Muslimer har fået nemmere ved at opnå den amerikanske drøm om hus og have, efter at flere banker i USA er begyndt at tilbyde boliglån, der overholder religiøse regler. De nye muligheder styrker det muslimske samfund i USA
Et religiøst forbud mod at betale renter forhindrede indtil for nylig konditoren Khalil Madun i at købe et hus og forlade tilværelsen som lejer i forstaden Dearborn lidt uden for storbyen Detroit. Men efter at amerikanske banker og finanshuse har opdaget religion som et nyt forretningsgrundlag, er det blevet muligt for muslimer som Khalil Madun at opnå den amerikanske drøm om eget hjem uden at synde imod de religiøse regler, som de forsøger at leve efter.
? Jeg er så glad for, at jeg kan have mit eget sted nu og stadig være på den rigtige side af Gud, siger den 54-årige Khalil Madun til nyhedsbureauet Reuters.
Mens også den kristne bibel og de jødiske skrifter i princippet forbyder rentetagning, er islam den eneste verdensreligion, hvor forbuddet holdes i hævd af store grupper af troende, og derfor er særligt designede ydelser, der giver USA's muslimske indbyggere mulighed for at finansiere boligkøb uden brug af renter, en ny og hurtigtvoksende niche i den amerikanske banksektor.
? Bankerne har fået øje på et købestærkt marked, og så er væksten i islamiske bankprodukter også et udtryk for det amerikanske muslimske samfunds modenhed og stigende vigtighed. Det er en naturlig og meget positiv udvikling, siger Ibrahim Hooper, der er talsmand for USA's største muslimske interesseorganisation, Council on American-Islamic Relations (CAIR).
De religiøse restriktioner har betydet, at gruppen af muslimske borgere i konditoren Khalil Maduns hjemstat, Michigan, der er hjem til USA's største og hurtigstvoksende arabiske befolkning, sjældnere er husejere end den øvrige befolkning, selvom mange har en højere indkomst end den gennemsnitlige amerikanske familie. Samme tendens gør sig ifølge CAIR gældende mange andre steder i USA, og derfor kan de nye islamiske boliglån fundamentalt ændre amerikanske muslimers position i det amerikanske samfund.
? De nye muligheder for at købe ejendom vil styrke det muslimske samfund i USA betragteligt. En familie, der ejer sit eget hjem, har bedre muligheder for at udvide sit økonomiske råderum end en familie, der går gennem livet som lejere, og nu kan flere muslimer etablere sig i det amerikanske samfund på samme vilkår som ikke-muslimer, siger Ibrahim Hooper.
I Michigan har University Bankcorp eksempelvis med stor succes udviklet finansieringsmodellen "murabaha", der fungerer ved, at banken køber boligen og gradvist sælger den til kunden stykke for stykke, og flere andre banker har i løbet af de seneste par år udviklet forskellige kreative koncepter skåret over samme læst.
Kunderne behøver ikke at være muslimer, men bankerne markedsfører typisk de særlige ydelser ved at uddele arabisksprogede foldere efter moskeernes fredagsbønner. Flere af de nye lånemuligheder er blevet blåstemplede som "halal" (rene) af muslimske gejstlige i USA, og amerikanske muslimer, der ønsker at overholde den konservative islamiske sharialovgivning, har dermed fået et acceptabelt alternativ til enten at låne penge fra familie og venner eller at spare op i årtier for at kunne købe deres egne hjem.
Blandingen af ortodoks religiøsitet og kapitalisme har dog allerede udløst kontroverser om, hvilke virksomheders ydelser er ægte "halal" og i overensstemmelse med Koranen. Samtidig er det generelt dyrere at optage de islamiske boliglån, og bankens medejerskab af boligen kan gøre det sværere at tegne husforsikringer, men væksten i de Koran-tro bankydelser viser, at det for mange amerikanske muslimer er vigtigere at undgå at begå religiøs synd end at optage et billigt lån.
Ibrahim Hooper vurderer, at de islamiske boliglån generelt tilbyder rimelige vilkår, selvom de kan være mindre økonomisk fordelagtige end konventionelle banklån.
? Vi går ud fra, at enhver form for islamisk bankvirksomhed lever op til de regler, der gælder for alle andre amerikanske virksomheder. Det er nyt i USA, men muslimer har i århundreder haft banksystemer, så metoderne er veletablerede, siger han.
De amerikanske myndigheder er da også begyndt at tage fænomenet alvorligt. På en konference for organisationen Arab Bankers Association of North America for nylig sagde den amerikanske nationalbanks vicepræsident, William Rutledge, at bankmyndighederne nu forsøger at få en bedre forståelse for "islamisk finans" og for de udfordringer, der er forbundet med at lægge en islamisk ramme ned over en banksektor kreeret uden tanke for sharialovgivning.
I USA registreres indbyggerne ikke i forhold til deres religion, men myndighederne vurderer, at der bor cirka syv millioner muslimer i USA, og at tallet er stigende./Kristeligt Dagblad/
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk