Kristendom er en vej man går, ikke et sted man står

- Der, hvor det kulminerede, var, da jeg kom til langfredag i fortællingen. Det vil jeg måske nok kalde mit livs største spirituelle oplevelse. Da jeg læste ordene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, skete der noget stort - noget uudgrundeligt.

- Hvis man skal være lidt teologisk et øjeblik, så er det langfredag, Jesus viser sig som menneske på lige fod med os. Der kender han til angsten og forladtheden, og det er noget, mennesker kan forholde sig til. Det ramte noget i mig på en enorm smertelig, men også på en vidunderlig måde.

- Da jeg læste evangelierne, havde jeg en oplevelse af, at de talte sandt. Ikke på en dogmatisk, firkantet måde, men en dyb følelse af, at det her fandt sted og finder sted. Det var en ny dimension, der blev åbnet for mig. Og det var faktisk også her, at jeg besluttede mig for at læse teologi. Måske ikke lige den nat, men oplevelsen åbnede for noget, som ret hurtigt blev til, at jeg ville læse teologi.

Kan du sige mere om, hvad der greb dig så meget, da du læste om Jesus på korset?

- Det er jo en top dramatisk begivenhed. Guds kærlighed kom til verden, og hvad gjorde mennesket? De knaldede ham op på et kors. Det er da rimelig voldsomt. Gennem hele min barndom og ungdom har jeg virkelig kunnet blive bedrøvet over social uretfærdighed. Og den uretfærdighed, lidelsen, den er der jo på korset.

- Og så er det en fantastisk kulmination på en stor beretning. Rent filmisk er der et eller andet over korset. Det er som om hele verden zoomer ind på det kors i det øjeblik. Måske er det en af de voldsomste begivenheder i verdenshistorien.

Legitimering af menneskets tvivl
Morten Skovsted fortæller videre om betydningen af Jesu tvivl, da han hænger på korset:

- Det er en grundlæggende gåde, at Jesus både er Gud og menneske. Det er voldsomt svært at begribe. At han er Gud, det er det, jeg mærker, når jeg læser evangelierne og underberetningerne. Jeg kan mærke, at der er noget stort på færde, og jeg er ikke i tvivl om, at der er en sandhed i det. Så jeg ved, at han er Guds søn, og alligevel hænger han der på korset.

- Når Jesus af alle kan mærke til forladtheden, så er der jo ikke nogen, der nogensinde vil kunne blive så skråsikre i troen, at de ikke også vil kunne tvivle og føle sig forladte af Gud.

Det er en legitimitet af en enhver efterfølgende tvivl hos ethvert menneske. Der er ikke nogen, der fra den dag kan anklages for at tvivle, når Guds egen søn kunne tvivle og føle sig forladt.

Jeg bruger en del tid på at tvivle
Har du på noget tidspunkt efterfølgende tvivlet på, om historien om Jesus er sand?

- Ja, det gør jeg hvert andet øjeblik. Når jeg læser beretningerne i Det Ny Testamente, skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er nogen, jeg holder mere af end andre. Og nogen, der gør mig mere sikker i sjælen end andre.

- Men generelt kan jeg med mange beretninger blive opfyldt af en sikker tro på, at det er sandt. Men selvfølgelig kan jeg tvivle også. Jeg bruger en del tid på at tvivle, det hænger nøje sammen med troens væsen. Og det er også ok.

Udramatisk tilgang til det religiøse
Hvordan forholdt du dig efterfølgende til denne spirituelle oplevelse?

- Ret udramatisk. Du ville sagtens kunne skrive det ned, så det så meget dramatisk ud, men det var det egentligt ikke. Det var ikke noget med lys, farver og brag. Det var bare en følelse, kan man sige. En voldsom følelse.

- Jeg tror nok generelt min tilgang til det religiøse er ret udramatisk. Jeg forsøger at gå til det med en stor portion ydmyghed. Det betyder, at jeg altid er åben, men det betyder også, at jeg aldrig helt bliver lukket. Jeg er altid på vej. Det dramatiske ville jo være, at man på et eller andet tidspunkt lige pludselig fandt sandheden, og så var den lukket.

