Seneste bud på en bibelsk film er "Vejen til Betlehem", som netop har haft premiere. Den skiller sig ud fra andre Jesus-film ved at fokusere mere på jomfru Marias graviditet og på Josefs undren over samme end på Jesu liv.
Manuskriptet til filmen er skrevet af amerikaneren Mike Rich, der tidligere har skrevet manuskript til filmene "Finding Forrester, "Radio" og "The Rookie". At skrive manus og drejebog til filmen om Jesu fødsel var en anderledes krævende opgave:
? Jeg havde læst en bunke artikler om Jesu fødsel, Maria, Josef, de tre vise mænd og hyrden ? alle de velkendte figurer fra mine forældres julekrybbeopsætning, som jeg under min opvækst havde leget med. Det gik op for mig, at selvom jeg vidste, hvordan rejsen til Betlehem sluttede, så vidste jeg ikke meget om, hvordan Maria og Josef kom dertil, hvordan de var som mennesker, og hvilke udfordringer de stod over for. Både som troende menneske og manuskriptforfatter var det krævende spørgsmål, siger Mike Rich.
En tragedie i forfatterens eget liv blev dog det allerstørste incitament til at lave filmen. Han mistede sin far i 2005 og havde derefter svært ved at tackle noget som helst.
? Kort efter Thanksgiving skrev jeg det første udkast, og jeg isolerede mig med musik og juleevangeliet. Det var virkelig en spirituel oplevelse ? og det var en fornøjelse at skrive. Ikke fordi det var en stor, episk historie, men fordi det var det modsatte: en personlig og intim historie om to almindelige mennesker, som gennemfører en helt ekstraordinær mission, siger han.
En personlig indignation eller inspiration som Mike Richs er ofte årsagen til, at manuskriptforfattere og instruktører kaster sig over de bibelske film. Det mener Geert Hallbäck, som er lektor på Det Teologiske Fakultet i København og har beskæftiget sig indgående med Jesusfilm.
? Filmene er som regel udtryk for en bestemt teologisk inspiration og båret af en religiøs interesse. Instruktøren Martin Scorsese, som har lavet filmen "Den sidste fristelse", er katolik og gik egentlig på præsteseminar, fordi han ønskede at blive præst. Han var altså i forvejen meget interesseret i emnet, inden han lavede filmen, siger han.
At være bibelsk interesseret og vidende betyder ikke nødvendigvis at den film, man laver, skaber et mere kritisk og nuanceret billede. Nogle film inden for genren bliver mest af alt produceret for at hylde kirken og dens symboler. Det er tilfældet med "Vejen til Betlehem", mener Geert Hallbäck.
? Man kan kalde den en evangelieharmonisk trivivalfilm. Filmen bliver lavet uden bestemt kunstnerisk vision, men henvender sig til et stort publikum. Den fungerer som en illustreret Bibelhistorie uden refleksion, som ønsker at bibeholde publikums opfattelse af historien. Den skal nok få folk til at gå i biografen i julen, vurderer Geert Hallbäck.
At "Vejen til Betlehem" er blevet fremvist i Vatikanet vidner også om en meget lidt provokerende filmproduktion, vurderer han:
? Det er tydeligvis vigtigt for filmen ikke at vække anstød.
Bibelske hurra-film uden kritisk bid var der mange af frem til 1960'erne, og filmene fremstod oftest som monumentale og kostbare værker, fortæller Geert Hallbäck.
Som bekendt var 1960'erne også oprørenes tid, og Jesus som glansbillede i storfilm holdt da heller ikke årtiet ud. Det medførte en helt ny genre af blasfemiske Jesusfilm, som var den diametrale modsætning til polerede og konfliktløse eksemplarer, der havde domineret hidtil.
? Pludselig kunne man ikke længere tage Jesus alvorligt, og han blev kritiseret meget. Der blev lavet musicals som "Godspell" og "Jesus Christ Superstar" og filmen "Life of Brian", som virkelig var helt ude i periferien og gjorde grin med ham som karakter, siger han.
Herhjemme forsøgte storprovokatøren Jens Jørgen Thorsen sig også med genren ? den meget opsigtsvækkende og forargelige, forstås.
I 1972 var Thorsen i fuld gang med sit Jesus-projekt, der skulle udmunde i en triologi. Det endte dog med, at kun en eneste af filmene blev realiseret og det 20 år senere, i 1992. På det tidspunkt var der dog opstået så meget furore omkring filmen på grund af dens pornografiske indhold, at filmen på sin vis var blevet en mediesucces.
? Det mest ulykkelige ved Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm var, at den nogensinde blev lavet. Thorsen var situationist, og for ham som kunster var forbuddet egentlig det vigtigste og den offentlige reaktion det egentlige kunstværk. Selve filmen var ret ynkelig, mener Geert Hallbäck.
Mellem de to modpoler: de evangelieharmoniske trivialfilm og de meget blasfemiske, findes en tredje genre af bibelske film, som Geert Hallbäck anser for at være den mest interessante. Det er også inden for denne kategori han har sine egne favoritter. Som genre bliver filmene også opfattet som provokerende, men afsenderne ? instruktørerne og manuskriptforfattere ? har andet på hjerte end blot at provokere for provokationens skyld.
Hallbäck nævner filmene "Mattæusevangeliet" af Pier Paolo Pasolini og "Den sidste fristelse" af Martin Scorsese og Mel Gibsons "The Passion of the Christ" som de bedste eksempler på kvalitetsfilm om frelseren.
? Scorseses og Gibsons film er lidt stridens æbler mellem de kirkelige grupperinger på den ene side og kulturen på den anden. Jesus bliver pludselig en interessant figur på begge sider; kirke og kultur mødes og støder sammen, siger han.
Den konflikt mellem de to verdener skildres i en fjerde af Geert Hallbäcks yndlingsfilm, "Jesus fra Montreal", som ikke decideret er en Jesusfilm men som ser på forskellen mellem kirkens og kunstens opfattelse af Jesus.
Ifølge Hallbäck er bibelske film igen blevet populære uanset hvilken fremstillingsform, man vælger. For ti år siden forsøgte man ganske vist at gøre religionen mindre betydningsfuld, men nu er billedet vendt igen:
? Langt hen ad vejen bor vi i en sekulær verden, men samtidig lever Bibelen og Jesus i bedste velgående som motiver for film, bøger og kunst. Det er bestemt ikke noget, der er dødt og borte. Jesus er også populær i ikke-kirkeligt regi, han er en del af den almindelige kulturbagage, siger Geert Hallbäck.
