Det hellige

Ordet hellig har sin oprindelse i hel- dvs. fuldstændig eller perfekt, og det er i denne betydning, at begrebet er blevet sat sammen med det religiøse.

Religionsbegrebet

I de gamle nordiske og germanske religioner er det hellige det, der er skilt ud fra den almindelige tilværelse og er forbeholdt den religiøse del. Det hellige er indviet til guderne, og er som sådan modsætningen til det profane, dvs. vores almindelige liv. I betydningen 'udskilt' og 'indviet' bruges begrebet hellig både som betegnelse for et dennesidigt sted som f.eks. en offerplads eller et tempel og som betegnelse for det hinsidige og de magter, der findes der, dvs. guderne.

Der findes imidlertid en del religiøse overbevisninger, hvis begreb om det hellige ikke er knyttet til forestillingen om en egentlig gud. Buddhismen og flere nye religioner er gode eksempler på dette. Selv om det ofte ses, er en religion nemlig ikke nødvendigvis noget, der forholder sig til en transcendent eller metafysisk gud. Derimod er en religion en overbevisning, der holder noget - ting, steder eller dogmer - for hellige undertiden i en sådan grad, at tilhængeren vil give sit liv for at forsvare det. Det hellige kan altså ses som et kendetegn ved religionen og det religiøse.

Religionsforskningen

I begyndelse af det tyvende århundrede blev denne forståelse af begrebet ?hellig? central i religionsforskningen (Nathan Söderblom i 1913 og Rudolf Otto med bogen ?Das Heilige? i 1917). Mircea Eliade har i sit stort anlagte værk "De religiøse idéers historie" brugt netop dette begreb som et kendetegn for religionen og samtidig betragtet det hellige som det neutrale udtryk, der kan iagttages udefra, dvs. uden at religionsforskeren er personligt troende, samtidig med at man til en vis grad kan fastholde de iagttagne folks egen synsvinkel på religionen. Religionsvidenskaben må derved nøjes med at fænomenologisk tilgang dvs. nøjes med at se på, hvad de troende gør og siger. Den kan ikke uden at overskride grænsen mellem iagttager og tilhænger gå ind i selve religionens hjerte, hvor det personlige jeg møder det hellige om det så er i skikkelse af en gud eller ej. Går man derind, er man ikke længere en neutral videnskabsmand.

Med denne synsvinkel har religionsvidenskaben forsøgt at afskaffe den kulturimperialisme, der tidlige karakteriserede religionsforskningen. Man forsøger nu at respektere fremmede religioner som ægte udtryk for en ligeværdig religiøsitet. Man kan dog overveje, om det overhovedet er muligt fordomsfrit at se på andre religioner, da alle - også forskere - har en overbevisning, der nødvendigvis må farve deres iagttagelser, selv hvis de mener at være ateister eller på anden vis ikke-religiøse. Man kan spørge om den rent fænomenologiske tilgang ikke for altid vil være lukket ude fra det helliges inderste?

Religionsdialogen

Hvis man ønsker at gå ud over det rent beskrivende i kontakten med andre religioner, må man på en eller anden måde komme nærmere end blot en iagttagelse af ydre fænomener. Den fænomenologiske tilgang har fat i noget væsentligt, når den fremhæver, at man overskrider en grænse ved direkte at gå ind i den anden religion. For mange vil det være et umuligt skridt, der ikke kan gøres ærligt, og dermed er det uden tvivl bedre at holde sig væk og lade de andre have deres hellige områder i fred.

Ønsker man imidlertid at komme nærmere andre og det, som andre holder for helligt, er der den mulighed, der hedder religionsdialog. Her er forudsætningen, at man vedkender sig sin egen tro samtidig med, at man respekterer den anden, dvs. det troende medmenneske man ønsker at komme i dialog med. En respekt, der nødvendigvis enten er eller i hvert fald bliver gensidig i løbet af dialogen om det hellige.

Respekten må samtidig omfatte det, den anden holder for helligt - ikke nødvendigvis i sig selv, men af respekt for den anden troende. Om end jeg ikke deler den andens tro, og den anden ikke min, så må jeg dog respektere det paradoksale, at samtidig med at jeg selv tror på at have fundet det sande hellige, så kan den anden stå med den samme overbevisning. I den forstand er vi ligestillede overfor det hellige. Det er det, der både er religionsdialogens dilemma og samtidig dens mulighed for at nå længere i mødet med medmennesket af en anden tro.