er fortabte syndere, som kun passivt – ved TROEN – kan frelses – og i øvrigt intet andet kan gøre end at "holde budene".

Derved bliver menneskets forsøg på at nærme sig Gud, den oprindelige ortodokse theosis, jo naturligvis ikke spiselig for lutheranere, og det er så – igen – lutheranernes eget problem.

Men er dét danskernes kristendom i år 2003? – jeg tvivler!

Ricardt Riis mener, at jeg er blevet "bidt" af den ortodokse kristendom, og bortset fra det lidt negativt værdiladede udtryk "bidt", kan jeg give ham ret.

At Ikónerne hos de ortodokse er ligestillet med Bibelen var i første omgang lidt af et chok, men det er jo egentlig ganske naturligt, at kristendommen meddeler sig både i ord og i billeder – på samme måde, som vi supplerer aviser med radio og TV.

Og at der tillige er bestemte regler for Ikónernes fremstilling, billedsprog, farver og symbolik, det svarer jo ganske til, at man heller ikke kan redigere i Bibelen efter forgodtbefindende.

Hvad man kan lære af Ikóner er heller ikke blot for analfabeter, for det er jo nu engang sådan at et billede ofte – næsten i et glimt – kan sige meget, meget mere, end ord nogensinde kan præstere – uanset hvor mange de er.
At der i den ortodokse kristendom lægges megen vægt på, at mennesket er skabt i Guds billede – og med en fri vilje – både til at nærme sig Gud og til at vende sig bort fra Gud (Sådan som Satan den faldne engel gjorde før menneskets syndefald) og at ortodoks anger – metanoia – peger fremad: At få noget andet (og bedre) i sinde – det forekommer mig langt mere guddommeligt end den mere bagudskuende anger i det lutherske verdensbillede, hvor vi knuges af vore gerninger og i det hele taget på forhånd er fortabte syndere (Arvesynden), der kun frelses gennem troens nåde – og hvis vi i øvrigt holder budene.

Ricardt Riis vil måske protestere mod denne beskrivelse af luthersk kristendom, men det er vanskeligt – forekommer det mig – at komme uden om især det knugende i lutheranismen.

Det samme gælder jo korsfæstelsen og korstegnet, der i ortodoks forstand langt mere peger på jubelen over opstandelsen – at Kristus overvandt Døden – og frelser os – end den vestlige dybt knugende opfattelse af korsfæstelsen, som Gudemordet – Mordet på Gud Søn.

Når jeg bruger spalteplads på lidt beskrivelse af ortodoks kristendom, er det, fordi der bag filioque spørgsmålet jo også ligger en stækket inspiration – Helligåndens fremmedgørelse – og i nogen sammenhæng dermed også en anledning til vestkristne forbrydelser, som korstog og kætterbål, tvangskristning og inkvisition.

Den luthersk evangeliske kirke – og dermed også den danske folkekirke – har sejret så grundigt i sine ca. 500 års levetid som en protestbevægelse mod romerkirken, så at der ikke længere behøver at bruges så mange kræfter herpå.

Men den lutherske kristendom har kun haft en meget begrænset kontakt med den ortodokse kristendom – og den inspiration, som kan findes dér.

Det handler filioque jo også om.

Tænk, om vi fik hellige kristne billeder, Ikóner, i vore kirker – vi har jo før haft kalkmalerier – i stedet for at vi blot skal se på nøgne hvide vægge, som kun prydes med numrene på de aktuelle salmer – eller nogle moderne kunstneres mere eller mindre vellykkede billedlige udtryk.

Tænk om vi alle fik lov at tænde et lys i kirken.

Tænk om korstegnet blev til jubel i stedet for anger.

Tænk om det blev muligt at fornemme Den Hellige og Guddommelige Treenigheds nærvær.

Ville dét være så skrækkeligt et brud på traditionen?

Traditionen er vel ikke hellig i sig selv?

Tænk om der blev anbragt nogle Ikóner – f.eks. i Tårbæk kirke.

Det ville være et klart udtryk for kristendommens store – og så stærkt beundrede – bredde i den danske folkekirke – at rummeligheden ikke bare er snak – og måske der endda var nogle flere end ca. 2½ % danskere, der så besluttede sig til at deltage i gudstjeneste.

Med venlig hilsen

Arne Thomsen