Ligesom religionerne har forskellige kosmologier, der beskriver universets indretning, udgør også religionens lære om mennesket, antropologien (græsk; antropos), en vigtig del af en dens verdensbillede og af udøvernes religiøsitet.

Selvom man i mange mytologier finder mennesket beskrevet som del af en større organisk helhed, indtager det naturligt nok en central plads i religiøse universer. En religions fortælling om, hvordan mennesket er blevet skabt, dens antropogoni, er vigtig for opfattelsen af forholdet mellem guder og mennesker.

Mennesket og magterne

I nogle religioner er det vigtigt at understrege, at mennesket er forskelligt fra guderne. Det kender vi fra græsk mytologi, hvor menneskeligt overmod (hybris) altid ender i den skæbne-straf (nemesis), som fra gudernes og verdensordenens perspektiv er retfærdig og nødvendig. Vi kender også den straffende gud Jahve fra Det Gamle Testamente. Jahve ynder ikke at få selvbevidste mennesker til at stille sig imod ham, men kræver lydighed og at mennesket kender sin egen plads i universet. Omvendt er det idealet hos flere orientalske religioner (hinduistiske retninger, buddhisme og daoisme) samt visse mystiske traditioner, at mennesket faktisk skal erkende sig selv for derved at opnå guddommelig eller transcendent visdom.

Sjæl og legeme

En anden problematik i mange religioners antropologi er forholdet mellem sjæl og legeme. Hænger de to dele sammen eller er de adskilte? Indenfor den tradition, der med udgangspunkt i filosoffen Platon taler om, at sjælen er væsensforskellig fra kroppen ? og bør indordne sig derefter ? taler man om en dualistisk menneskeforståelse. Samme dualisme har præget kristendommens historie, hvor legemet har været anset som mindre værdigt og underlegent i forhold til den renere og mere ophøjede sjæl. Samtidig har man dog betragtet krop og sjæl som uadskillelige og set den rene dualisme som en kættersk forestilling. Dualismen, som også findes indenfor indiske religioner, lægger op til idealer om fornægtelse af kroppen og dens behov, mens ?lutring af sjælen? gennem forstand, meditation, hengivelse etc. har været anset som rette måder at være et fromt eller viist menneske på. Monistiske menneskeforståelser, der forstår krop og sjæl som en helhed, findes udbredt i andre religioner (f. eks. jødedom, visse former for buddhisme etc.).