- Jeg har tit tænkt, at kristendommen er en vej, man går, ikke et sted man står. Det er klart, at når man på sin åndelige vej gennem livet ”er på vej”, så er det en dynamisk proces. Det er noget udramatisk. Min åndelige rejse er sådan frejdigt spankulerende, nysgerrig og åben.

- Da jeg kom hjem fra Israel havde jeg to vilde års ungdom, så det var bestemt ikke sådan, at jeg kom hjem og gik i kloster. Jeg arbejdede både som natportier og som postbud, men det med at læse teologi lå ude i horisonten, som noget jeg vidste, jeg gerne ville.

Søgte videre på teologistudiet
Hvorfor ville du gerne læse teologi?
- Mange af mine studiekamerater læste teologi ud af en intellektuel interesse, måske fordi de havde læst lidt Kierkegaard. Men jeg vidste lige fra starten af, at jeg ville være præst. Jeg ville gerne søge videre og bruge mit liv på det her, jeg kunne mærke var sandt, smukt og stort.

- På den måde har jeg et rimeligt udramatisk forhold til mit kald. Det kunne da godt være, at jeg kunne være blevet journalist eller et eller andet. Dengang tænkte jeg bare, at det var enormt spændende at beskæftige sig med de her store spørgsmål og så oven i købet få løn for det og være noget for andre mennesker. Det lå sådan lige til højrebenet.

At bede sammen er kæmpe stort
Hvordan oplever du Gud i dit liv?
- Det gør jeg på enormt mange måder. Jeg oplever Gud, når jeg beder, når jeg er sammen med mine børn. Jeg oplever ham overalt, vil jeg sige. Gud må gerne være vældig og overalt, men samtidig må han gerne sitre i en eller anden lille tvivl. Jeg kan sagtens tvivle sådan helt, helt grundlæggende.

- Jeg har mange øjeblikke af religiøse oplevelser. For eksempel når jeg beder sammen med folk, har jeg nogle helt klare ud-af-kroppen-oplevelser. Det begynder at summe på en eller anden måde. Det er en helt anden fornemmelse, end når jeg beder alene. Det at bede sammen er noget kæmpe stort, og det er ret mystisk i virkeligheden, hvad der sker.

Vi skal turde give slip og lade Gud komme til
- Jeg laver ret ofte taizé- gudstjenester. Taizé er et kirkefællesskab i Frankrig, som er en af de helt store spirituelle inspirationskilder i verden. Det, de siger, er, at Gud findes i stilheden. De er meget lidt prædikende. I vores lutherske kirke, der snakker vi hele tiden. Vi vil gerne forstå og forklare. Den lutherske kristendom er meget intellektuel, i hvert fald i den danske udgave.

- I en taizé-gudstjeneste er der stilhed og sang. Man hører en bibeltekst og sidder så stille og ser, hvad der sker. Det er udfra den antagelse, at hvis vi mennesker er stille og åbner os, så vil Gud udfolde sin kraft i os.

- Og det er ret grundlæggende for den kurs, jeg er på lige nu. Det handler meget om at give slip, og lade Gud komme til mig, i stedet for at kæmpe mig frem til ham. Og det er noget, vi også kan øve os meget på i kirken. At vi dér er søgende sammen, frem for at der står en præst og giver en masse endelige svar.

- Hvis man prøver at åbne sig for den ånd, der er så meget større end os, så vil man kunne opleve at han fylder os, i stedet for at vi fylder hinandens hjerner med en masse fine ord. Det har jeg blandt andet haft en oplevelse af i forhold til mine prædikener.

- Nogle gange hvis jeg har skrevet sådan en vældig fin teologprædiken, og den bare ikke fungerede, så har jeg revet den i stykker og i stedet holdt en improviseret prædiken. Og dér har jeg oplevet, at hvis man tør give slip, så kan ånden hjælpe én. Og det skulle vi nok på en eller anden måde turde lidt mere.